Koreografen Mette Ingvartsens seneste forestilling Rush, en solo-hyldest til danseren Manon Santkin, giver passende et retrospektivt, humoristisk, reflekteret og bevægende vue på en stor del af koreografens oeuvre i Dansehallernes nye black under åbningsprogammet Openings og fejrer samtidig det at performe.
Faktisk starter forestillingen Rush allerede, inden forestillingen begynder. Vi, publikum sidder nemlig i Dansehallernes nye black box og venter på, at forestillingen skal gå i gang, måske med en dansers entré, men så hører vi en ’voice over’ eller stemmen af den performer, vi venter på. Stemmen er den belgiske danser Manon Santkins, som fortæller os om sit samarbejde med Mette Ingvartsen om ti forskellige danseforestillinger, og om hvordan de to sammen med en tredje danser plejede at stå ude bagved scenen, inden fx forestillingen Manual Focus gik i gang. ”Do you know you can sweat a lot between your legs?”, spørger Santkins. De tre performere var nemlig ret nervøse, fortsætter stemmen, måske fordi de skulle performe nøgne. Nogle gange blev de faktisk også nødt til at tisse lige, inden de skulle på scenen. ”We even had a bucket”, forklarer stemmen, og publikum griner, mens vi lytter til strålen i spanden.
Det dekonstruerende og afmonterende greb at lade en medperformer give inside viden fra dansernes perspektiv er simpelthen skægt. Men mange andre følelser og reflektioner vælder også over eller lister sig ind på mig under Santkins solo. Angst, sorg, lyst, ømhed, irritation, glæde og empati spørgsmål om nøgenhed, seksualitet, tid, normer og hvad kunst og dans er for bare at nævne de første, jeg husker, som følger med danseren Manon Santkins helt suveræne delvise re-enactments af flere af den internationale stjernekoreograf Mette Ingvartsens oeuvre. Hvilket er ret passende at lade black boxen, der virker klassisk og ikke kalder på på megen opmærksomhed, fyldes med til det nyåbnede Dansehallernes Openings program.
Forestillingen lader på den måde ikke bare sympatisk lyset skinne på en af Mette Ingvartsens kollegaer og medperformere, men bliver også en lidt akavet, skæv og kikset (alt sammen intenderet) guidet tur eller performance lecture samt en criticalitet indefra igennem Ingvartsens imponerende bagkatalog. For Santkin springer legende og energisk mellem at genfortælle og genopføre værkerne. Ingvartsens måske ellers ret perfekte oeuvre bliver på den måde skubbet til samtidig med, at værkerne bliver delvist analyseret, reflekteret over og bare taget frem fra gemmerne og ikke mindst Santkins hyldet sammen med det at performe og danse på scenen.
Men mest af alt kommer publikum på arbejde i Rush. Ikke fordi Santkin ikke er på overarbejde og fuldstændig lykkes med at tryllebinde os. Men vi bliver jo nødt til at forestille os, eller genkalde os de forestillinger Santkin behandler. Når hun fx indledningsvist, heldigvis selvfølgelig dukker fysisk op på scenen og performer en sekvens fra Manual Focus, må vi jo forestille os de to andre dansere, og hvordan forestillingen ser ud fra dansernes perspektiv. De har masker på med de påmalede ansigter ud ad sat på baghovedet og går rundt på alle fire. De kigger altså i virkeligheden hele tiden ind på bagvæggen og bliver nødt til kun at fornemme hinanden og publikum, som de slet ikke kan se, forklarer Santkin. Så perspektivet, der i forvejen forstyrres og forskydes, fordi danserne vender ryggen til os, bliver endnu en gang rykket rundt på som i et spejlkabinet i Rush.
Vores fantasi kommer på endnu mere arbejde, da vi skal se værket to come for vores indre blik. Næsten som et barn forklarer Santkin igen, mens hun forsøger at illustrere med hele sin egen sensible og generøse krop. ”So I’m here and if you can imagine another dancer here and then another here e.g.…”. Santkin går rundt og stiller sig an i diverse positurer og agerer de andre danserne for at male billedet frem af de seks dansere klædt i blå bodysuits, som næsten skjulte køn og i hvert fald alle kropslige særtegn. to come handler om seksualitet og magtstrukturer, et af Mette Ingvartsens hovedtemaer, men er ”almost dry and somehow plastic, because of the suits and the fixed positions”, mener Santkins.
Det er først, da vi når til Lindy Hop dansedelen af to come, at kroppene sættes fri også i kraft af Santkin selvfølgelig, der danser nøgen rundt for fuld skrue, så vi også kan mane billederne frem af total fysisk aktivitet af et hel korps af dansere på scenen. Udforskningen af nøgenhed, seksualitet, kontrol og magt gennem gentagelser og faste positioner, næsten som skulpturer, der har præget Ingvartsens oeuvre, splintres af ren og vild danseglæde.
Men publikum bliver faktisk også inviteret op på scenen i Rush. Igen til en scene med omdrejningspunkt i undersøgelser af seksualitet, gentagelser og ensretning, kontrol af vores kroppe selv i de mest intime situationer. Tre publikummer melder sig frivilligt til at fortsætte re-enactmenten af to come. Men inden forklarer Santkin, hvordan den orgiastiske scene fra værket blev til. Danserne havde alle høretelefoner i ørerne, hvor de samtidig hørte et soundtrack med orgasmelyde, som de så alle gentog. Nu bliver det så de tre publikummers tur.
Scenen virker (måske selvfølgeligt) på mig meget mere komisk end til den originale opsætning af to come (extended) på Republique i 2022. Publikummerne gør deres bedste og stønner, klynker og sukker sammen, men det er klart, at de bare gentager, hvad de hører i deres høretelefoner, så de når ikke samme højder som danserne på Republique, men giver en anden interessant, dekonstrueret version, der igen udforsker intimitet og seksualitet, individ og fællesskab – det erotiske sprog, og hvor det egentlig kommer fra.
Herefter følger en heftig aktionscene, hvor Santkin kaster sig frygtløst rundt i rummet, der nu er meget mørkt. Sekvensen kulminerer med store flotte, glitrende sølvpapirs dansen i luften med hjælp fra en fræsende løvblæsermaskine. Mette Ingvartsen har nemlig også eksperimenteret med at skabe forestillinger uden dansere, hvor forskellige materialiteter såsom skum og vind performede.
Rush afsluttes med, at Santkins tager overalls på og kan dække sin nøgne, udsatte krop, hvilket jeg til sidst faktisk næsten helt har glemt, den har været, og på den måde fortsætter forestillingen udforskningen og forstyrrer ideer om nøgenhed, seksualitet, sprog og magt.