Performancegruppen Sisters Hope har i ca. 15 år gennem diverse performative takeover-formater engageret sig i udviklingen af et fremtidigt samfund med det sanselige og poetiske i centrum. Nu har gruppen med en femårig aftale med Høje Taastrup Kommune fået deres eget permanente sted i en tidligere SFO i Hedehusene. bastard har mødt gruppens grundlægger og kunstneriske leder, Gry Worre Halberg, til en samtale om at bebo det æstetiske.
Et hav af margueritter står og vejrer let i sommervinden foran den tidligere SFO i Hedehusene. Gry Worre Halberg, kunstnerisk leder af performancegruppen Sisters Hope, tager smilende i mod mig ved lågen ind til haven. Hun viser vej ind i parcelhuset, hvor jeg sætter mine sko i entreen. Jeg kan mærke mine fødder synke ned i det bløde gulvtæppe. Det er ved første øjekast svært at se, at det en gang har rummet fritidstilbud til børn. Huset er helt forvandlet indeni. Der er stille, belysningen er dunkel, og farverne holdt i dybe nuancer af vinrød, lilla og blå. Det er måske næsten som at træde ind i et andet univers og et andet tempo.
Gry viser mig rundt i huset, Sisters Hope Home, en performance, der specifikt undersøger begrebet ’Inhabitation’. Et begreb, der dækker over, hvordan man kan bebo kunsten, det sanselige og poetiske, i stedet for bare at beskue eller deltage i den midlertidigt. Huset er åbent 24-7 de næste fem år. Så man kan principielt bo der de næste fem år.
”Det er helt ok, man må godt flytte ind” siger Gry og griner.
Hun viser først et rum til initieringsritualer, hvor man som beboer får sin notesbog og identifikationskort til sit Poetiske Selv samt afleverer sin telefon og sit ur. Så er der et rum til sanselige sessions og et rosafarvet arkiv-rum med mere en 800 notesbøger og alt mulig andet materiale på hylderne, som deltagere har doneret til Sisters Hopes arkiv. Det er altså ikke et traditionelt arkiv med materiale fra én performancekunstner, men indeholder bidrag fra adskillige deltagere i Sisters Hopes mange immersive performanceværker. Sisters Hope Home har selvfølgelig også en spisesal, en sovesal og et køkken, hvor man godt kan ane et spor fra den gamle SFO. Bordene er tilpasset, så små børn også har kunnet stå og lave mad i køkkenet.
”Vi laver mad, sover, vasker, gør rent, stryger, vi bor her jo”, siger Gry og åbner ind til et rum med et strygebræt.
Efter rundvisningen sætter vi os i en sofa i en stue med tunge gardiner, der skærmer af for solen udenfor. Et meditativt lydlandskab og poetiske indslag lyder fra Sisters Hope radioen, som man har mulighed for at nå en kilometer rundt om huset. Gry serverer the fra en smuk sølvkande.
Vil du fortælle om Sisters Hope for at give lidt kontekst?
Ja, Sisters Hope er en performancegruppe. Men vi kalder os faktisk også en bevægelse, fordi mange deler vores intention om at demokratisere det æstetiske og undersøge potentialet i aktiveringen af det sanselige som et alternativ til den måde samfundet er struktureret på i dag. Der er mange, der flyder ind i Sisters Hope som en del af udviklingen af deres egen praksis og flyder ud igen. Det er altså en flydende størrelse, der hedder Sisters Hope, fordi den blev initieret af mig og min poetiske tvillingesøster – deraf navnet. Jeg har ledt gruppen alene siden 2014, da min poetiske tvillingesøster valgte at træde ud af Sisters Hope. Men sidste år kom Nikolaj Friis Rasmussen til som administrativ leder, mens jeg er den kunstneriske leder.
Hvordan startede du og din poetiske tvillingsøster?
Vi var var optaget af at åbne op for det sanselige og poetiske også udenfor kunstens rammer. Vi lavede små interventionerende ritualer i det offentlige rum, på toppen af fx Det Kongelige Teater, ved søerne, i Carlsberg bryggerierne eller d’Angleterre. Omkring 2007 begyndte vi at lave workshops for elever, hvor vi underviste i immersive, interaktive performancetilgange, som var ret nye den gang. Det gav ret stor genklang hos eleverne på nogle helt almindelige skoler, og lærerne var meget fortryllede af deres motivation. Det var årsagen til, vi lavede Sisters Academy – The Takeover. Det var det første større projekt, der aktiverede en større gruppe af performere, scenografer og lyd og lys. I det projekt overtager vi ledelsen af en rigtig skole. Derefter lavede vi The Boarding School i Sverige på Inkonst i Malmö. Vi undersøgte altså skolen i det sanselige samfund.
Vil du fortælle om Sensous Society Manifesto og jeres andre Takeover formater?
