I totalinstallationen, TERRA UMBRAE, i Dansehallerne, undersøger I-IR, hvordan vores omgivelser registreres i kroppen som ekkoer af landskaber og bevægelser. Koreografi, lyd, lys og scenografi skaber kollektive forbindelser og en åben tilstand, hvor væren virker vidstrakt og samtidig peger mod katastrofen.
Først opdager man slet ikke, at de bevæger sig. De står helt stille, de ni performere/dansere i TERRA UMBRAE af I-IR i Dansehallerne. De står sammen næsten som en fælles organisme, for de er alle klædt i tøj af lag på lag i forskellige farver, materialer og mønstre. Farverne er halvdæmpede, men de er heller ikke helt neutrale. Deres ansigter er også dækkede af stoffer, og én har håret hængende ned over øjnene, munden og næsen. En anden af dem gemmer sig også inde i et stort kludetæppe, som senere transformerer sig og bliver slæbt rundt gennem hele forestillingen. De ligner noget mellem mennesker, dyr og planter eller landskaber. Men så bemærker jeg, at en af dem flytter en arm, en albue og så et ben måske? Eller er det bare noget, jeg bilder mig ind? Et fatamorgana?
Men så bliver jeg sikker i min sag, da en anden performer gentager de mikroskopiske bevægelser; rykker på en underarm, et knæ eller et hoved. Lidt efter lidt begynder alle ni performere at bevæge sig glidende, langsomt slæbende og blødt, måske lidt som græsser i vind eller vandstrømme, voksende plantevækst, lyng fx. Det virker som om en af dem, hver gang de skifter retning, rækker sin arm eller en hånd lidt frem eller til siden og så sætter kursen.
De er nomadiske, i bevægelse, som et kredsløb. Eller et økosystem. Hele scenerummet bliver også brugt og på et tidspunkt fyldt op af kroppene i først organiske, vildtvoksende og levende bevægelsesmønstre, og vi må flytte os rundt og vende og dreje os, men får alligevel intentionelt ikke det hele med. Så et særlig rum eller en tilstand også opstår i publikum, ikke bare af af at se på danserne, men vi er med dem som et åndedræt, som væren, er med til at skabe værket i dets gentagelser, forskydninger og puls.
I-IR (Institute of Interconnected Realities) arbejder netop også med en decentraliseret koreografi uden hierarki, så flere bevægelser og fokusområder kan sameksistere, ligesom i naturen. De arbejder heller ikke med en fast dramaturgi men med at skabe en åben tilstand sammen med publikum. Et arbejde, som i TERRA UMBRAE, virker sanseligt konsekvent og derfor positivt, meget tydelig på mig. Sanserne fremfor teorien.
Scenografien i salen i Dansehallerne er udgjort af, hvad der kunne ligne fiskenet i okkerfarvede eller gammelrosa nuancer. De giver en æterisk, svævende stemning, mimer måske natur, men peger også på, at de ’bare’ er fiskenet. Performerne bevæger sig også under nettene, som nogle steder hænger forholdsvist lavt. Samtidig bevæger de sig rundt imellem de små ’øer’ af puder fyldt med leca-kugler, som vi, publikum sidder på, og som rasler lidt hver gang, vi bevæger os, og på den måde er med til at skabe det også decentraliserede lyd-design sammen med den seje komponist og lydkunstner, Santi Rzr. placeret midt i salen med sin mixer og mikrofoner. Først frembringer han knitrende og hakkende små lyde, men senere inkorporeres også stemmer, dyreskrig og større voldsomme, undergangsstemte klangflader. Det sker, da lyset af David Nicolás Abad også ændrer sig, bliver faretruende mørkerødt, og dansernes bevægelser bliver hektiske og mere rykkende, og det virker som om stammefolket nærmest falder fra hinanden. Opløses. Noget er galt. De organisk slæbende og voksende bevægelsesmønstre, kredsløbsrum, er truede. Performerne står rystende tilbage. Og jeg får selvfølgelig associationer til klima- og biodiversitetskriserne.
TERRA UMBRAE af I-IR i Dansehallerne.er en åbent, sanselig og vildtvoksende udforskning, hvor publikum kollektivt er med til at skabe forbindelser og undersøge. Kroppene er landskaber, og landskaberne er kroppe. Vi mærker fysisk, vi er forbundne.
TERRA UMBRAE
Dansehallerne d. 6.-10. maj 2026.
Koreografi: Ida-Elisabeth Larsen & Marie-Louise Stentebjerg.
Performere: Jonathan Bonnici, Sara Gebran, Þórunn Guðmundsdóttir, Kitt Johnson, Ida-Elisabeth Larsen, Sarah Ann Lee, Olivia Rivière, Marie-Louise Stentebjerg and Max Wallmeier.
Scenografi: Bendixen & Baruel.
Kostumer: Maria Ipsen.
Lyd: Santi Rzr.
Lysdesign: David Nicolás Abad.
Dramaturgi: Jonas Schnor.
Producent: Carlos Calvo.
Grafisk design: Samuel Moore.
Video og foto: Anders Malmberg.
Produktion: Institute of Interconnected Realities i co-produktion med Dansehallerne.