I Sydhavn Teaters performanceteaterrum P44 vækkes det tomme begær efter det sorte guld til live. Teaterets nye leder Tina Tarpgaard lykkes med at sanseliggøre den abstrakte, men samtidig så kropslige og fortættede kapitalismekritiske olietekst af Ida Marie Hede i forestillingen Petroleum.
Hun ælter den slimede sorte masse rundt på et lysbord. Så deler hun den ud til os i små klumper, så vi selv kan mærke den. Det sorte guld, olien, er ikke en abstraktion i forestillingen Petroleum på Sydhavn Teater. Hun sætter sig så op på lysbordet eller stiller sig i æggende positurer med sine råmaskede sorte nylonstrømper foran det pinkblanke forhæng og fortæller om sin lyst, fortæller om olien. At hun er ”galionsfigur for petrokapitalismen og dens flammende begær”. Men hun vil at en ny, anden væske skal flyde ud af hendes krop., for hun er allerede fuld af mikroplastik. En ny olie, der ikke er tvunget og ejakuleret ud af jorden, men udvundet af hendes kvindekrop, som kan redde jorden. Maria Carmen Lindegaard gestalter endnu en gang generøst og sikkert i en forestilling på Sydhavn Teater. Denne gang legemliggør hun begæret efter olien i Tina Tarpgaards første vellykkede iscenesættelse som ny leder for teatret.
Forestillingen springer hurtigt fra historien om oliens evolution til kapitalismens tomme forbrugsbegær. Historien om olien opstået af de døde dyr, dinosaurerne, bliver symbolsk også fortællingen om vores udvinding af jordens ressourcer og vej mod undergang. Og den sorte sump er både smuk og afskyelig – dragende og frastødende. I sidste del af forestillingen inviteres vi også til at lægge os og synke dybt ned i det sorte materiale og kigge op i loftet på Signe Kroghs fascinerende videoværk, hvor fortidsinsekter og ur-dyr og -planter fimrer rundt i mørk væske.
Forestillingens tekst er udviklet af Mariam Boolsen på et forlæg af Ida Marie Hedes bog Inferno, der så igen er skrevet med inspiration af Strindberg. Teksten er så fortættet poetisk, at den får krop, men er så på samme tid uhyre abstrakt. Så man skal holde tungen lige i munden eller endnu bedre bare lade sig flyde med ordenes materialitet og tankerækkernes vilde spring.
Forinden har vi mødt en anden kvinde, utroligt ekspressive Hilde I Sandvold. Hun går pludselig rundt ude på gaden uden for vinduet til indgangspartiet til P44, Sydhavn Teaters performanceteaterrum. Hun er modsat Carmen Lindevold klædt i hvidt. Er hun uskyldig? Hun glider rundt på fortovet, går stille i bro, indtil hun løsner ventilationsgitteret og forsvinder ned under jorden. Der, hvor olien bor.
Alle rum i P44 bliver udnyttet og indgår i Tina Tarpgaards instruktion, men de to kvinder møder aldrig hinanden i Petroleum.
Da vi senere besøger Hilde I Sandvold i kælderen, sidder hun først stille i et hjørne, mens vandet drypper ned fra et rør på den ene væg. Men pludselig siger hun noget, mumler, og snart vælter hun rundt i det lavloftede, lille kælderrum, kaster sig rundt, springer vildt, men uden at ramme de små, skrøbelige kogledyr, der er firet ned fra loftet.
Hun råber også abrupt, som hun har tourettes. Det er som om, noget styrer hende, som om hun ikke har kontrol over sit indre. Og så taler hun til os, lidt flov: ’Jeg vil egentlig gerne have en ny bil. En ny jakke’. Kapitalismens tomme begær, oliens sump, er vokset ind i hende. Vi kender det sikkert alle sammen, kender til, hvor vanskeligt det kan være at undvige forbrugspresset (eller måske bare at have råd til pensionsopsparing eller kæledyrsforsikring). Så skriger og brøler hun. Er undergangen mon nær?