Koreograf Nønne Mai Svalholm sætter fokus på kvindedrab og mekanismerne bag i fejende flot og faktuel forestilling på Aarhus Rådhus. Når kvinder bliver dræbt, skyldes det oftest partnervold.
Vi sidder i en stor firkant på Aarhus Rådhus. Ved siden af mig sidder en ældre kvinde med en rød fane i hånden. På samme måde sidder 7 andre kvinder med faner i hænderne placeret rundt på stolene i firkanten. Den ældre kvinde ved siden af mig trækker vejret dybt, og da alle publikummer har sat sig i sæderne, kan jeg for alvor høre, hvordan hendes åndedræt blander sig med de andre fanebæreres dybe åndedrag. Tydelige tegn, et intenst lydtæppe af levende kvindekroppe og politisk aktivisme lige der i magtrummet.
Lidt efter lidt rejser kvinderne sig med fanerne og bevæger sig inde i rummet i firkanten af stolesæder. Står med deres faner. Indimellem står de også udenfor firkanten på strategisk udvalgte steder. Hele rummet på rådhuset inddrages i Red Flags – Drab på Kvinder i Danmark. De danser soli, duetter, tre og tre, og indimellem alle 10 dansere sammen.
I ugen op til Kvindernes internationale kampdag d. 8. marts i år 2024 iscenesatte koreograf Nønne Mai Svalhom danseforestillingen Red Flags – Drab på Kvinder i Danmark på Aarhus Rådhus. Forestillingen er den sidste i hendes BIG BANG trilogi, og organisationen Danner har været med som en del af arbejdsprocessen for at sikre, at emnet bliver behandlet respektfuld og med verificerede oplysninger.
Koreografiens bevægelsesmønstre starter med ganske små, nærmest hverdagsbevægelser, men bliver senere især i udførelse af de stærke og nuancerede solodansere Ar Utke Acs, Aline Sánchez Rodriguez og Thjerza Balaj større, vildere og facetterede. 60+ danserne Sisse Lunøe, Marian Kudahl, Birgitte Müller, Jette Rohde, Bodil Vind, Jette Brix indgår på lige fod, men i knap så krævende bevægelsesmønstre, men derfor og stadigvæk rørende. Det klæder selvfølgelig en feministisk danseforestilling at give plads og rum til så forskellige kvindekroppe også for at fremhæve at partnervold og -drab kan ske for alle. Måske begynder koreografien også stille, helt forsigtigt, ligesom mekanismerne bag kvindedrab og partnervold ofte begynder i det små for siden hen at eskalere i mere og mere kontrol, jalousi og vold.
Som en vigtig del af forestillingen indgår 7 skulpturer, de 3 meter høje faner (et symbol på aktivisme, revolution måske ligefrem?), udarbejdet af Svalholm i samarbejde med designer, scenografi og kunstnerduoen KASPERSOPHIE. Fanerne udstilles efterfølgende på Kunsthal Aarhus denne sommer. Fanerne er som danserne heller ikke ens. Hvor meget rødt, der er på fanedugene varierer. I nogle tilfælde er de monokromt røde og i andre tilfælde hvide, men stænket med rødt (blod).
En båndet stemme (Katinka Fogh Vindeløv, der også har komponeret musikken) begynder sin fortælling om Kirsten, der tog ud i sit sommerhus efter, hun havde fortalt sin mand, at hun ville skilles. Hun bliver pludselig vækket voldsomt om natten, og det viser sig at være hendes mand, der slår hende i hovedet med en hammer.
Den hyppigste årsag til kvinder bliver dræbt er partnervold, mens det for mænds vedkommende er kriminalitet. 536 kvinder blev dræbt mellem 1992 og 2016 i Danmark.
I forestillingen indgår ikke bare Kirstens fortælling fra et akademikermiljø, men også Grethes fra et arbejderklassemiljø, og den sidste handler om Cille, en helt ung gymnasiepige. Fortællingerne er bearbejdet af forfatter og dramatiker Ida Marie Hede bl.a. med uddrag fra bogen En forudsigelig forbrydelse – Kvindedrab i Danmark af journalist fra Politiken, Line Våben og retsmediciner og ph.d. Asser Hedegård. Teksten til forestillingen fremstår derfor også nøgtern og faktuel og har ingen ansats til følelsesporno eller sensationslyst. Volden og drabene bliver dog stadig konkret beskrevet, for det er jo det, forestillingen handler om.
Men det er kvindernes perspektiv historierne fortælles fra. Ofrene får fokus, mens gerningsmændene er bipersoner modsat mange krimiserier. Jeg får derfor associationer til den svenske forfatter Sara Stridsbergs roman, Kærlighedens Antarktis, der har en helt anden patos end Red Flags, men netop giver den dræbte kvinde, offeret, en stemme. Romanen rejser en form for monument for alle de dræbte kvinder, der ikke bare findes i virkeligheden, men desværre også i så stor udstrækning findes i vores billed- og fortællekultur, som sagt fx i krimiserier. Gerningsmanden i Kærlighedens Antarktis er lidt som i Red Flags stort set ansigtsløse. Han kunne være hvem som helst.
Midtpunktet for forestillingen er for mig, da alle danserne står inde midt i rummet dannet af stolesædernes firkant med deres flotte, fejende faner og sammen skaber rørende, stærke og intense bevægelsesbilleder med deres kroppe og fanedans. De indtager magtrummet, taler til alle vores sanser, tager helt fysisk konkret deres plads og giver forhåbentlig stof til eftertanke.
Men mest bevæget blev jeg over fortællingens struktur. Det at lade den eneste overlevende kvindes historie både indlede og afslutte forestillingen. Og dermed lade ordene og danserens krop fortælle om billedserien hendes pårørende hver dag tog af hendes forslåede ansigt, der således langsomt helede, stå som det sidste fuld af både lidelse, men mest af alt håb.