Over aftenen hænger en atmosfære af alienation. Noget andet-end-menneskeligt er på færde i hybride formater. Performance, projektioner, dans og stemmer smelter sammen i nye kompositioner, hvor det fremmede eller ’det andet’ får udtryk gennem forskellige energier. New Sht Vol 6, kurateret af Thjerza Balaj, præsenterer unge europæiske koreografer og dansere, der med meget højt danseteknisk niveau overbeviser om, at performative, tværæstetiske hybrider også kan være båret af dansens kropslige sprog.
The pleasure of stepping of a horse when it´s riding at full speed / Courtney May Robertson
En monolog indleder aftenens første solo. Koreograf og danser, Courtney May Robertson taler i korte sætninger i mikrofonen.
“This is a body that knows grief”
“This body is the end of a line”
“It is more than the sum of its part”
På en plan oktogonformet projektion i gulvet påbegynder Courtney May Robertson en solo om kap med billedstrømme fra videoer, der i collager overtager hinandens plads. Hun drives afsted af hurtige energier. Hendes fødder bevæger sig med teknisk snilde i et tempo, der ræser afsted, mens hendes krop besøger genrer i alt fra klassisk ballet til rave-agtige og frisættende bevægelser.
Hun er tempofyldt og præcis. I sportstøj og sneakers nærmer performancen sig hurtigt et sted, der minder om en sportspræstation, hvor Courtney spurter mod et usynligt mål. Hun springer hurtigere og højere, hendes fødder laver små cou de pied´s, som de strækker sig i de tunge sneakers. Stakåndet forsøger hun at følge med, som tempoet manifesteres i de hurtigere skiftende videoer, der gennem projektioner, flimrer forbi under hendes dansende krop. Et elektronisk lydunivers driver intensiteten højere og vildere, indtil videoerne så småt aflyses af gigantiske, grafiske ”NOT NOT NOT” og Courtney standser det præcis trinsprog, der i stedet af aflyses af vilde kropsrystelser og hendes lange hård, der flagrer vildt.
Videoerne giver fornemmelsen af en verden, der suser vildfarent afsted, mens Courtney´s solo nærmest virker som en repræsentation af, hvordan vi mennesker forsøger at følge med, indtil vi glædesfuldt hopper af toget, som titlen så smukt indikerer; Fornøjelsen af at hoppe af en hest, der rider i fuldt tempo.
Som soloen afslutter med en forvrænget stemme i mikrofonen, og Courtney viser hendes evner indenfor en riverdance-skipping-genre, slår kontrasterne stærkt mod hinanden. Et skrig og sætningerne:
”Give me time on my own”
“This is fun for me”
Comme un symbole / Alexandre Fandard
Scenen oplyses af baglys og storslået musik toner frem. En danser, franske Alexandre Fandard, ryster armene, skubber noget usynligt væk, kroppen taler i frustration og falder sammen midt i et lysspot.
Han bevæger sig i både bølgende, accentuerende, præcise bevægelser. Et hybridt sted mellem hiphop og samtidsdans. Jeg fanges ind af hans introverte rum, som om hans til tider sammenkrøbne krop og gemte ansigt under kasketten bærer på en hemmelighed.
Han fremstår ung og urban i sit sportssæt, der (tror jeg uden tilfælde), bærer det franske flags farver. For som modstand til det urbane, både sårbare og til tider fandenivoldske udtryk, findes symboler. Halvvejs inde i soloen åbnes et stærkt, firkantet sidelys og lyduniverset transformeres og bliver dystert som et væsen, der kryber ind i forestillingen. Alexandre Fandard vender hele sin krop mod lyset og kommunikerer med noget næsten guddommeligt gennem lyssætningen, der tilnærmelsesvis får sin egen rolle i soloen. Han næsten taler med det guddommelige lys gennem sin wobbly krop, overgiver sig, beder om hjælp, udviser vrede, mens han på andre tidspunkter vender sig mod publikum og gestikulerer en taler med et, får man klar fornemmelse af, enormt vigtigt og ordløst budskab. Hans pegefinger bliver central, som den peger væk fra hans krop, mens han ryster i kroppen, der drives frem af musikalske rytmer. Næsten som et tog.
