Fortolkning af naboskab skaber genkendelse og modarbejder fremmedgørelse i ekspanderende performances
Sommeren kommer endelig til København, mens jeg cykler ud mod Tårnby, hvor jeg skal til en performancefestival, som er arrangeret af performancekunstner Andreas Liebmann i samarbejde med Marie Skjøtt Thorup og Tanya Rydell. Festivalen strækker sig over 5 dage, har omkring 30 arrangementer og har fundet sted i Tårnby siden 2019 – hvert år med et nyt tema som rammesætning. I år er det naboskab, der ønskes at blive belyst gennem de forskellige performances og interventioner, som finder sted.
I infoteksten fra festivalens arrangører spørges der: ”Hvad betyder det at være naboer?” og teksten fortsætter med refleksioner omkring, hvordan naboskab på både mikro- og makroplan kan anskues, og selvom ordet i sig selv klinger af positive konnotationer, så undersøges det ikke udelukkende som noget positivt i denne kontekst. Fx peges der på Danmarks politiske ståsted i forhold til Ukrainske flygtninge, som forfordeles frem for flygtninge uden for EU. Er det den måde vi ønsker at praktisere ”naboskab” på, eller burde det ord rumme en grundlæggende empati, som strækker sig længere ud end specifikke landegrænser og ikke mindst hudfarve?
Festivalen finder primært sted på et grønt område, som til den ene side har boligbyggeri og på den anden side fælleshuse, hvor nogle events også finder sted. Plænen har en naturlig opdeling af tre små 1-persons telte, der er slået op i hver sin ende og et i midten, som er Proletar Teaters intervention i landskabet. Hvert telt er afgrænset af en lille firkant, der er optegnet af afmærkningstape, som definerer det område, hvor performeren kan bevæge sig. Proletar Teater har bedt tre forskellige personer bo i hvert sit afmærkede område og telt i 80 timer, hvor de kun kan få hjælp til at klare sig ved, at naboerne eller andre besøgende giver dem mad og drikke, under titlen Vi arbejder hjemmefra i dag.
Proletar Teater stiller udover den grundlæggende præmis opgaver i løbet af performancens varighed, som fx at få så mange mennesker som muligt ind i deres firkant, at bygge det højeste tårn eller gå så mange skridt som muligt, som dokumenteres af en skridttæller.
Når jeg betragter de tre performere i Vi arbejder hjemmefra i dag, slår det mig, at den egentlig prøvelse ikke er at være ”isoleret” i 80 timer, men i stedet hvordan de er nødt til at leve op til en høflig og ekstremt udadvendt kommunikation med omverdenen – de lever på andres nåde i et par dage, men opsætningen virkede ikke til at give plads eller mulighed for egentlig tilbagetrækning. Derfor oplever jeg ikke, at performancen taler så godt sammen med det koncept som Proletar Teater selv italesætter den igennem, hvilket er en coronaoptik, men i stedet nærmest det modsatte: Hvordan grænsesætter vi i mødet mellem individ og samfund, hvor tilstedeværelse stadig og i højere og højere grad er normen. Det er et interessant, socialt eksperiment, der tilsyneladende kan se ganske hyggeligt ud, men som ved nærmere eftersyn emmer af tab af individuel agens.
Det er tydeligt, at dette er en performance, der især tiltrækker de mange børn, som konstant løber rundt og leger i deres eget nabolag. At dette bliver gjort muligt – at skabe kunst, som både taler til voksne såvel som børn – oplever jeg som en af festivalens største bedrifter. Det er sjældent, at jeg har set så mange børn være en del af performancekunst, hvor de deltager med stort engagement og glæde, hvilket sker, fordi Tårnby Park Performance Festival skaber trygge og givende rammer med højt til loftet.
Den næste performance, jeg oplever, er The Picnic and The Fountains af Joana Öhlschläger, Lara Ostan Vejrup og Nadja Bounenni, der sammen har dannet KOMMA Performance Productions, som er en forening, der ønsker at støtte freelance scenekunstnere samt skabe fællesskab omkring kunstnerisk produktion.
