Kunstnerduoen Kirsten Astrup og Maria Bordorff aktualiserer og forvandler vellykket den skandaleombruste erotiske roman til en billedbåret pastichekomedie med et feministisk, dokumentarisk greb.
I kunstnerduoen Kirsten Astrup og Maria Bordorffs teaterversion af den skandaleombruste roman O’s historie på Toasters ene scene på Husets Teater, er det måske ikke overraskende tilblivelsen af romanen (udgivet i Frankrig i 1954), der får fokus.
Kunstnerne vender i hvert fald med et interessant dokumentarisk greb om på magtforholdene i afsløringen af ’sandhederne’ om romanen. Så den historie, der udfolder sig ikke er historien om en ung kvinde, der underkaster sig og lader sig lære op af en samling velhavende liebertinere på et slot for sidenhen at hengive fuldstændigt til en enkelt rigmands lyster. Det er derimod historien om forlagskvinden Anne Declos, der skrev romanen, som udfoldes. Anne Declos var ansat på det prestigefyldte franske forlag Gallimard, og var kvinden bag det gådefulde pseudonym Pauline Réage.
Anne begynder først at skrive om en ung kvindes seksuelle udskejelser for at tiltrække sig litteraten og Marquis de Sade-entusiasten Jean Paulhan. Han påstår, at kvinder ikke kan skrive erotisk litteratur. Men som en anden Scheherazade fanger hun alligevel hurtigt hans interesse fra sine første skriverier, så skriften og det pirrende begær efter fortællingens udfoldelser blander sig med kødets lyster. Så Anne ikke bare tager ordet, men får også Jean i sin magt. For en tid i hvert fald.
O’s historie på Husets Teater udspiller sig passende rundt om et gigantisk, tungt (maskulint) skrivebord fyldt med bøger og bagved toner et vindue med kunstige Magritte-skyer frem. Her er det Anne og Jean først tripper rundt om hinanden i en erotisk æggedans. Under oplæsningsseancerne er de egentlig begge overordentlig kultiverede, som det franske bourgeoisi kræver, hvilket bliver en humoristisk kontrast til oplæsningernes mere og mere svulmende seksuelle og voldelige indhold.
O’s historie som komedie
Stilen i O’s historie af Kirsten Astrup og Maria Bordorff er en slags billedbåret pastiche over en boulevardkomedie og andre filmiske klicheer, hvor personerne er flade farceagtige karakterer fra 1950’ernes parisiske kulturparnas. Özlem Saglanmak brillerer som den chikke, velbegavede og kunstneriske, men undseelige Anne i stramt, sort sekretær-suit, men leverer også en pragtpræstation som den vilde, surrealistiske illustrator af bogen, kunstneren Leonor Fini, med både hat og kat og i birollen som den Tintin-lignende politibetjent på slingrende cykel rundt om lygtepælen. Anders Mossling er overbevisende som den småklynkende, cigaretrygende og sofistikerede attråede elsker, men under overfladen et uhyre af en kynisk mand, der manipulerer Anne til at fortsætte med at skrive og til at udgive O’s historie. Anton Hjejle giver den som grådig, fransk forlægger med sjove, ledeløse dansetrin og svunget moustache, der går i ledtog med Jean for at score gevinsten på skandaleromanen, der bliver en kassesucces, netop fordi den er skrevet af en kvinde. Isa Marie Henningsen er den sidste på rollelisten som vores på en gang virkelig sjove og lidt farlige fortællerridder i rustning. Hun virker også som Anne og hele kvindekønnets vagt.
Pointen i den dokumentariske teaterversion på Husets Teater er altså selvfølgelig, at det er mændene bag Anne Declos, der ikke bare får økonomisk udbytte af bogen, men også redigerede og skubbede romanen frem og ikke mindst lod deres lyster komme til orde. Anne Declos siger også som helt gammel kvinde afslutningsvist i forestillingen, at hun egentlig skrev bogen for at holde på sin elsker. Man havde dengang endnu ikke andre ord for dilemmaet ved det internaliserede, mandlige blik. Men hun formåede for alvor at gøre sin elskers ord til skamme og tog selv pennen i hånden, lod blækket flyde og skrev erotisk litteratur. Og forestillingen O’s historie på Toaster på Husets Teater giver hende nu så også hendes egen fortælling.