Peer/Bitch på CPH Stage

Caisa Stina Forssberg i Peer Bitch på Teater Får302. Foto: PR, Teater Får302

I dramatiker Runa Borch Skolseg og koreograf Henriette Pedersens feministiske gæstespil på Teater Får302 er Henrik Ibsens klassikerkarakter, Peer Gynt, blevet en monstrøs bitch.

“Alle mænd jeg dater er morsomme, men dumme. De lægger ordene i munden min og tvister dem til, de ligner deres egne”, sådan indledes den vilde og feministiske monolog Peer/Bitch på Teater Får302s intime scene som en del af dette års Internationale Dage på CPH Stage.

Men i Runa Borch Skolseg, der har skrevet denne massive, monstrøse tekst som et tydeligt shout out til klassikereposet Henriks Ibsens Peer Gynt, er det nu alligevel Peer Bitchen, der kommer til orde. I skikkelse af den mere end overbevisende Caisa Stina Forssberg vælter Peer Bitchens ord ud, så det næsten føles som om, teksten bliver materiel i det stærkt menstruationsrøde rum.

Publikum domineres også af Peer Bitchens energiske ordstrøm på både svensk, norsk, svorsk og engelsk, fordi hun er en så selvcentreret, kynisk, glat og lad livsnyder endda med glutenallergi og endometriose. Hun tillader vist sig selv at være det egoistiske røvhul, den hvide kolonialistiske mand ellers har haft patent på. På den måde virker Peer Bitchens stemme feministisk og humoristisk befriende, men er som sagt samtidig overvældende, dominerende og ja monstrøs. For Peer Bitchs stemme og karakter er muligvis splittet eller flyder rundt i mellem en overtagelse af den hvide mands og en monstrøs udgave af bitchen, hvis man skal formulere det lidt firkantet. Det er nemlig som om empowerment strategien i Peer/Bitch også er at tage alt, det negative bitch-karakteren attribueres, til sig og skrue op helt for volumenen. En strategi, som man også kunne opleve det fx i How to Kill a Dogs nutidige version af Lolita-karakteren på Republique sidste år.

Men i kraft af Peer/Bitchens dominerende stemme og ordstrømmens voldsomme energi er det også som om ordene til sidst preller af på publikum, eller i hvert fald på mig. Jeg kan ikke nå at opfatte det hele, også fordi det hele, som sagt, foregår på staccato-hurtigt svensk, norsk og en blanding deri mellem og engelsk. Formen falder på den måde sammen med indholdet eller omvendt. Tekstens mening og forestillingen som sådan kollapser intentionelt.

For Peer/Bitchen giver i sin ordstrøm en mængde samtidsreferencer fra tv-serier, pop- og hip hop-musik og youtube. Og Peer Bitchen mister måske også sig selv i den overfladiske, indholdsløse internetkultur. Faktisk er Peer Bitchen nok en youtuber, der kritiserer det sen kapitalistiske samfund, men selv sidder fast på internettet i jagten på at få og nå at se det hele. Hun er måske gået i glitch, er en youtube troll eller stalker, så hun og forestillingen lidt bliver som den rygradsløse dej, hun igen og igen beskriver. Hun er dough girl.

Men i anden del af forestillingen forvandler dough girl sig heldigvis efter et mere og mere intenst popkultursridt dog med med glimt af sårbarhed og masser af humor. Scenerummet bliver i anden del  virkelig dystopisk med et endnu voldsommere rødt lys og larmende lyddesign. Ind imellem får vi, publikum, dog en kærkommen lille pause, hvor Peer/Bitch guider os til rørende, klistret fællessang med armene fejende over vores hoveder. Take me Home, Country Roads, en sang af John Denver, skråler mange smilende med i den lille sal på Teater Får302. Dough girl forvandler sig nu igen til kunstner, hun vil være koreograf.

Det fortoner sig for mig og måske også for andre publikummer, hvordan det skal gå med Peer/Bitch, der slutter lige så brat, som den begyndte. Peer/Bitch er en voldsom og humoristisk forestilling med glimt af sårbarhed og derfor let at spejle sig og vores kultur i. Forestillingen er et interessant, men måske ikke virkelig overraskende feministisk shout out?


Peer/Bitch

Gæstespil på Teater Får302 fra d. 8.-10. juni som en del af CPH Stages Internationale Dage 2022.

Koreograf: Henriette Pedersen / Nartmanstiftelsen
Dramatiker: Runa Borch Skolseg
Skuespiller: Caisa Stina Forssberg
Lysdesign: Ane Reiersen
Scenografi og kostume: Olav Ryland Myrtvedt
Scenografi og kostume-assistent: Antti Bjørn
Sminke og paryk: Embla Høyland Skognes
Lyddesign: Vilde Ilkama Nupen
Ydre øre: Katrine Ganer Skaug
Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson
Program tekst: Anette Therese Pettersen og Ingeborg Husbyn Aasand
Dramaturg: Oda Radoor
Oversætter: Helena Fagertun
Producent: Morten Kippe

Co-produktion: Black Box teater, Oslo