Aveny-T har lavet en opsætning af den populære ungdomsserie med blikfangnavnet SEX, som oprindeligt blev skrevet som en serie til DR af Leo Clara Mendes. Det er Mendes, som nu har taget historien om Cat, spillet af Clara Dessau, som har det pænt svært ved at finde ud af sine følelser, videre til det store teaterrum på Aveny-T, og dermed også en anden form for krop og taktilitet end tv-skærmen kunne tilbyde. Jeg tror, Tove Ditlevsen ville have nydt at se dette sødmefyldte intimopgør, som en mulig queer nyfortolkning af hendes digt De evige tre, hvor kærlighed og begær spaltes, og ikke lader til at kunne forenes.
Nogle få væsentlige forskelle træder i kraft i den nye opsætning i forhold til tv-serien, hvor hovedrollen ikke er kærester med cishet manden Simon, men i stedet er sammen med Maya, spillet af Hanin Georgis. Det er befriende, at dette valg er truffet, så Cats tvivl om kærlighed ikke forbindes udelukkende med en tvivl om, hvilket køn hun ønsker at være sammen med, men i stedet hvilken form for intimitet, som er vigtig for hende. Dette kobles også endnu tydeligere i teaterstykket sammen med vennen Nanna, spillet af Nanna Eide, som går fra sin kæreste, og hvor Cats forvirrende flirts også kræver sit i venskabet. Det er dermed ikke kun den amourøse kærlighed, som undersøges i SEX, men også vigtigheden af at placere platoniske venner på et kærlighedsspektrum med enorm betydning for livsglæden.
Den grundlæggende præmis er, at Cats forhold til Maya skranter gevaldigt – sexlivet er ikkeeksisterende, og imens Cat savner at være fysisk tæt på Maya, har Maya på ingen måde samme behov for at have sex, men ønsker i højere grad at styrke deres emotionelle bånd igennem forsøg på samtaler om deres følelser, hvilket Cat danser udenom. Stykket åbner i en scene hvor Maya drømmer om Selma, og boller sin dyne, mens Maya kommer hjem med blomsterløg og et ønske om at forskønne hjemmet snarere end sexlivet.
Dessau åbner smukt stykket i denne sekvens, og det er spændende at betragte i hendes introspektive oplevelse af en sexdrøm om Selma, som bevæger sig bag en gennemsigtig væg, så publikum ikke lades i tvivl om drømmemodtageren af Cats bevægelser på dynen. Parret italesætter ikke ærligt overfor hinanden, hvad de begge allerede ved, ser og fornemmer, fordi ingen af dem lader til at være sikker på, hvilken kurs de ønsker at forholdet skal bevæge sig i.
Scenografien udgøres af store madrasser samt en glasvæg med linjer af rødlig maling optegnet horisontalt. Madrasserne er fine som scenografisk værktøj, da de tre vigtigste elementer af intimitet kan foregå her: venskabelig snak, alenetid samt mødet med kæresten, men meget mere åbner scenografien ikke op for. Det bliver aldrig et rum, der overrasker, i stedet virker det primært som en funktionel løsning. Det samme er gældende for kostumerne, de lader mere til at være understøttende for narrativet blandt karaktererne end at tilføje ekstra lag. Det er et valg, som handler om, hvor fokus skal placeres, og som peger stykket i en mindre teatralsk retning.
Da gymnasieforelskelsen Selma, spillet af Nina Rask, begynder at arbejde på Cats arbejdsplads, Sexlinien, som er en telefonisk ungdomsrådgivning for unge, bliver Cat fristet af den åbenlyse fysiske tiltrækning, som findes imellem de to.
