En stor, hvid kuppel knejser op som en del af DTU’s område i Kongens Lyngby. En forsøgsboble, der fra ydersiden ikke røber noget om hvilke eksperimenter, som finder sted indenfor. Her fandt den tværdisciplinære performance SOL, skabt af danser og koreograf Stina Strange Thue og kunster Sonja Strange, sted.
Alle publikummer blev sluset ind sammen og kom ind i en enorm hal, hvor en form for udluftning kørte på højtryk, som gav en konstant baggrundslyd af hvid støj og understregede, at dette var et sted, hvor kunst og teknologi mødtes denne aften.
En pavillon, som lignende en struktur skåret midt over med et bagstykke af matteret plexiglas stod som et åbent spørgsmål ud mod publikum. Vi satte os på lave taburetter i en halvcirkel, og jeg samlede min jakke omkring mig for at undgå hallens kulde i at nå mig, mens lyset blev dæmpet.
Et poetisk narrativ omkring solen og soludbrud begyndte, som voice over, fortalt af stemmer fyldt med blidhed:
Jorden kan gå i sort og brænde af
solen og dig
et kosmisk parforhold er blevet en solformørkelse
jeg længes uventet efter solen med dig
sommerdage og en sol der smyger sig om din hud
som du sidder på terrassen med lukkede øjne
dit bryst med et rødligt skær
”solcreme” spørger jeg
og refererer i det skjulte til min fars hudkræft
Solens tvetydighed træder frem gennem ordene. Som noget der varmer, oplyser, men også blænder og forbrænder. Den er både livgivende og skadelig.
Teksten optrådte først udelukkende som lyd, senere kom den tilsyne som fysisk tekst på rummets ene væg bag scenografien.
Strange Thue bevægede sig bag plexiglasset, alt imens musikken tog til, et skyggespil af menneskekrop nåede os som solstråler.
Hun fortsatte frem videre igennem scenografiens metalstruktur og dansede sig vej ind til os, gennem langsomme kropsvridninger, hvor det var som om, der blev danset fra en forhandling som skete imellem hendes torso og armene. En ensom langsommelighed. Herefter mødtes hun med Sonja Strange i en forhandling mellem de to og et langt stykke lilla stof. Det drejedes rundt, blev vredet mellem deres hænder, til et langt vrid af sammenholdt energi.
Flere gange igennem performancen blev dette vrid, denne drejning også fremvist gennem, at hver af kroppene på scenen drejede rundt om sig selv. Som solen drejer alle omkring sig selv i deres eget kredsløb, forbundne i synkronisitet.
Jorden er gået i sort
dagen er blevet mørk
jorden er gået i sort
dagen er blevet mørk
og der i mørket mærker du en uventet stilhed
satellitter svæver lydløst
mobiltelefoner er døde
efter solens udbrud findes lilla tårer
Slutteligt sad Sonja Strange i front og viklede forsigtigt det sammenvredne stof ud mellem sine fingre, som det soludbrud værket omhandlede, hvor den ophobede energi, der danner en solplet blev udløst, forløst.
SOL is created by artistic director, writer and performer Stina Strange Thue, artistic director, performer and artist Sonja Strange, double bassist Thora Kidon Jæger, architects Sofie Højgaard and Rasmus Strange Thue, data sonification specialist Nikolai Linden-Vørnle, composer Pelle Nyhuus and is administrated by JC Copenhagen.
SOL is created in collaboration with DTU Space and astrophysicist Michael Linden-Vørnle and supported by Statens Kunstfond, William Demant Fonden, Wilhelm Hansen Fonden and Metropolis.
Mere fra Karin Hald
Mere fra Stina Strange Thue