Jeg skrev The Sensous Society Manifesto som respons på den finansielle krise i 2008 og den vedvarende økologiske krise. Det er et manifest, der spørger; hvad hvis den æstetiske dimension var det organiserende princip i stedet for den økonomiske rationalitet? Så Sisters Hopes performances eller manifestationer, som vi kalder dem, er undersøgelser af forskellige aspekter af det sanselige samfund med udgangspunkt i dette overordnede spørgsmål. Sisters Academy er undersøgelser af skolen eller uddannelsessystemet i et sanseligt samfund. Vi har også et format, der hedder Sensuous City, der undersøger byen og det offentlige rum i et sanseligt og poetisk perspektiv, og med Sensous Governing-formatet rykker vi ind på rådhuset eller overtager andre politiske organisationer. Med Sisters Hope Home undersøger vi nu, hvordan man kan bebo det sanselige og poetiske.
Vil du uddybe det?
Ja, vi arbejder i forlængelse af min Ph.d., som jeg forsvarede i 2021, der handler om, hvordan det sanselige og poetiske kan understøtte en bæredygtig fremtid. I min afhandling skrev jeg det her inhabitation-begreb frem, fordi det sanselige ifølge min forskning understøtter en forbundethedsfølelse, som er så central i økologisk teori. I forlængelse heraf burde vi have mange flere rum, hvor vi kunne træde ind på det sanselige og poetiskes præmisser. Derfor burde vi også introducere et nyt kunstparadigme. Når vi nu har bevæget os fra ’spectatorship til participation’ – i hvert fald i performancekunsten – så kunne vi også bevæge os fra ’participation til inhabitation’. Inhabition er både rum og praksis, så det er både at skabe rum for beboelse af kunsten, som Sister Hope Home er et eksempel på, men det er også at udvikle praksisser, så den enkelte kan bebo det sanselige og poetiske rum i sig selv i deres hverdagsliv og vide, at det allerede bor i dem og kan aktiveres af rum eller en praksis.
Så jeres tidligere formater, altså Sisters Academy, Sensous City og Sensous Governing samles i inhabitation begrebet – i Sisters Hope Home?
Det kan man godt sige. Vi laver jo også stadigvæk de andre formater, og jeg kunne også godt tænke mig at undersøge The Health Sector of a Sensous Society og The Criminal Sector. Så derfor tror jeg også, det rækker ud over min levetid, og derfor ser jeg det ikke bundet til min person. Men du har meget ret i, at i Sisters Hope Home er interveneret i et byrum, vi går også ud i gaderne, så det er ligesom Sensous City formatet, og ligesom i Academy formatet har vi et mættet, internt, intimt læringsrum i vores sensous learning sessions, og Sisters Hope Home er et samarbejde med en kommunal partner, så det er i den grad en infiltration i et politisk system som Sensuous Governing, eller det er et samarbejde og en dialog. Vi tror på dialog. Så alle formaterne bebor, det vi er i gang med nu.
Hvor længe har I boet her i Sisters Hope Home?
Vi åbnede i oktober, så det er ret friskt.
Så jeg kan egentlig ikke spørge dig om, hvordan det så er det have et permanent sted?
Jo, det kan du godt. Jeg kan bare svare ud fra, hvor vi er nu, hvor vi bare har kradset i overfladen. For det første er det svært at funde et så langstrakt projekt. Vi har selvfølgelig fået midler fra Real Danias Underværker-puljer til at transformere stedet. Men det er en konstant aktivitet at funde de aktiviteter, der skal foregå herinde. Ideelt set ville jeg gerne have, der hele tiden var mange performere her, så her bare var åbent og alle kunne komme og gå og undersøge det sanselige og poetiske. Intentionen er, at man skulle kunne komme fra Tokyo kl. 2 om natten. Men det virker jo kun 100%, når det er ’staffed’, så lige nu arbejder vi med nogle rammesatte begivenheder. Vi arbejder med forskellige deltagelseslag. Så udfordringen er, at vores fundingsystem har en hyper-projekt tilgang. Vores projekt er modsat, så vi må også være pionerer og skal opfinde nye tilgange til at skabe kunst. Men jeg tror, der er en længsel efter at skabe et andet system, der går dybere, længere og bedre – også i forlængelse af bæredygtighedsdagsordenen.
Hvordan har det været for dig personligt at kunne åbne Sisters Hope Home?
På et menneskeligt plan er jeg næsten rørt til tårer, hver gang jeg kommer her. For mig er det nærmest healende; det er en meget smuk og emotionel oplevelse at være her. Og så har jeg oplevet, det har været en platform for enormt mange mennesker. Så mange er kommer hertil fra hele landet og verden, hvor vi nu kan tilbyde et sted at sove og bo. Man kan ikke kun lige komme og være med i en produktion, men kan få en meget stor oplevelse ved at være her i tre måneder. Der har lige været en fra Brasilien og en fra England. De har begge haft en meget dyb oplevelse, fordi de kunne være så længe i den her fortryllede verden. Det, at kunne tilbyde sådanne omstændigheder for sanselige undersøgelser, er enormt givende.
