Performance- og billedkunstner Sophie Duponts praksis kredser poetisk og eksistentielt om kroppens helt basale vilkår og funktioner: åndedrættet, kropsvægtens tyngde eller søvnen. Senest har hun i en tid med krig og klimakatastrofer samarbejdet med andre performere om at række ud og skabe forbindelser.
Sophie Dupont har inviteret mig hjem til sig selv i hendes lejlighed på Østerbro. I gangen står store lærreder, Imprint of Sleep, kunstnerens farvepigment-aftryk af sig selv, mens hun sover. Inde i stuen på væggene hænger også flere kobber- og sølvplader med hendes markeringer af sit åndedræt og i et tilstødende rum står et staffeli og nogle af kunstnerens skulpturelle objekter.
Sophie Dupont byder på te og mørk chokolade, inden vi begynder vores samtale, som tager udgangspunkt i Sophie Duponts mangeårige eksistentielle undersøgelse af noget så enkelt og almengyldigt som at trække vejret.
”Med min nuværende alder oplever jeg, det er vigtigt, at jeg bruger min erfaring fra, jeg som helt lille ikke kunne få vejret og mistede den fulde førlighed pga. lammelse i benene. Jeg har altid været optaget af de fysiske mekanismer, som vi tager for givet, men er grundlaget for vores eksistens, for jeg har ikke selv kunne tage dem for givet. Derfor har de subtile handlinger, dét er at trække vejret ind og puste luften ud, interesseret mig. Det ene åndedræt, skellet mellem liv og død, bliver til stadighed mere og mere interessant for mig. Enten ikke at trække vejret ind igen eller tage et nyt åndedræt, men også i forhold til omverdenen. Jeg er begyndt at kalde det et aktivistisk åndedræt”.
HOW TO START AN APARTMENT IN YOUR GALLERY curated by Mikkel Carl, 2028.
Vil du uddybe det? Hvordan kan det at trække vejret være aktivisme?
”Jeg vil gerne tage åndedrættet tilbage og manifestere det som en aktiv handling, men også som en ret. Jeg kalder det aktivistisk som en modreaktion til vores hektiske produktionssamfund. Vi skal hele tiden producere noget. Men det handler også om individet. Man kan blive aktivt opmærksom på sit åndedræt, og det kan brede sig som ringe i vandet til ens omverden, for vi reagerer på hinandens nervesystemer. De fleste vil kunne mærke, hvis de er sammen med folk, der er stressede og i flugtberedskab. Så det er en måde jeg aktivt prøver at være i verden på. Det er ikke kun noget jeg gør, når jeg laver mine værker.
Jeg ved godt, at meget fattige mennesker bor, hvor luftkvaliteten er dårlig. Men som udgangspunkt så trækker vi alle sammen vejret. Det er noget, vi deler, ligesom vi alle sammen sover. Hvis vi ikke sover, bliver vi skøre. Den balance er jeg optaget af, som fx også kom til udtryk i mit karusselværk på min udstilling, This Will Also Change (2017), på Overgaden. Og jeg er bevidst om, det er et bevægeligt sted. Det er ikke statisk”.
Sophie Dupont er altså interesseret i livets grundessens og har en form for accept og forståelse af, det er en bevægelig mekanismekrop.
”Men hvis man, som jeg, har skullet finde en balance og en ro, er der som sagt mange ting, jeg har måttet generkende, som andre måske ikke er bevidste om. Jeg laver så kunst, som for mig er en måde at prøve at forstå det, som er ubegribeligt, og har givet mig et sprog, som giver forbindelser til både jorden og kroppen. Så der er en spiritualitet, men også en fysikalitet i min kunst, fordi den er så tæt knyttet til kroppen”.
Sophie Dupont forklarer, at enkelthed også appellerer til hende, fordi det har været kompliceret nok for hende at få forståelse for og overkomme de psykiske overgreb, hun har været udsat for.
”Så det aktivistiske er at insistere på mit liv, insistere på at tage min plads. Deri ligger selvfølgelig også søvnen og hvilen, at insistere på mit menneskelige vilkår, som hurtigt kan blive fejet af banen af ambitioner, og alt det, der fordres af os, men som i bund og grund måske ikke er så vigtigt, når det kommer til stykket. Jeg oplever, at jo mere specifik jeg bliver i mine værker og tør lade det handle om en indånding og udånding, for der ligger alt for mig, jo bedre er det. Det er hele livet. Så derfor behøver aktivisme måske ikke være, at vi er ude på barrikaderne? Måske er det aktivistiske åndedræt den største aktivisme, vi kan gøre lige nu? Virkelig at nære åndedrættet og på den måde nære en respekt for os selv, vores medmennesker, og alt hvad der er levende omkring os”.
Forbindelser til omverdenen
I Duponts seneste værk Breathing in Violent times – How do you feel?, som bl.a. har været vist på Frisland sidste år i samarbejde med den italienske danser Ottavia Catenacci, bliver følelser og forbindelser mellem mennesker og til omverdenen også markante. Kunstneren har for nylig været i Paris og performe værket under titlen Do you breathe? How do you feel? sammen med danseren Nicolas Faubert i Det Danske Hus.