Uden et ønske om at indhylle Alexandre Fandard´s solo i et særligt politisk klæde, findes der trods alt en fornemmelse af ungdommeligt oprør, eller i det mindste nye bekendtgørelser, der godt må få plads selv iklædt franske farver. Iblandet symbolerne, der fortsætter, da Alexandra Fandard stiller sig med armene strakt ud til hver sin side og en himmelsk, overjordisk lyd strømmer over ham, henledes mine tanker på, hvem der bestemmer? Har Alexandre Fandard og vi andre selvbestemmelse over vores egen krop og stemme eller findes der noget guddommeligt eller ligefrem statsligt, der styrer os?
Afslutningsvis stiller Alexandre Fandard sig centralt på scenegulvet med front mod publikum. Der er komplet stilhed. Han forsøger at sige noget men choker. Flere gange.
Først da han lyner træningstrøjen ned, smider den og trækker en pink wife beater over hovedet, så han til sidst står med bar overkrop, får hans stemme plads. Eksponeret synger han (som den eneste) uden mikrofon. Hans dybe røst rammer mig helt nede i solar plexus, et sted hvor andre sjældent har adgang, men Alexandre Fandard´s stemme tvinger sig adgang. Jeg forstår ikke sproget, men jeg forstår. Jeg fornemmer smerte og mærker, at det er det kroppe og dans kan, resonere med hinanden kropsligt, sjæleligt, åndeligt.
Deep Fake / Gergo D. Farkas
Hvis der i de to første performances har været fornemmelser af otherness eller andre elementer, der har en særlig form for kontrol over os, kommer denne følelse særligt til udtryk i Gergo D. Farkas solo. Eller måske kan man tilnærmelsesvis kalde det et gruppestykke.
Fra loftet hænger et gitter i metal. Gulvet er hvidt og røg slører et klart billede.
Med bævende stemme fremsiger Gergo D. Farkas
”I am so so afraid”
De står på kanten af scenegulvet og skal tage sig mod til at indtage scenerummet. De kravler rundt, famler i blinde, indtil de endelig tager skridtet og kravler ind på scenen. Gergo D. Farkas føler sig frem med sølvhandsker og orange stof på knæene, der lyser op gennem den ellers helt sorte dragt. Lyden der akkompagnerer Gergo D. Farkas bevægelser lyder næsten som om, nogle slår på et gitter, og man får fornemmelsen af noget usynligt, der slår på det gitter, der hænger fra loftet.
Soloen fortsætter herfra med én ud af to koreografiske dansante stykker. Liggende i hinge med underbenene trukket ind under sig selv og baghovedet i ryggen fremføres en koreografi med bløde arme og hænder, der svæver i rummet og deres ansigt.
Som kontrast til det bløde frisætter Gergo D. Farkas gitteret fra loftet og danser en duetlignende sekvens med gitteret foran og over kroppen. Kontrasten mellem den organiske krop og det statiske gitter er tydelig, og det virker som om, gitteret fastlåser kroppens mulighed for at bevæge sig frit. En atmosfærisk lyd overtager og neonhvidt lys oplyser Gergo og gitteret bagfra. Lyset fanger gitteret og skaber et sanseligt skyggespil, som gitteret i sit eget mønster standser lyset. Med gitteret på ryggen og skuldrene, tynges Gergo D. Farkas ned, som en moderne Jesus, et ofringens ritual, skaber en partnerwork-situation med gitteret, et fremmedlegeme, som i samspil med danserens krop sættes i meditative vippebevægelser.
En anden ’duet’ tager plads, som Gergo D. Farkas begynder en verbal dialog om, hvad der virker som universet.
