Kunstneren Filips Vests performance i hans installation i Møstings Hus brillerer med en levende meta-iscenesættelse af højst genkendelige parforholdskriser på en urovækkende baggrund af klimakatastrofe.
”Sidder der nogen her?”, spørger en mand en kvinde, der sidder alene i baren. Hun svarer: ”Nej, nej”. Så han sætter sig og bestiller en drink, en paloma. Hun fortsætter så dialogen efter lidt stilhed: ”Og så siger du….”. Og han svarer lidt forsigtigt og spørgende: ”Øhmmm… ’klodset er det nye sexet?’”. Hun responderer: ”Søde, du behøver ikke sige det på den måde, du kan også improvisere, selv finde på noget, ikke?”. Han svarer så: ”Hvad med at vi – jeg mener de – ikke siger noget, at det bare er en helt elektrisk ordløs udveksling?”
De to karakterer spiller rollespil i Filips Vests levende meta-performance Resort i Møstings Hus. Parret er taget på ferie, på et resort, for at genoplive deres parforhold. Så de forsøger at få kærligheden til at gnistre og spice sexlivet op igen med lidt rollespil. De lader som om, de ikke kender hinanden og møder hinanden for første gang i baren. De vil gerne tilbage til den gang, de var fuldstændig vilde med hinanden. Den gang alt stod åbent med alle deres drømme om hinanden og virkeligheden intakte. Den gang de endnu ikke havde nogen historie og stadig kunne digte den. Så derfor leger de lidt som børn, at de kan skrue tiden tilbage og digte deres nye historie. Vores tids fiktive SoMe-lag og internaliserede blikke er tydeligt til stede i Filip Vests Resort i Møstings hus. Karaktererne ser konstant sig selv ude fra og befinder sig mellem fiktionaliseringer af virkeligheder, for deres forestillinger om parforhold, romantik og sex er selvfølgelig præget af tv-serier og film som fx Before Sunrise og af litteratur og popkultur.
Parforholdskrisens rollespil fortsætter gennem hele performancen og tillægges endnu et interessant legende lag af spil og fremmedgørelse, idet parret ved sceneskift pludseligt bliver spillet af endnu to skuespillere. Alle fire skuespillere spiller i løbet af performancen overfor hinanden, og parrets seksualiteter skifter – på et tidspunkt har en af karaktererne faktisk to kærester. Resort splintrer på den måde også frisættende og befriende teatrets repræsentation sammen med traditionelle opfattelser af parforhold og køn, ligesom magtforhold kan ændre og forskyde sig i takt med skuespillernes skift. At vores selv ikke er meget andet end et tomt stativ, er flydende, når vi hele tiden bliver til i relation til andre, spiller forskellige roller alt efter, hvem vi er sammen med, kommer uproblematisk til syne i Resort. Skuespillerne bliver bare skiftet ud. En skuespiller går ud ad døren og lidt efter træder en anden skuespiller bare ind ad døren og tager pladsen igen og så fortsætter dialogen. Et billede på, hvordan man også hurtigt kan skifte sin partner ud, hvis vedkommende ikke lever op til ens forestillinger.
Inden de fabelagtige skuespillere Louis Bodnia Andersen, Kristoffer Eriknauer, Marie-Lydie Nokouda og Emma Silja Sångren indtog de smukke lokaler i Møstings Hus, hvor Filip Vests scenografiske resort-installation udfolder sig, kunne vi publikum også inspicere alle fire rum: hotelbaren, hotelværelset, spa’en og morgenmadsbuffeten. Ved første øjekast ser alt utrolig lækkert ud i de okkerfarvede, højloftede, herskabelige rum. Men når man kigger efter, opdager man, at baren er revnet, insekter flyder rundt i drinks’ene, gulvtæppet er krøllet og rodet sammen, og der er lavasten og toastskiver spredt ud over det hele. Selv svanerne lavet af håndklæder i form af et hjerte, er forkullede. Der er noget råddent i Danmarks rige.
I dialogen mellem parret indgår også et vulkanudbrud, og de taler om en isbjørne-drink; en kommende klimakatastrofe lader til at ulme i baggrunden. Måske virker det en smule påklistret i Resort, at det ikke kun er parforholdet, der er i krise, men hele verden, som den har været, der er ved at gå under. Men samtidig viser Resort også med det ret enkle relief, hvor forkælet og selvoptaget mennesket er. Parret er mest optaget af deres egen lille parforholdskrise, som de ikke kan komme ud af, den starter lidt à la filmen Groundhound Day om og om igen. De lader til fuldstændig eskapistisk at overse alle tegnene på verdens undergang, selvom de viser sig lige foran dem.
Heldigvis afsluttes Filip Vests performanceværk meget åbent udenfor de indelukkede, men herskabelige, Frederiksbergrum.