Anders Fogh Rasmussen udpeger i Scenekunstfilmen – En Retfærdig Krig tre helt tilfældige og gennemsnitlige danske kvinder til at udspille sin historie om baggrunden for at sende danske soldater i krig i Irak. De tre kvinder, Gunver, Rikke og Connie, der alle kører folkevogn, er fraskilte og har halvandet barn, skiftes altså til at fortælle og udspille scenerne. Møderne mellem den daværende danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, møderne mellem Fogh og den daværende danske udenrigsminister, Per Stig Møller, og møderne mellem Fogh og danske embedsmænd. Stilen er satirisk, kritisk og ret skæg, men ikke som i en Cirkusrevy. I scenekunstfilmen eksperimenteres der i højere grad med udtrykket og en stor alvor emmer i baggrunden gennem hele den satiriske dramadokumentariske film. Det er ikke for sjov.
Værket er desuden et prisværdigt kunstnerisk forsøg på at udvikle en ny genre her under corona-nedlukningen fremfor at streame Teater Grobs programsatte teaterforestilling Den retfærdige kriger. Instruktør Ina-Miriam Rosenbaum og Teater Grob har heldigvis valgt at vende og udnytte corona-situationen til at eksperimentere med filmformatet frem for at præsentere filmet teater. Scenekunstfilmen er derimod en interessant sammensætning af udvalgte scener fra den oprindelige forestilling, der i denne version kan gå helt tæt på skuespillerne, foruroligende leg med videoprojektioner og lys, billedfladen, spoken words, sang, rap afbrudt af et interview med en virkelig dansk soldat fra Irakkrigen, Sara La Cour.
DEMOKRATISKE PROCESSER
Vi genkender filmens karakterer hurtigt, selvom de kun ridses groft op af kvinderne. George W. Bush med sit amerikanersmil, ligeså bredt som hans drevne texas-accent, Per Stig Møller med rodet hår og konstant pibe i munden, mens Fogh taler karakteristisk nasalt jysk. De tre kvinder, skuespillerne Karin Bang Heinemeier, Sofia Mehlum, Anna Ur Konoy, brillerer og skaber levende og dramatisk forståelse samt overblik over de ”demokratiske processer”, der ledte til Denmarks deltagelse i Irakkrigen.
At Fogh på scenen indledningsvist udpeger de tre kvinder til at udspille sin historie giver et tvetydigt dobbeltlag, som kan minde om det greb, man kunne opleve i Nielsens forestilling Markedet (er ikke noget sted) i 2015 på Det Kongelige Teater. Grebet er tillige fremmedgørende, så vi ikke indlever os i karakterne, men derimod reflekterer over det, vi ser.
Desuden kan de tre kvinder, der spiller Fogh, Bush og Møller, med det fremmedgørende greb vælge at træde et skridt tilbage og kommentere kritisk på scenerne. De kan diskutere dem med hinanden. Hvorfor var situation, da Fogh-regeringen valgte at deltage i Irakkrigen, ikke som den gang Nyrup-regeringen i 1998 var villig til at deltage i en militær intervention imod Sadam Hussein? Eller hvordan kunne det ske, at store dele af den tilsendte rapport fra Bush administrationen med dokumentation af Iraks masseødelæggelsesvåben forsvandt?
Men ind imellem overtager Foghs stemme også helt kvinderne, han dominerer de karakterne, spillet, ligesom virkelighedens Fogh over rulede sit bagland og demokratiet.
ET HUL I HISTORIEN
Sara La Cour, den virkelige soldat, fortæller allerede i begyndelsen af Scenekunstfilmen – En Retfærdig Krig journalisten Christoffer Emil Bruun om sit idealistiske udgangspunkt for at gå i krig, at hun stolede på politikerne og gerne ville hjælpe den irakiske befolkning med genopbygningen.
Interviewet med soldaten sætter dermed en markant og bevægende kontrasterende ramme til de satiriske dokumentarscener, og husker os yderligere på, at filmen handler om virkelige liv og en beskidt politisk virkelighed, der på et falsk grundlag førte til deltagelse i Irakkrigen, som i Danmark stadig ikke har fået et efterspil. Som Christoffer Emil Bruun rammede siger det: ”Der kom aldrig rigtig en form for undersøgelse. Der er stadig en for form for hul i historien”. Det giver afsættet for hele forestillingen og scenekunstfilmen, der netop som reminder er et vigtigt kunstnerisk indspark.