”This is a real life death situation”
“Help”
“Very epic”
“Is there any future left for me?”
Iblandt svarer universet (igen) på et sprog, vi ikke forstår. Det taler volapyk, publikum griner, og selvom denne passage i min optik er 15 min for lang, er der et tiltrængt humoristisk element midt i en ellers dystopisk tematik, hvor jeg funderer over, hvornår der er en ligestillet fremtid for the other, the queer?
Måske svarer Gergo D. Farkas selv på det, som de danser en soft, staccato koreografi med små detaljerede skævheder, sensitivitet og super sharpness til luftige lyde af vand. Her er håb.
Warping Soul / Andreas Hannes
Håbet findes også i Andreas Hannes Warping Soul, der som den mest ’klassiske’ danseforestilling fremstår let i både sit fysiske og visuelle udtryk. Warp betyder at bøje væk fra en direktion, og det gør de fire dansere iklædt næsten-gennemsigtige meshdragter i orange og blå.
Siddende på gulvet starter de fire dansere i stilhed med et stille lydbillede, der langsomt får deres kroppe til at foretage stødvise ryk for derefter at finde tilbage til deres oprejste, siddende position. Musikken begynder at lyde som elektroniske forvridninger, et ur, der tikker og får kroppene til at rykke mere og mere rytmisk. Fjerde gang denne aften findes fornemmelsen af alienation, noget andet, der får kroppene til at bevæge sig.
Langsomt kommer danserne på benene, én efter én og stiller sig i akavede positurer, drejede rygsøjler knæ mod hinanden og store plateausneakers. De bevæger sig i slowmotion til en start, men langsomt begynder de ikke kun at bøje deres kroppe, men også bøje rummet. Tempoet sættes op og et ’gående’ koreografisk rum igangsættes. Med deres forvredne kroppe går de fire dansere på diagonaler, i halvcirkler, krydser hinanden, betræder hele rummet. Musikken begynder at cracke, skabe beats, som danserne og koreografien langsomt træder ind i. De falder ’out of balance’, kollapser til dybe dyp i knæene, hvorefter de kommer op igen.
Et øjeblik lyser spots på de fire kroppe, som fremstår som sorte skygger på den hvide baggrund. Et stille øjeblik, en pause opstår.
Hvorefter rummet transformeres til et hurtigt bevægende rum, der formes af små, løbende skridt og forskydninger. De fire dansere samler sig til en gruppe og tager kæmpe store fælles skridt, kollapser i flok, sværmer videre. Den kollektive krop spreder energi helt nede fra scenegulvet og op til publikum. Min krop og mine øjne behages af synkronisitet, og jeg overgiver mig fuldstændig til dansens rene sprog, der i sin simpelhed er så æstetisk smuk, at samspillet rykker ind i min krop, og jeg finder mig selv danse med danserne, med musikken, der med beats rykker ind i mit hjerterum. De stringente og organiske bevægelser smelter sammen og minder om en obskøn blanding af Merce Cunningham (måske særligt på grund af kostumerne) og Sharon Eyal, som kompositionen vitterligt bebor hele rummet, alle niveauer i helt laban´sk ideologi.
Dansen som dansen fremstår her, alene akkompagneret af vigtig lyd og lysunivers har stadig sin plads.
De unge, europæiske koreografer og performere, alle udvalgt til Aerowaves 2023, har ganske enkelt tryllebundet min krop og det meste af publikum. Kvaliteten af bevægelses- og dansesproget er som fællestråd, sammen med den tematiske ’otherness’ gennem hele aftenen, tårnhøjt. Det løfter alle værker lige meget, om de har mere performativ eller dansant karakter, og jeg må indrømme, at netop den kvalitet og den tekniske kunnen er noget jeg ofte længes efter, når jeg præsenteres for hybride, tværæstetiske formater. I aften går næsten alt op i en højere enhed og kurateringen, foretaget af Thjerza Balaj, træder skarpt frem.