Requiem for en tidsalder

Foto fra prøverne på REQUIEM FOR EN TIDSALDER. Foto: Carl Johan Sennels.

Sydhavn Teater har åbnet deres Scenesommer festival for 3. gang i Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Et sted mellem video og live-performance udspillede den første forestilling et (corona)vakuum med ritualer om overgangen fra liv til død.

De tre kvinders ansigter er skjulte af lange kridhvide parykker. De står på det kolde stengulv i Østre Kapel på Vestre Kirkegård. De har sort tøj på, og gnider deres hænder med hvidt kridtstøv. De gnubber og gnider. På endevæggene er projiceret video af nøjagtig samme scene, en fordobling; de samme kvinder, der gnider hvidt støv mod deres hænder, som om de vaskede dem. De står sådan længe, vasker og vasker. Så begynder den ene virkelige kvinde i midten af rummet at løbe, og senere synger, råber, den anden. Det fordoblede rum, vakuummet, sprænges.

I værket Requiem for en tidsalder, der åbnede Sydhavn Teaters festival Scenesommer for 3. gang, var det fordoblinger, gentagelser, ritualet, som stod i centrum. Overgangen fra en tid til en anden. Associationerne til coronakarantæne og renlighedsrestriktioner var tydelige. Gentagelserne skabte et rum, et vakuum kunne man sige, hvor tiden næsten stod stille, ligesom fordoblingerne mellem live-performance og videooptagelser skabte mellemrum, sprækker ind til noget andet, som måske spørger til, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion? [SPOILER ALERT!] I den henseende virkede afslutningsscenen stærkest, hvor den sorte ligvogn, vi lige havde set på videofilmen, pludselig blev kørt ind gennem porten til kapellet. Virkeligheden sprang fiktionen.

For Requiem for en tidsalder er nok en kommentar til coronatidens indelukkethed, stilhed og det nye, der kan opstå deraf, men værket iscenesætter allermest en livscyklus, kroppens overgange, udvikling fra fødsel til død. En lille pige (Freya Emilia Post Behrens) går derfor igen på videoen, og de tre kvinder vender tilbage på scenegulvet i hvide dragter med aftegnede sorte streger på deres hvidmalede, nøgne overkroppe. De ligner skeletter.

Camilla Munck synger, jamrer skærende, mens Kajsa Bohlin står for det fysiske udspil, og Mille Maria Dalsgaard reciterer til sidst en monolog om livscyklussen; om at noget må dø for at nyt kan genopstå, døden er naturlig. Teksten skrevet af skrivekollektivet Mycelium kobler billeder af overgangen fra fødsel til død, med kapitalismekritik og billeder af den dødningehovedprydede natsværmer, som vi også ser flakse rundt på videoen. De mener det meget alvorligt på Sydhavn Teater, og det er måske også værkets akilleshæl. Det bliver i hvert fald for mig tæt på at være patos med patos på, når Mille Maria Dalsgaard til sidst udsiger monologen, mens en hvid fane svinger i det lille rum, så videofilmens billederne af natsværmeren antydes på den, lige før ligvognen bevæger sig ud i mørket på kirkegården. Men måske er det meningen, måske er det for at anspore verfrumdungseffekten, som er Sydhavns Teaters varemærke.

Men effekterne af mellemrummene mellem liveperformance og video iscenesat af instruktør Anja Behrens, som tidligere har instrueret SKYGGE (Eurydike siger) på Sydhavn Teater, hvor det visuelle udtryk netop efter min mening ret vellykket blev en kontrast til indholdets alvor i modsætning til i, var sammen med Mycelium tekstens kobling af poesi og politik eksperimentet værd.

Requiem for en tidsalder [25. – 27. august] på Sydhavn Teater.
Medvirkende: Camilla Munck (vokalist), Kajsa Bohlin (artist), Mille Maria Dalsgaard (skuespiller) og Freya Emilia Post Behrens (performer i filmen).

Scenesommer festivalen på Sydhavn Teater:

Its Cold and There is No Music [5 og 6. september] et samarbejde mellem Sydhavn Teater og Bombina Bombast (SE)
Do Share my Picture Hera [16-20. september] gæstespil af performance kollektivet KANT (DK/DE)
En urne i stuen [25. og 26- september] en staged reading af Sydhavn Teater
Gaussian Blur [6.-9. oktober] et gæstespil af Magnus Pind studio