Jeg oplever også en anden tålmodighed fra mig selv nu. At gå væk fra at projekteksekvere, hvor alt skal være perfekt, og det er en katastrofe, hvis der er et problem, når der er premiere om to uger. Nu har jeg det sådan, at det er jo livet. Der er komplikationer. Så vi bebor det sanselige med alt, hvad det betyder. Det er en meget mere langstrakt proces, hvor man ikke bare er på job. Det kan også være rodet og kaotisk uden, at det er farligt. Så man kan faktisk oprigtigt undersøge det sanselige. Det bliver så rigt. På engelsk ville man sige layered. Det er kunstnerisk en stor tilfredsstillelse. Det er og kan virkelig blive interessant. Så det er bare et bedre værk.
En sidste ting er, at det allerede har vist sig at være meget givende at kunne invitere vores internationale partnere hertil. Hvis man kun laver store produktioner hver andet år, så har man ikke så tit en showcase at kunne invitere folk til, men her har vi hele tiden mulighed for at kunne invitere vores mange internationale partnere, idet vi lige nu arbejder på et større internationalt gennembrud, bl.a. som led i Bikubenfondens og Nordisk Kulturfonds taskforce-forløb.
Vil du lige opsummere, hvilke aktiviteter det er, I har her?
Vi har daily og flowing inhabitations-programmer, hvor vi inviterer folk ind i 24 timer, og så har vi residency-programmer, hvor man kan være her så længe, man har lyst og kan undersøge sin egen praksis. Så har vi performere, altså staff, som bor her og har en nøgle og kan komme og gå, som de vil. Så er der de lokale beboere, der har taget stedet til sig og bare kommer og går, har en seng og en notesbog. Derudover starter vi åbent-hus-dage, for at skabe dialog med kvarteret, hvor vi inviterer på the. Der er også vores internationale udvekslingsprogrammer, og så har vi skolesamarbejder. Vi har fx stiprojektet sammen med læringshuset, som er for de unge, hvor vi samarbejder om et lave en idé til et soundscape til stien hen til skolen og stationen. Og vi har også opfordret alle i kvarteret til, at de bare skal sige til, hvis de har lyst til at lave noget her. Så der er virkelig mange deltagelseslag, og der kommer hele tiden flere til som vi udvikler.
Hvordan er jeres samarbejde med kommunen?
De har givet os huset i fem år og dækker driften af huset. Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden. Vi har månedlige møder med dem, hvor vi taler om initiativer især i forhold til kvarteret. Vi håber, det kan få lov at vokse organisk på grund af tidsperspektivet. Samarbejdet er faktisk også opstået organisk gennem en relation. Sådan opstår vores fremtidige projekter tit, fremfor store forkromede planer. Men vi er selvfølgelig ambitiøse og turde godt præsentere vores drømme og visioner.
I har været på Folkemødet i år, hvor I talte om Sensous Society. Vil du fortælle om det?
Sensous Society Manifesto er skrevet som en reaktion på den finansielle krise i 2008 og på klimakrisen. Manifestet spørger, som sagt, til, hvad nu hvis vores samfund var struktureret, så den æstetiske dimension var den højeste værdi fremfor den økonomisk rationelle dimension? Mange er enige om i både æstetisk filosofi, økologisk teori og kritisk teori, at roden til mange af vores problemer og mange af de dysfunktionaliteter, vi står overfor i dag, skyldes den rationalitet, der bærer samfundet. Ifølge den økologiske teori tænker den seperativt, altså mig mod andre mennesker og naturen, og den æstetiske filosofi peger på, at vi er blevet adskilt fra de sanselige sider af vores væsen, og derfor er vores samfund blevet underlagt en arbejdsmoral med effektivitet, disciplinering og ydelse før nydelse som grundværdier. Så spørgsmålet er, hvordan vi fx ville organisere vores skole, hvis det sanselige og poetiske skulle strukturere den? Så ville man starte et andet sted fra, end at den skulle være effektiv. Det samme gælder byens rum, politiske processer osv. Det spørgsmål kunne man stille til alt.
Ja, hvordan ville økonomien se ud?
Ja, det er det! Jeg ved det ikke. Vi laver jo ikke scenarier, der svarer på det. Det er spørgsmål. Men i vores performances får du alternative billeder, for vi laver en ramme, der specifikt spørger til fx uddannelse i det sanselige samfund. Jeg kunne virkelig også godt tænke mig at lave et format, der undersøgte The Financial Sector of a Sensous Society. Det er et centralt og meget spændende spørgsmål.
Ja, for roden er vel i økonomien?
Ja, det er det i høj grad. Vi startede med dannelse, fordi når mennesker er på en anden måde i verden, begynder de også at ændre adfærd. Det er ’societal transformation through human revolution’. At den enkelte forstår, at alt er forbundet og derfor begynder at ændre sig. Så man kan sige, at vi donerer vores kroppe til at stille spørgsmål og undersøge respons performativt. Men jeg formilder også det spørgsmål i forskellige sammenhænge fx på Folkemødet. Så det er muligheden for at dele en tanke. Vi kunne strukturere samfundet helt anderledes, hvis vi satte det sanselige i centrum. Bare at stille det spørgsmål og prikke til at huske på, at det er os, der har struktureret samfundet, som det er. Vi kan strukturere det på en anden måde.