Forestillingen Puden af Nydanskeren Jimbuts Kulturforening lykkes med at genfortolke en klassisk kinesisk fabel fra Tangdynastiet år 618-907 på Riises landsted i København, så den på poetisk meta-vis adresserer aktuelle klimaspørgsmål, repræsentation, nutidige livstilsvalg samt den frie scenekunsts vilkår i Danmark.
Den fattige og trætte student Lu ankommer til en kro og beder om en skål hirsegrød. Her møder han den taoistiske munk og vismand Ly. Han giver Lu en porcelænspude at hvile sit hoved på, indtil grøden er færdig. Og i drømme gennemlever Lu nu, så hele sin vidunderlige fremtid.
Sådan begynder den poetiske nyfortolkning med de to fantastiske kinesiske skuespillere Zenghao Yang og XU Wei og Kang Jian på live kamera samt med tekst af Gritt-Uldall Jessen udarbejdet fra den klassiske kinesisk fabel Puden oversat af Jimbut Jung Feng på Riises Landsted i samarbejde med Aveny-T.
Vi publikum sidder på små skamler ligesom til Jimbuts Kulturforenings tidligere, succesfulde forestilling Ren Hang In Peace R. (H). I. P om den kinesiske fotokunstner Reng Hang i Fotografisk Center.
Men Puden, hvis fortælling udspiller sig et sted mellem drøm og virkelig, bruger et mere klassisk forhold til publikum. Vi får præsenteret historien som dialogen mellem de to skuespillere foran glasdøren ud til Riises Landsteds have. Regnen siler ned derude i mørket, som giver en særlig melankolsk, smuk setting til hele forestillingen.
Skuespillerne bruger også vinduerne som scenografi, når de åbner og lukker dem, og indimellem løber de også ud af døren i regnen, hvor live kameraet nu gengiver scenerne udenfor, som vi ikke kan se, men også billeder af parkens sø og urtehave med bearbejdede kunstfærdige illustrationer af Ge Shi, på skærmen over døren inde i ’teatersalen’, hvor vi publikum også kan læse teksterne til dialogen, der foregår på kinesisk.
Et drømmende soundscape af Brian Larsen, der også står for hele teknikken, sætter prikken over i’et, når skuespillerne springer ind og ud af metaforestillingens handling, der ligesom rummene fordobler og forskyder sig i kraft af live billederne ude fra præsenteres indenfor på skærmen. Heldigvis bruges live kameraets film ikke som i 90’ernes teater, der ofte kunne tage al opmærksomheden i sin optagethed af mediering, men i Puden understøtte den historien om at befinde sig mellem drøm og virkelighed.
For vores hovedperson, den trætte Lu, drømmer om et liv i sus og dus. Han fantaserer om, at hans eksamen går forrygende, og at han avancerer til fornemme stillinger ved hoffet, bliver gift med sin attråede udkårne og får de fem sønner og 10 børnebørn, han ønsker sig. Hans drøm går simpelthen i opfyldelse i drømmen, men så melder spørgsmålene sig hos ham og i dialogen med Ly om det at stige til tops og få penge og magt egentlig er det vigtigste.
Og her det så også, at forestillingen meget elegant og naturligt springer fra sin fabel-tid til vores nutid og adresserer spørgsmål om biodiversitet, arternes uddøen og den altoverskyggende klimakrise samt en hvas stemme imod repræsentation i dansk scenekunst melder sig.
Ly: Vi er begge uddannede skuespillere.
Teatret ER et sted for folk som os.
Lu: Vi er ikke inviteret.
Ly: Det kan ikke være rigtigt.
Lu: Det er et problem for scenekunsten, for publikum, og for samfundet, når nydanskere og internationale lokale skuespillere ikke får plads på scenen, og deres historier forbliver ufortalt. Når vi ikke giver plads til alle de forskellige stemmer og erfaringer, svigter teatret sin rolle. Scenekunsten skal repræsentere hele folket, og teatret tilhører os alle.
Tænk på alt det, vi går glip af, når vi ikke inkluderer alle perspektiver.
Tænk over det.
Og Lu siger derfor også på et tidspunkt i forestillinen både humoristisk og dybt alvorligt:
Lad mig komme ud af denne scene.
Han vil ud af fiktionen, ud af scenekunsten og tage sig af jord, planter, dyr og luft i stedet for at hige efter magt og penge.
Den poetiske og æstetiske forestilling Puden på Riises Landsted, Aveny-T, opfordrer os til at vågne op af drømmen i drømmen og gøre noget! I Puden blander det kinesiske sprogs tone og rytme sig fablen fra Tangdynastiet og med humor og live billeder fra den danske have og nutidige mere end pressenrende spørgsmål om klima og oprør.