Sammen med lokale unge sætter billedkunstner Karoline H. Larsen reflekser op i Fredericia og Kolding. Kunstværket REFLECT er en del af kunstkampagnen #VÆRKDINVERDEN, der udfolder sig i fire danske byer i løbet af maj måned. bastard har mødt kunstneren til en samtale om kollektive handlinger i det offentlige rum, fællesskaber og et hybridt værkbegreb.
I REFLECT-facebookgruppen har jeg de sidste uger kunnet se billeder af farverige reflekser sat op af byens unge i kreative og figurative mønstre i Fredericia. Selv i regnvejr har de været ude og skabe kunst og bevægelse i det offentlige byrum. Billedkunstneren Karoline H. Larsen har som en del af kunstkampagnen #VÆRKDINVERDEN guidet de unge til at frembringe det kollektive værk, handlingen REFLECT. Hun fortæller begejstret og imødekommende på zoom om projektet.
“D. 18 maj laver vi også en offentlig event. Vi skal ud og lave en aktion sammen med Den Kreative Skole i Fredericia. Der er 40 elever på Billedskolen, men jeg tænker, der kommer 15, hvis vi er heldige. Aktionen bygger videre på det, der allerede nu er sat op”.
Kunstkampagnen #VÆRKDINVERDEN har inviteret tre kunstnere til at skabe nye kollektive kunsthandlinger og aktioner med udgangspunkt i tre allerede eksisterende kunstværker i det offentlige rum. Karoline H. Larsen er blevet bedt om at genfortolke kunstneren Nils Erik Gjerdeviks skulptur; tre væltede, grønne, lilla og orange elmaster, der bliver selvlysende om natten.
”Jeg blev glad, da Amalie spurgte, om jeg ville være med, fordi Gjerdevik personligt har betydet rigtig meget for min kunstpraksis. Jeg ville derfor lave en hyldest til ham, se det som en hommage. Han lærte mig faktisk om det begreb; at man kunne kommentere på andres værker, se det som en dans”.
Poetisk reflekstape
Karoline forklarer mig, hvordan der var mange måder for hende at gå til opgaven på.
”Man kunne bruge elmasterne som form, de er enormt flotte, men man kunne også tage oplevelsen af værket. Det, synes jeg, er spændende. Kendetegnende for værket er, at man kører ud af motorvejen og ser vejskilte osv., og så sker der ikke noget længe, men så lige pludselig, hov! Der er en selvlysende orange, lilla ting derude og en grøn på den anden side. Det farer forbi i glimt. Så tænkte jeg, vi skal da arbejde med reflekstape! Reflekstape er ret funktionelt, men så kan man også vende det om og gøre det poetisk”.
Hun fortæller mig også, at Gjerdevik lærte hende, at man som kunstner godt må blive forelsket og lade sig forføre.
”Det tændte mig, og den enkle ide lod jeg mig forføre af. Det behøver ikke være en 1:1 gengivelse af masterne. Det kan ligeså godt være, at man arbejder med sit indre glimt. Så eleverne har skullet arbejde med, hvad det indre glimt betyder for dem. Jeg har sagt til de unge: ’Hvad vil det sige at opleve noget i et glimt?’ Kroppen husker jo i glimt. Hvordan var din weekend? Det husker du i glimt”.
Desuden lærte Gjerdevik Karoline, at kunst godt må være sjovt.
”Humor er lidt et tabu i kunstverdenen. Men det kan faktisk være en guideline for, hvad der betyder noget for dig. Jeg gav eleverne nogle eksempler; at det kan være alt, fra du spiser en kanelsnegl, til noget aktivistisk du kan kommentere på, men det kan også være et abstrakt flow. Jeg har givet dem fire tilgange: det figurative i det billedlige symbol eller en kommentar med et ord, eller det grafiske, abstrakte mønster eller noget som handler om folks bevægelser og forbindelser på stederne”.
Handlinger, der skaber fællesskab
Karoline H. Larsen har stor erfaring med at skabe deltagerbaserede værker. Hun har tidligere både nationalt og internationalt skabt Collective Strings, en installation udgjort af farverige snorespor i byrummet, parker og lign. Collective Strings giver deltagerne mulighed for at skabe relationer, bevægelse og at tegne fysisk i rummet. Men med COVID-19 restriktioner har det naturligvis været vanskeligt at arbejde med sociale skulpturer og fælles handlinger.
