Denne marts måned har Amager Statsborgerskabs Kongress premiere på Tårnby Rådhus. bastards redaktør, Mette Garfield, har talt med instruktøren, Andreas Liebmann fra Tårnby Park Studio, om hans tanker bag denne community-performance.
Venligt og med et stort smil siger Andreas Liebmann farvel til nogle af dem, han i øjeblikket arbejder sammen med på Tårnby Rådhus. Kort efter vender han sig lige så venligt mod mig foran computerskærmen. Heldigvis har han sagt ja til at gennemføre vores planlagte interview online. Han er tydeligvis en person, der ved, hvordan man møder mennesker dér, hvor de er.
I sine performances inviterer han også ofte andre kunstnere til at deltage i udforskningen af nye formater, der diskuterer politiske emner som migration og tilhørsforhold med udgangspunkt i et lokalt, amagerkansk perspektiv. Hans seneste værk, Lufthavn i stykker, er et godt eksempel. I flere år har han også udviklet og arrangeret Tårnby Park Performance Festival – en festival, der er blevet en vigtig performancebegivenhed i København. Hans næste projekt er community-performancen Amager Statsborgerskabs Kongress, som jeg vil spørge ham om.
Amager Statsborgerskabs Kongress er en performance om statsborgerskab, tilhørsforhold og identitet – emner, der diskuteres intenst i disse år. Hvordan arbejder I med disse spørgsmål i kongressens format?
”Den vigtigste metode har været at skabe møder mellem mennesker. Det er selve kernen i kongressen. Publikum får mulighed for at møde deltagere, som deler deres personlige historier.
Gennem disse historier undersøger vi, hvad det vil sige at have statsborgerskab – og hvad det vil sige at have en fremtid. Hvis man har statsborgerskab, ved man, at man har et sted, hvor man kan planlægge sit liv. For nogle af de mennesker, vi har talt med, handler statsborgerskab ikke så meget om nationen eller om at afgrænse et ’os’ og et ’dem’. Det, vi oftest hørte, var snarere behovet for at høre til og for at kunne planlægge sin fremtid.
De fleste deltagere i Amager Statsborgerskabs Kongress har søgt dansk statsborgerskab eller er klar til at søge nu. Deres historier viser, hvor afgørende statsborgerskabet er for at kunne opbygge et liv. Uden statsborgerskab eller en ubetinget permanent opholdstilladelse lever man i en mere usikker situation. Man kan have en konstant fornemmelse af, at man når som helst kan falde ud af systemet. Kongressen handler i høj grad om disse erfaringer og realiteter. Samtidig har vi også deltagere, der har boet hele deres liv på Amager, og for hvem følelsen af tilhørsforhold aldrig har været udfordret på samme måde”.
Hvordan har I arbejdet med teater/ performancekunst i kongres-formatet?
”Jeg forsøger at skabe en performativ situation, hvor publikum kan engagere sig i disse historier. Teateraspektet vækker nysgerrighed og giver samtidig mulighed for at tilføje et lag af fiktion – spekulation og leg. Det aspekt er vigtigt for mig. Når man oplever fiktion, forholder man sig til virkeligheden på en anden måde.“
Kongressen er et godt format, fordi den giver frihed til at arbejde med magt, vidnesbyrd og uforudsigelighed. Femten deltagere samt vores kunstneriske team er en del af Amager Statsborgerskabs Kongress. Strukturen er modulær. Jeg kan ikke skrive et fast manuskript”.
Hvordan fik du kontakt til de mennesker fra Amager, som deltager i kongressen?
”De er selvfølgelig projektets hjerte. To kunstnere i teamet, Kollektivet Samling – Marie Boye Thomsen og Helle Kirstine Egsgård – er specialiserede i casting. De har mange redskaber og stor erfaring. Fx gennemgik de listen over personer, der fik statsborgerskab sidste år i Tårnby, og kontaktede dem alle. En af dem er nu med i projektet: Elena, en italiensk kunsthistoriker, som nu har dansk statsborgerskab og vil tage publikum med på en slags guidet tur gennem rådhuset.