De tre performere starter med at stille sig op omkring en stor stenskulptur, der tager form som et halvt ansigt kaldet Fritids Gudinden. De har en stor, hvid presenning med, som de vikler omkring sig, som en stor udflydende kjole, og de indtager i få minutter ad gangen positurer med et enten udadvendt, skuende blik ud i det omkringliggende landskab eller lukkede øjne. Publikum adresseres ikke. Performancen bevæger sig i forskellige kapitler, fra starten ved skulpturen, til løb over en nærliggende bakke, tilbage til plænen og til slut i en picnic, hvor de tre heltinder, som de har døbt sig selv, spiser og soler sig, mens de til tider skyder med vandpistoler ud mod publikum og kører med en elektrisk legetøjsbil. Der er noget dejligt barnligt over The Picnic and The Fountains, og en tidslighed, som er båret frem af ro og tro på de enkelte greb. Ligesom med den foregående performance er det dog ærgerligt, at formidlingsteksten påråber sig et værk, som ikke træder frem, hvor kunstnerne ønsker at ”genfortolke vores tidligere og nuværende performative-æstetiske praksis omkring mad og vand i lyset af klimakrisen”. Det værk, som træder frem ligesom foregående værk, er i sig selv interessant og har mange lag i sig. Der sker en diskrepans i formidlingen af værkerne, hvor teksten og det værk, som findes for øjnene af de besøgende, er mere levende og udefinerbart, end det beskrives. Den øvelse i formidling er spændende og relevant at gentænke både for kuratorer og kunstnere.
Overordnet set er jeg virkelig imponeret over den sammensætning af kunstnere og grupperinger, som festivalen har inviteret. I stedet for de sædvanlige mistænkte, ser jeg den ene performance efter den anden med kunstnere, som enten er nyuddannede og får mulighed for at blive set, eller kunstnere som jeg ikke før har fået præsenteret i dansk kontekst. Det gør sig gældende for den svenske, holistiske kunstnergruppe og tværkunstnerlige platform Gylleboverket, som i denne sammenhæng laver den participatoriske performance Herd of Lonely Foxes.
Et asfalteret hjørne af det grønne område udgør scenen, og gæsterne inviteres til en ad gangen at gå ind i et madtilberedningsscenarie. Alle som deltager har masker på, der forestiller ræveansigter, og en performer starter med blidt at sætte mig ved et lille bord med delikate mundrette bidder af mad, og performeren hvisker mig derefter i øret, at jeg nu er en ræv, og at det blandt andet betyder, at jeg kan komme og gå, som jeg vil, at jeg er snu, og at jeg kan se ånder. Derefter bliver jeg bedt om at tage en af de mange små sedler, som hænger på en tørresnor, hvor en instruks er skrevet, alt imens at omkring 10-15 andre går i gang med at tilberede mad, anrette den og bevæge sig rundt på pladsen, udøvende andre instrukser end min. Også her ender det med, at jeg tager plads på et stort gulvtæppe og lader børnene udfolde deres relation til performancen, og det er tydeligt, at de elsker at være med og ser det som en leg, der er nem og forståelig for dem at deltage i.
Jeg nyder at sidde og opleve mit eget ansigt mod rævemaskens inderside, og jeg mærker, hvordan jeg på en og samme tid er til stede i den verden, som jeg kender, men samtidig er i et parallelt, performativt univers, hvor empati er bærende. En performer fra Gylleboverket kommer nær mig og bevæger sin krop og mimik som en ræv, stirrer på mig, samtidig med at han er frygtsom og undersøgende. Jeg sidder længe og er til stede inde i værket. De noter skrevet af Gylleboverket, som jeg kan følge, er blandt andet ”du er en ræv som elsker skønhed, begynd at anrette alle fadene” – men ingen fade er ledige, og når jeg kigger igennem de andre sedler er det svært at finde en, som jeg rent faktisk kan udføre. Dette gør dog ikke så meget, og ingen lader til at være forstyrret af den her lille ræv, som blot sad og var i den mere-end-menneskelige energi.
Den næste performance jeg ser, er Barely There af Denise Lim & Stina Ehm, men hvor det kun er Denise Lim, som performer denne gang. Lim starter med at spørge om alle er komfortable og fortæller, at det er et work in process værk, som vi skal til at se. Soundtracket er genkendelige popnumre, sunget som covernumre på japansk og italiensk samt et instrumental Dua Lipa nummer. Netop denne lette forflytning pegede præcist ind i hele performancen: Jeg genkendte numrene, men sad og ledte efter, hvilke de præcis var; den dér følelse af at sidde og begynde at nynne med indeni sig selv, men ikke kunne finde frem til det man selv kender, fordi der simultant foregår en anden version imens, og som gør at grænserne mellem det gamle og det nye forflyttes, hvorved hierarkier destabiliseres.