”Det er et forsøg på at give plads til hele det menneskelige spektrum uden at dømme. Der var mange til performancen, der bare svarede ’fine’ på spørgsmålet om, hvordan de havde det. Der er ikke mange, der kan lide at sige, de ikke bare er ’fine’. Men vi vil gerne vise, at det fx er ok at være vred eller ked af. Det er følelser, vi alle rummer, og det er ok. Vi skal ikke vurdere vores følelser. Og det er også i orden at vise offentligt. Med de krige og klimakriser der er nu, skal vi også være indstillet på og lære at være nænsomme overfor andre mennesker, vi møder. Vi ved ikke, hvad de kommer fra og har været udsat for”.
Det er noget nyt, at du performer med en anden? Vil du knytte nogle ord til, hvordan det er sket?
”Jeg performede fx værket I breathe you, do you breathe me? i Mexico og i Los Angeles sidste år, hvor jeg kaldte værket Performing Breath. Der inviterede jeg også to performere med til at trække vejret med mig og deltagerne, og folk begyndte måske også at sige lyde eller læne sig op ad hinanden eller faldt i søvn. Den varede to-tre timer.
I Breathing in Violent times – How do you feel? er det nyt, at jeg har en medperformer, og at vi som udgangspunkt performer og henvender os til publikum. Jeg har en tidligere dansebaggrund, og det er kommet mere og mere tilbage til mig”.
Sophie Dupont fortæller, at hun med samarbejderne med dansere har fået mere glæde og åbenhed ind i sin praksis.
”Nu kan jeg se, at jeg har brugt kunsten som en form for frigørelsesproces. Jeg kommer fra et psykologhjem med psykologforældre, så at gå i terapi og tale har aldrig hjulpet mig. Men at udtrykke mig gennem kunsten har hjulpet. Mange af mine tidligere værker var derfor meget statiske og alvorlige. Jeg har fx båret min egen vægt. Det er selvfølgelig, fordi det er alvorligt, men nu har jeg en større glæde ved livet og større balance og ro. Fordi jeg stoler på, hvad jeg vil gøre, kan jeg også lettere slippe og mærke folk og atmosfæren og improvisere i rummet. Mødet og udvekslingen er en stor glæde, og der er egentlig ikke noget, der kan gå galt i Breathing in Violent times – How do you feel? Alt er improvisation, så hvis vi falder, er det en del af værket.
Så det hele står åbent?
”Ja, vi spørger jo publikum, ’how do you feel?’, og hvis de siger ’angry,’ så improviserer vi over det. Vi bevæger os ikke på en bestemt måde, alt efter hvad publikum svarer. Jeg skal også performe den i Singapore, hvor der er en musiker med. Så det er en kropslig og musisk fortolkning af publikums følelser, og så er der også en AI med min stemme med et åndedræt. Så jeg arbejder med vores åndelige, fysiske og følelsesmæssige eksistens. Og jeg vil gerne invitere mere liv og glæde ind”.
Og måske forbindelser?
”Ja, men det har jeg nok altid gjort. Det har bare været meget mere alvorligt og hårdt måske.”
Og mere kontrolleret?
”Ja, meget mere kontrolleret. Så de nye samarbejder er et udtryk for mere åbenhed og nysgerrighed”.
Handler det ikke også om transformation, som jo er gennemgående i din praksis?
”Jo, det er transformationer, det hele. Jeg har altid været vildt optaget af ritualet. I mit privatliv har jeg oplevet, at hvis jeg ville udvikle mig og ville fri af en smerte, så var det samtidig svært at slippe den, fordi smerten giver en identitetsfølelse. Så jeg har tidligt været bevidst om, at jeg måtte træde ind et rum, hvor jeg ikke rigtig kendte mig selv, for at udvikle mig. Det kunne jeg logisk tænke mig til.”
Og det kan vel netop være skræmmende?
”Ja, men det er også en praksis. Mange af mine værker er refleksioner over levet liv. Derfor vil værkerne afspejle et før, imens og efter.
Grundundersøgelser af liv
Udover en tidligere dansebaggrund er Sophie Duponts kunst bl.a. også præget af hendes yogapraksis. Hun underviser i kundaliniyoga og herfra stammer selvfølgelig hendes fokus på og viden om åndedrættet.
Ser du overhovedet et skel mellem din yoga- og kunstpraksis, er der et skel mellem liv og kunst?
”Det gør jeg nok mindre og mindre. Men jeg har nok også en anden tilgang til yoga end de fleste. Jeg mødte en yogaunderviser på Christiania for mange år siden, som havde en rå tilgang til yoga, hvor det ikke kun handlede om at finde balance, men også om at acceptere det menneskelige grundvilkår, at man kan komme ud af balance. Det er også fint at være usund ind i mellem. Men at det primært handler om at have en bevidsthed om, hvad man gør. For mig har yogaen aldrig handlet om at nå ud i galakser, men om at få fødderne plantet i jorden.
Det har været grundundersøgelser i at være liv. Derfor kommer jeg også endnu mere ind i det ene åndedræt, og det er også derfor jeg bruger farver og spørger og inviterer folk ind i mine værker. Det er meget elementært, og derfor rummer det også det hele.
Jeg rejser jo meget og har både muslimske, israelske og afghanske venner, men jeg er fra Danmark. Det er ikke min kamp at kæmpe. Men det har gjort, at jeg er interesseret i at finde det der, forener os, finde indtil livet, ind til grundvilkårene, vi deler, fordi vi er levende. Vi er jo ikke noget i os selv, vi er noget i kraft af andre. Vi har brug for andre, vi har brug for at blive set og hørt og for at se og høre andre. Vi flyder, svæver og går alle sammen rundt i ilt – vi er fælles om det levende fra vores første autonome indånding til vores allersidste udånding”.