Der er også Jacu fra Sydafrika, som Helle Kirstine Egsgård mødte i en ’snakkeklub’ på Islands Brygge. At opholde sig på Tårnby Bibliotek har også været en del af processen. Her mødte de Harman fra Indien, som studerer i Danmark og bor sammen med sin mand, der har dansk statsborgerskab, men indisk baggrund. En anden deltager blev mødt gennem Welcome House for ukrainske flygtninge på Amager. Og så er der Ami, som har boet her siden 1990’erne og oprindeligt kommer fra Bosnien. Hendes ansøgninger om statsborgerskab er blevet afvist tre gange, hvilket naturligvis har været meget frustrerende.
Fra begyndelsen var det også vigtigt for mig at have nogle danskfødte deltagere med. Fx René, som er en del af ’Tårnby Malerer’. Han har malet mange portrætter og billeder af Amager og vil facilitere en male-workshop. Samtidig vil han fortælle om forandringerne på Amager og om sin tid i hæren. At beskytte fædrelandet er jo en anden dimension i diskussionen om statsborgerskab.
På sin vis ønskede jeg at skabe en fælles aften om lokale historier. Jeg mener, at disse historier er ekstremt vigtige – især i lyset af den ophedede politiske debat op til valget. Migrantpolitik fylder meget, og diskussionen er ofte stærkt polemisk. Jeg håber, at denne aften kan skabe en anden stemning, hvor man får lyst til at møde mennesker og være nysgerrig på dem. Det lyder måske enkelt, men jeg tror, at det at tilbringe tid sammen med andre har stor værdi. Teatret fungerer som en ramme, der kan forstærke denne oplevelse”.
Kan du fortælle om de kunstnere, der er involveret?
”Kollektivet Samling har både stået for castingen og for at udvikle scenografien til aftenen. Scenografien er en stedsspecifik intervention på Tårnby Rådhus, hvor Amager Statsborgerskabs Kongress finder sted. Andre kunstnere er David Sebastian Lopez Restrepo og Rocio Christensen, som arbejder med performance og video. De laver videoportrætter af deltagerne, live‑TV og forskellige gadeinterventioner i perioden op til forestillingen. Mette Sanggard Didriksen og Oscar Lyons står for kostumerne, mens Birgitte Skands koreograferer vores tværgenerationelle teaterklub, Fremtidsklubben”.
Ifølge pressemeddelelsen er der også en koncert. Er der musikere involveret?
”Ja, vi har inviteret koret Ukrainian Soul. Det er meget bevægende at høre dem synge i den store rådhussal”.
Hvor på Tårnby Rådhus foregår det?
”Det finder sted i hovedsalen, som er meget stor – det er også her, statsborgerskabsceremonierne normalt afholdes. Derudover bruger vi nogle af rådhusets kontorer”.
Pressemeddelelsen beskriver Amager Statsborgerskabs Kongress som en community-performance. Kan du forklare, hvad det er?
”For mig handler en community-performance om at skabe fællesskab. Midt i en ophedet politisk debat føles det vigtigt at sige: dette er for fællesskabet. Det handler om at skabe et rum, hvor mennesker kan være til stede sammen og møde hinanden, den anden, i virkeligheden. Hvis det lykkes, er jeg allerede tilfreds”.
Jeg ved fra en tidligere samtale, at du er inspireret af Joseph Beuys’ tanker om den sociale skulptur. Kan projektet også ses som en form for social skulptur?
”Det er pænt af dig at sige det. Jeg har faktisk ikke tænkt direkte over det. Men Beuys’ idé om, at alle mennesker er kunstnere, fordi alle kan bidrage til at forme samfundet, er bestemt en vigtig drivkraft for mig. Æstetisk set er Amager Statsborgerskabs Kongress dog noget andet”.
Mit sidste spørgsmål er måske lidt personligt. Du kommer selv fra udlandet – er det derfor, du interesserer dig for disse emner?
”Ja, det, vil jeg sige, er min første motivation. I mine første år i Danmark følte jeg mig meget som en fremmed. At være udlænding i Danmark kræver meget følelsesmæssigt arbejde. Og jeg er ikke racialiseret – jeg er en hvid person. Hvis man er racialiseret, forestiller jeg mig, at man mærker det endnu stærkere.
Jeg vil gerne rejse spørgsmålet: Hvordan bliver udlændinge mødt her? Hvad kan vi gøre for at gøre deres liv lettere i stedet for sværere? At gøre livet endnu sværere for mennesker – hvilket ofte synes at være den politiske konsensus i migrationspolitikken – er i sidste ende en selvdestruktiv måde at føre politik på. Det gavner ikke noget samfund”.