Lim startede med at optegne en usynlig struktur, som var mellem hende og publikum; en form for mur eller objekter, som hun beskrev med hænderne. Det var meditativt og fint, og dejligt at få lov at skifte til at være iagttager igen som kontrast til foregående performance. Imens Lim performede, bevægede enkelte børn og beboere fra Tårnbyparken sig over græsplænen bag hende, hvilket skabte en kontrast, som pegede ind i noget essentielt omkring festivalen – at den befinder sig i et beboerområde, og at det er os, der er gæsterne, og at livet fortsætter både midt i og omkring kunsten i den her setting – det ekkokammer, som kunsten ofte kan befinde sig i, føles her mindre tydeligt. Mixet af kontemporær dans og en voksen mand i joggingtøj, der kørte afsted på sit elektriske løbehjul, var komisk og gjorde kun værket stærkere.
Lims koreografi havde mange lag i sig. Der lå stofstykker på jorden, som til tider blev løftet op og brugt som rekvisitter til at formulere både hendes egen krop samt det omkringværende. Der var små hjemmelavede kasser med hverdagsobjekter tegnet udenpå, som både tjente som små rumopdelere og beholdere for stofstykkerne. Disse fysiske objekters tilstedeværelse og brugen af dem havde jeg svært ved at se, hvordan tjente koreografien og performancen. Til gengæld er der meget at gå på opdagelse i, når det kommer til Lims bevægelser i mødet med usynlige strukturer, som omgiver hende. Stærkest er dette, når hun laver bevægelser, hvor hun hårdt skubber selve himlen fra sig. Det peger værket i retning af noget lige dele uhåndgribeligt og muligt, der lever som en form for magisk tænkning.
Festivalen fortsætter indenfor i beboerhusets store sal, hvor Sara Hammings TABT TITEL vises. Vi ledes ind samlet som gruppe, og Hamming står klædt i hvidt med en mikrofon tapet fast på kinden. Hun har et blik som på en og samme tid virker vredt, sårbart, hårdt og trist. Det er et blik, som er ubehageligt at møde, og jeg kan høre hendes vejrtrækning gennem mikrofonen – den er urolig og anstrengt. Vi bliver bedt om at tage opstilling i en cirkel omkring Hamming og herefter starter en performativ koreografi, hvor Hamming tager udgangspunkt i en tyk bog med samme titel som performancen.
Hun fortæller, at dette er hendes research, og at den omhandler affald og kompost. Gentagelser samt udvidelser af performancen gør, at det er en performance som aldrig lader deltageren hvile. En gentagelse som er særlig central er, at Hamming mange gange beder os se på hende, mens hun leder i bogen efter, hvad hun skal sige/læse/bruge. Det er som om, hun beder om en ekstrem nærværelse, og at hun ikke vil godtage mindre end det. Og måske er dette netop essentielt i forhold til, at hun gerne vil pege os ind på noget, som for langt de fleste er overset: skrald og affald, dets kompostering og dermed bevægelse i verden. Hun vil have os alle til at være til stede både i performancen, men også i vores hverdag. Hendes brug af bog og kropsliggjort tekst, er spændende – at tænke over hvordan en bog, ord og sætninger er kompost, og hvordan det både er dødt og levende på samme tid, er tankerækker, som hænger sammen med, hvordan hun også beder publikum gentage særligt stærke ord eller sætninger.
Det virker som TABT TITEL gerne vil gøre op med forældede tankestrukturer, der omhandler vækstparadigmer og dermed kapitalisme, hvilket er spændende og prisværdigt. Det ærgrer mig dog, at Hamming vælger at fremstå hård og ikke mindst provokerende, da dette er troper indenfor performance, som jeg synes er svære at argumentere for i dag. Den provokerende gestik bliver ofte en forsimpling og næsten et billigt kneb til at blive set og hørt. Og mange greb bruges i TABT TITEL – stiletter fyldes med cheesecake, som Hamming så forsøger at gå i, hvorefter den ene stilet kastes hårdt bort og gangen derfra er endnu mere besværet. Vi bliver alle bedt om at rykke lidt hår ud af vores hovedbund for at give det til hende – dette bruges senere som rekvisit til at tørre den cheesecake som hun har smurt ud over sin hals, af sig.
I en tid hvor konsensus og magt langt om længe er kommet til debat i højere grad end nogensinde før, undrer det mig at træde ind i en performance, som overtræder mine personlige grænser: Jeg havde fx ikke lyst til at rykke en tot hår ud af mit hoved, men hele setuppet gjorde det umuligt at sige nej, hvilket ingen heller gjorde. Vreden og ubehaget er vigtigt og interessant at diskutere som værktøjer og som feministiske strategier, men i TABT TITEL blev jeg tabt i forsøget på intensitet, som ikke blev gestaltet hensigtsmæssigt.