”Vi har kaldt det at sætte glimt på din by. Vi trænger i den grad til det. Jeg plejer at arbejde med handlinger, der skaber fælleskaber i byrum. Men det har været en stor udfordring denne gang, for når eleverne er ude, er de stadig underlagt gymnasiets COVID-restriktioner, og de er nogle gange strammere for gymnasiet end for det offentlige rum. De har ikke måtte mødes på tværs af klasserne, så det har vi også skullet tænke ind i processen. Normalt ville jeg samskabe 3-5 steder i byen, men med COVID-benspændet har vi arbejdet med reflekstapeopsætningen som en rebus, hvor sporene fra de 88 elever i deres forskellige bydele kan tale sammen. En slags stjernedrys ud over byen”.
Ejerskab og medbestemmelse for eleverne har selvfølgelig været en vigtig del af REFLECT. Derfor lavede Karoline også facebookgruppen, jeg har fulgt, så de kan se, hvad hinanden laver. Karoline har husket dem på at tænke over, at der var andre elever i gang med at sætte tape op samtidig med dem.
”Jeg har prøvet at lave et mentalt fælleskab”, griner Karoline og fortsætter: ”Jeg ser det som ringe, der breder sig, fra de unge og deres lærere til, når de går ud og sætter tape op og til dem, der tilfældigt ser det i byen. D. 18. maj er der så den offentlige aktion. Vi har også lavet et reflekskit, som er sat ud forskellige steder i byen, som folk kan tage og selv begynde at sætte reflekser op”.
Et udvidet, hybridt og demokratisk værkbegreb
#VÆRKDINVERDEN og REFLECT arbejder således indenfor et udvidet kunst- og værkbegreb og for, at alle har ret til at lave kunst. #VÆRKDINVERDEN er på den måde en form for byrumslaboratorium.
”Selvfølgelig er der nogen, der har en uddannelse og en erfaring med at arbejde med kunst, men nerven i det har vi alle sammen ret til. Det behøver ikke være et perfekt resultat, det er lige så meget undersøgelsen, der betyder noget. Hvem griber vores glimt, og hvem griber muligheden?”.
Aktionerne, kunsthandlingerne i byrummet mener Karoline H. Larsen kan gøre opmærksom på en sanselighed og give et fysisk og mentalt fællesskab, men kan de måske også ligefrem give borgerne et andet forhold til deres by?
”Ja, et andet forhold til byen eller bare at tænke over den måde vi er i byen på. Det kropslige udgangspunkt. Vi suser jo fra det ene til det andet og er meget planlagte. Men hvad nu hvis vi så noget i et glimt og sænkede farten. Kom til at være tilstede og bevæge os anderledes og kigge rundt. Helt konkret kom til at bøje hovedet bagover eller nedenunder noget. ’Tænk, der er også noget nede på soklen af kirken!’. REFLECT er ikke bare reflekstapen, der sidder på væggene, det er også bevægelsen omkring det. Jeg har talt med eleverne om det, at de skal tænke over, hvordan de sætter tapen op i forhold til bevægelse”.
Derudover mener Karoline, at aktioner og kunsthandlinger kan kaste nyt lys og give opmærksomhed til bestemte områder i en by.
”Med REFLECT har vi mest tænkt på det som glimt i hele byen, men man kan bruge handlinger til at give bestemte kvarterer synlighed, give positiv energi til steder, der måske er omtalt dårligt, men godt kan være rigtig fine steder. Der kan kunsten noget”.
Det mellemmenneskelige
Karoline har ret tidligt i sin kunstpraksis været optaget af at arbejde på tværs af genrer og for alle aldre.
”Det mellemmenneskelige, og hvordan man kan være med til at skabe fælleskaber interesserer mig. Fordi vi skal turde at blive ved med at række ud, sanse og mærke med hele kroppen, at vi ikke er alene. Hvis vi lukker os for meget om os, så er det systemer, der kører i deres egen energi”.
Men faktisk udspringer Karolines kunstfællesskabshandlinger fra hendes maleri, forklarer hun mig i afslutningen af vores samtale.
”Jeg kunne godt stå og lave noget med et lærred, men jeg blev også ret ensom på et tidspunkt. Da tænkte jeg, ’kan jeg lave det som et mellemværende?’. Så begyndte jeg at trække striberne fra lærredet ud i byen og gøre det til et mellemværende. Det kunne jeg godt, heldigvis. Jeg gik ned på Assistens Kirkegården med en rulle stegesnor og prøvede det af. Det var ønsket om også at sige, at værket er en social størrelse; kunsten som socialt ærinde. Jeg sidder jo ikke på en øde ø”.