Performancegruppen Sister’s Hope har nu i et år givet mulighed for at bebo det sanselige og poetiske med performanceformatet Sister’s Hope Home. I en totalt ombygget tidligere SFO i Hedehusene inviteres man til ikke blot at betragte eller deltage midlertidigt i kunsten, men til at leve i den.
Et forladt stribet sneglehus, en fnugget mælkebøtte, lidt sammenkrøllet tråd, en kantet sten og tre blå forglemmigej-blomster. Jeg lægger dem i kassen, jeg har fået af begravelsesceremonimesteren.
I løbet af en juni-weekend er jeg med til at undersøge begrebet inhabitation som beboer i Sister’s Hope Home og har meldt mig til at være eneste deltager i en begravelsesceremoni. Som anvist har jeg først siddet i Sister’s Hope Home haven og skrevet en afskedstekst, et digt til mit yngre selv, det barn jeg ikke fik, den døde. Så har jeg fundet og indsamlet de objekter, vi skulle bruge til begravelsesritualet, og lagt dem i kassen. Personen, der selv har ønsket at dø, er en af de andre beboere i Sister’s Hope Home.
Vi går langsomt rundt i haven fyldt med duvende, halvtrætte margueritter og højt, gulligt græs. Vi er kun tre, den døende, ceremonimesteren og jeg. Så fører ceremonimesteren os ind mellem en lille samling nåletræer. Her lægger den døde sig i den lille grav, der er gravet i sandet. Så begynder vi at dække den døende til med jord. Den døende får først et stykke stof omkring ansigtet og det øverste af kroppen. Da den døde er dækket til, læser jeg mit digt op. Vinden suser lidt i træerne. Ceremonimesteren tilføjer nu sit digt, beder den døende om at give slip på livet. Så venter vi.
Lidt efter står den døde op, genfødt, og jeg læser et nyt digt op, jeg har skrevet til anledningen. Hele ceremonien er rørende på trods af, den er iscenesat i en performance. Sprækkerne mellem dialogerne mellem fiktioner og virkeligheder virker.
Ellers bliver jeg måske mærkelig nok endnu en gang helt overrasket over hvor meget, det at undgå al kontakt med skærme, mobiltelefoner og at befinde sig i et branding- og reklamefrit miljø med helt dæmpet belysning og fokus på de helt små sanselige detaljer kan betyde for mit mildest talt anspændte nervesystem. At tempoet i Sister Hope Home også er utrolig langsomt, er endnu et stort plus for min krop og mit sind. Det føles virkelig som at være i en anden verden, imens jeg bebor Sisters Hope Home, der således er performative undersøgelser af, hvordan verden også kunne struktureres. For jeg ankom med åndedrættet helt oppe i halsen lidt for sent, fordi jeg i min stressede tilstand så fejl på Google-Maps, og som så mange andre i en prekariatarbejder-situation var meget tyndslidt. Mit centralnervesystem arbejdede på højtryk.
Så jeg nyder også til fulde at sidde og vente på det tykke gulvtæppe, da jeg først er blevet vist ind i Sisters Hope Homes foyer. Og da jeg senere får bind for øjnene og gennemgår indvielsesritualet og bliver ført rundt for til sidst at blive vist hen til min seng på sovesalen, siger jeg ja til at få lov at ligge lidt længere med bind for øjnene. Jeg kan godt lide ikke at skulle se mere, ikke at skulle forholde mig til flere visuelle indtryk, men bare ligge og lytte til de andre beboeres lave stemmer og Sister’s Hope Homes sfæriske soundscape blande sig med lyden af mit eget åndedræt, der langsomt er ved at blive lidt mindre anstrengt. Det føles rart at overgive sig til Sister’s Hope Homes venlige, imødekommende og omsorgsfulde staff, der ser én ind i øjnene og hele tiden taler med mildhed og opmærksomhed. Det bliver endnu en gang tydeligt for mig som medvirkende i en Sister’s Hope immersiv performance, at omsorg og sanselig opmærksomhed ikke kun er rationelle abstraktioner over, de store helt nødvendige ændringer vores kapitalistiske samfund behøver i forhold til den globale klimakrise, men at jeg har fysisk brug for det. Jeg får med det samme dårlig samvittighed over næsten at være for træt til at præstere og deltage og involvere mig med de andre beboere i Sisters Hope Home performancen hen over weekenden. Men da jeg vender tilbage efter et transformations-ritual, ligger der en lille seddel på min seng: Hope you find rest.
Da vi skal spise aftensmad, går en fra staff’et rundt og ringer os sammen med en lille klokke. Vi sætter os alle sammen ved det lange spisebord i den mørklilla spisesal. Vi spiser i stilhed, men ind i mellem afbrudt af lidt hvisken. Det lader til, de andre beboerne kender hinanden lidt og samtidig er nysgerrige på de nytilkomne. Vi spiser den veganske mad med fingrene. Vi skal ikke bare smage, men mærke madens forskellige konsistenser.
Inden jeg forlader Sisters Hope Home, har jeg skrevet under på at donere min notesbog til arkivet i det lyserøde rum og sagt det sidste, jeg havde brug for til et staff-medlem. Og selvom jeg kun har opholdt mig i Sisters Hope Home i 24 timer, er det voldsomt at komme ud i verden igen. Efter et afskedsritual med en tændt flamme åbner et staff-medlem pludselig døren ud til lyset og blæsten, og jeg må bevæge mig ud i verden igen og håbe på, at jeg kan få mulighed for at huske at bruge mindre tid på skærme, huske at stoppe op og mærke, lytte, smage, berøre og betragte. Skabe forbindelser.