Cat fremstår som en kastebold imellem ukendte poler i hendes eget følelsesliv, og hvor ingen reel samtale finder sted mellem hende og de tre andre karakterer. I en mindre nuanceret forestilling ville Cat have haft skurke potentiale, fordi hun bruger de omkring hende til at forstå sig selv, men Mendes fine instruktion undgår dette, og de formår at karaktererne tegnes op igennem, hvor de udtrykker sig i deres forhold til andre mennesker, og dette gøres på en kærlig og fin måde, hvor sympatien ikke placeres hos den ene eller den anden part, og derfor mister jeg aldrig sympatien for Cats forsøg på at finde frem til sig selv. Det føles som om, Mendes har trukket i en retning af intimitet og en naturalistisk samt humoristisk retning i deres instruktion, og dette fungerer godt i forbindelse med karakterernes forsigtige søgen efter sig selv.
Dialogerne er fine og skarpskårne, ofte genkendeligt sårbare på en dejlig banal måde. Hvor Selma i serien var en cool forfører, er de her i højere grad en lidt kikset, åbensindet mulighed fra fortiden, som lige har været i et polyamorøst forhold, som mislykkedes fordi kæresten ønskede et være monogam. Jeg holder af, at stykket ikke favoriserer den ene form for forholdsrelation frem for en anden, men i stedet viser de sværheder, som kan findes i både det monogame, polyamørøse og åbne forhold.
Et af de sværeste rum at skabe troværdige sexscener i er muligvis teatret, kontra tv og film, da konstrueret sex ofte netop kalder på en høj grad af konstruktion, og her kan teateret nemt komme til kort, fordi kroppen træder frem 1:1. Men sexscenerne fungerer virkelig godt i SEX, især scenen hvor Cat endelig giver sig hen til sit begær efter Selma, kysser hende, hvorefter Selmas berøring af Cat fremvises igennem en lysdiode, som er på indersiden af Selmas hånd, som langsomt og sensuelt oplyser dele af Cats krop roligt og nydende.
Stykket har mange forcer, og de fire skuespillere er alle en fornøjelse at se på. De får hver deres små øjeblikke til at skinne, og alle løfter de individuelle følelser og oplevelser, som deres karakter bærer på frem og ud til publikum. Især Georgis bliver for mig levende i hendes fremførsel af et barndomsminde, hvor hendes far misforstår en situation fuld af intimitet og sårbarhed, hvorefter Georgis som Maya selv bliver påmindet om det svære i at stå frem i skrøbeligheden foran Cat og en parterapeut.
Det ærgrer mig dog med slutningen på SEX. Forholdet til kæresten Maya slutter, fordi Cat har brug for at finde sig selv, hvilket hun heller ikke gjorde i flirten med Selma. Hun har brug for at blive til som menneske, som ikke udelukkende bestemmes ud fra et blik fra dem omkring hende, men i stedet i en selvvalgt selv-forelskelse. Og herefter er det som om, forestillingen forråder sig selv og vælger en afslutning, hvor Cat bliver seksualiseret for publikums blik i stedet sig selv, hvilket ikke har føltes som tilfældet på noget andet tidspunkt:
Et pumpende soundtrack bliver underlægningsmusik, mens Cat tømmer en stor beholder med slim udover sig, og derefter begynder en form for dans med slimet på gulvet. Jeg bliver i tvivl om, denne seksuelle leg med slim er tænkt som subversivt og kinky, eller som selvhjælpsværktøj? Det kan godt være jeg er for pervers, men for mig blev det i højere grad normativt, performativt og mangler den intimitet, som havde præget stykket på fineste vis indtil dette punkt.
SEX på Aveny-T d. 15. nov. – 10. dec. 2022.
Medvirkende: Hanin Georgis, Clara Dessau, Nina Rask, Nanna Eide
Instruktør: Leo Mendes
Scenograf: Sofia Stål
Instruktørassistent: Andreas Timmermann
Dramatiker, forfatter: Leo Mendes
Koreograf: Thjerza Balaj
Lysdsigner: Malte Hauge
Komponist Nanna-Karina Schleimann
Producent: Aveny-T
Arrangør: Aveny-T
Mere fra Karin Hald