Jeg fortsætter til TRUE STORY af Jonathan Bonnici og Satya Bhabha. En stor cirkel af stole er opstillet, og man starter med at skrive sit navn på en tavle. Derefter synger Bonnici og Bhabha en sang, som kalder på ritualisering, hvor hvert enkelt navn fra gruppen synges ud – dette er også en performance, hvor deltageren ikke blot er betragter, men i stedet en deltager. En time lang historiefortælling begynder at tage form, hvor Bonnici og Bhabha skiftes til at skabe en flydende narration, som bevæger sig mellem utallige scenarier såsom et skib, fyldt med en besætning, der trækker tankerne tilbage til fortiden, en croquis session eller et lokale fyldt med kulturarbejdere, hvor en genstridig redaktør ønsker at digitalisere det magasin, de arbejder på.
De evigt udviklende historier, som fletter sig ind og ud af alle mulige og umulige scenarier i TRUE STORY placerer beskueren i en fortælling, som på en og samme tid er porøs og stærk. Alle scenarier som opstilles knyttes an til de enkelte personer, der sidder i rundkredsen, Bonnici og Bhabha udvælger med deres opmærksomhed og blik den næste, som bliver givet en karakter, hvormed værket kommer til at handle om en sammenfletning af fortæller og publikum, fiktion og biografi.
De to performere Jonathan Bonnici og Satya Bhabha mødte hinanden, da de spillede brødre i Holy Warriors i London. Det er tydeligt at mærke, at dette er nogle personer, som er hjemmevante i at fortælle en anden historie end deres egen, at de både kan fremføre indøvet tekst samt improvisere. Humor er vigtigt og næsten konstant – nydelsen ved at opleve og bruge sin forestillingsevne er central.
Det er en imponerende dans mellem performance og teater, der udføres for øjnene af os. Hvis der fx peges op på væggen, mens det beskrives, at der hænger en sol dér, som skinner på en helt bestemt fantastisk måde, så drejer mange i cirklen sig og kigger – velvidende at det er et indre billede, som de to performere frembringer. For mig kaldte dette værk på den samme tankegang, som findes i sci-fi, hvor virkeligheden forstørres og knyttes til det allerede eksisterende. Men hvor sci-fi også oftest har en indbygget kritik og en lyst til at omstyrte hierarkier, savner jeg, at TRUE STORY turde også at bringe de historier frem, som ikke kun er latterfremkaldende. På et tidspunkt spørger Bonnici “Why does everything has to be so serious?!”, og dermed er det tydeligt, at det latterfremkaldende er et valg, som de står stejlt på i denne performance. Det er en leg, vi er en del af, og det mest vidunderlige var, at jeg sad og kiggede rundt på gruppen, som til denne performance bestod udelukkende af voksne, og jeg syntes, at vi alle lignede børn, der legede.
Festivalen afsluttes for mit vedkommende med Proletar Teaters sidste del af førnævnte performance Vi arbejder hjemmefra i dag. De tre performere får lov til at forlade deres lille område, hvor de har været afskærmet fra hinanden, og de skal nu lave et lille teaterstykke, som de har planlagt i løbet af de 80 timer igennem kommunikationsformer, de selv har måtte finde frem til. Både børn og voksne sætter sig tæt sammen, og de tre performere fremfører en fortælling, som tager fat i grundideen: naboskab. De åbner tankerne op på en vedkommende og hjertevarmende måde, hvor stykket får italesat åbenhed, venlighed og empati som følelsesregistre, vi alle kan vælge at træde ind i og dermed være til stede med hinanden på en åbnende måde.
Tårnby Park Performance Festival står tilbage for mig som en mulighed for at undslippe det ekkokammer, som Københavns kunstscene kan føles som. Jeg snakkede med en ven i går, som også er performancekunstner, og vi talte om ”doven kuratering”, hvor det netop er de sædvanlige mistænkte, der optræder igen og igen både på de større institutioner, men også på artist-runned steder. Det var en velsignelse at opleve en kuratering, som havde taget aktiv stilling, og som turde at stille sig udenfor status quo. Jeg håber, at endnu flere fra København cykler ud til Tårnby næste sommer, samt at Tårnby Park Performance Festival formidler festivalen bedre, så endnu flere opdager, at det er muligt at tage del i dette engagerende rum.