Koreografen og danseren Selene Muñoz, som kan kaldes en fornyer af flamencodansen, gæster Tivolis Glassal med PULS. En forestilling, der blander flere forskellige kulturers udtryk.
Selene Muñoz har med en spansk far og dansk mor en dobbelt kulturel baggrund, som hun har brugt til fulde og perfektioneret i hendes koreografiske praksis og en række værker, der samtidig bruger kostumer og musikerne performativt på scenen. Hendes særlige blanding af den spanske flamenco og moderne dans er blevet et varemærke, men med hendes seneste forestilling undersøger hun også andre kulturers udtryk for at skabe flere forbindelser.
bastards redaktør, Mette Garfield, møder Selene Muñoz i en cafe i Tivoli. Hun kommer direkte fra prøverne, og vi rækker begge ud efter kagerne, der bliver serveret på spansk tapas maner, mens hun fortæller åbent, nysgerrigt og imødekommende om hendes kommende forestilling.
Mette Garfield [MG]: Kan du sige noget mere om din særlige blanding mellem flamenco og moderne dans, hvorfor? Hvad kan den? Er der et hierarki mellem dem for dig? Hvordan blander du stilarterne?
Selene Muñoz [SM]: Der er ikke et hierarki, men kerneessensen er altid flamenco. Og med det udgangspunkt arbejder jeg så nysgerrigt i mødet med andre kulturer og andre stilarter. Det er i det møde, at der kan blive skabt noget nyt og unikt. Det er en naturlig samtale mellem stilarterne.
MG: Hvordan er samspillet mellem musik og dans i forestillingen PULS?
SM: Samspillet tager afsæt i nogle af flamencoens elementer, men musikken er ikke traditionel flamenco, og jeg har skabt musikken i tæt samarbejde med de dygtige musikere/komponister i PULS. Du skal lytte og være sansende helt til stede. Nogle gange tager du over og styrer en rytme, et tempo og en energi et sted hen, og andre gange er det musikerne, der styrer, hvor vi skal hen, men vi er som én organisme i samspillet.
MG: Vil du fortælle om, hvad vi musikalsk kommer til at opleve med PULS i Tivoli i november?
SM: Det, der er særligt ved PULS’ musik, er, at vi med få elementer får det til at lyde som mange! En kontrabas, en percussionist og en sanger. Men sammen skaber vi et univers af klange og rytmer, der føles helt utroligt, og det er blevet til et meget nuanceret og alsidigt udtryk.
PULS består af fire scener: en japansk, der tager udgangspunkt i vandelementet, en nordisk, der arbejder med luftelementet, en spansk, der tager afsæt i ildens element og dens forskellige udtryk og tilstandsformer, og så en universel scene, som har jorden som element og omdrejningspunkt.
MG: Og hvad er det for en dans/koreografi, vi kommer til at se?
SM: Det er en koreografi, der undersøger og bruger de forskellige kulturers udtryk. I den japanske dans er repetition fx meget vigtig, vi bærer kimonoer med en stor guldsmed og dansen er inspireret af guldsmedens symbolik.
Den nordiske viser det dyriske, urkraften. Denne del beskæftiger sig med og viser rituelle former.
Den spanske del går i dybden med nogle af flamencoens traditionelle elementer, men musikken, der ledsager, er ikke traditionel.
I den universelle scene henter koreografien inspiration fra salsaen, et helt andet sprog, fyldt med rytme, kreativitet og livsglæde. I denne scene er nysgerrighed og humor i centrum.
MG: Du danser med MacLean Hopper fra Den Kongelige Ballet. Kan du sige lidt om valget af ham, og hvilken rolle han spiller?
SM: Med MacLean havde jeg en intuition om, at han havde et uudnyttet potentiale. Han er jo, som kongelig balletdanser selvfølgelig meget teknisk funderet, men han er også meget fysisk, virkelig et muskelbundt, som har kunne give det dyriske et udtryk i dans og rytmer. Han er mere moderne i sit udtryk, og han tænker i musik og rytmer frem for at tælle. Det betyder meget, for sådan tænker jeg også. Vi har haft et rigtig godt samarbejde i forhold til koreografien, og hans kreative ideer har spillet godt ind i mit univers og min arbejdsform.
MG: Kostumerne er også særlige, hvordan?
SM: Kostumerne spiller en central rolle og er knyttet til temaerne i de fire scener. Jeg har et tæt samarbejde med min mor, som er en fantastisk designer og skrædder. I den japanske scene pryder store broderede guldsmede dragterne, mens rengevirer i masser af guldtråde dekorerer den nordiske scene. Den spanske scene bruger store frynsegardiner, og i den universelle scene skaber farvepaletten associationer til et caribisk farvespil.
MG: Hvordan forholder PULS, som jo er anden del af en trilogi, sig til det første værk 7SENSES?
SM: PULS kan sagtens opleves uden at have set 7SENSES. Der er enkelte grundelementer, som går igen og er blevet videreudviklet, men hver forestilling i trilogien står i sit eget univers. Essensen er sanserne, forbindelsen mellem mennesker, det æstetiske og nærværende møde og sproget i rytmen, der binder alt sammen.
MG: Hvorfor hedder forestillingen PULS? Kan du sige noget om det med at forbinde folk med rytmer, hvorfor har vi brug for det?
SM: Forestillingen bygger på en mission om at forstå universets puls. Vi har brug for puls og rytme. Det er en universallov. Og puls er en sammenhængsskabende faktor. Fx uden en puls og rytme i sproget, ville vi ikke kunne forstå hinanden.
En puls er både slaget og den stilhed, der er mellem slagene, og det er det tempo pulsen har, der skaber en bestemt tilstand, fx meditativt og langsomt eller hurtigt og hidsigt. Det er livsnødvendigt for os, at vi lærer at gå tilbage til en roligere puls, en puls der forbinder os med naturen. Befinder vi os i en langsom og bevidst puls, så kan vi bedre mærke os selv og mærke andre!