I Viktoria Wendel Skousens serie Colleagues portrætterer hun mænd i sårbare situationer. Bastard har mødt billedkunstneren til en samtale om forholdet mellem fotograf og model, om at gøre feminisme fremfor at tale om den og den komplekse og interessante dynamik, der kan opstå mellem køn.
Bikubenfonden inviterede med udgangspunkt i det tværmediale kunstprojekt The Female Gaze af ALIAS Teaterproduktion i november til Salon VISION i Skuespilhusets foyer. Kunstprojektet belyser gennem dramatik, fotografi, installation, lyd og dans kvinder gennem kvinders egne selvbilleder. Til salonen var sammensat et panel af skuespiller og co-leder af ALIAS teaterproduktion, Line Bie Rosenstjerne, leder af ARIEL platform og interface for Feminisme i det Æstetiske, Nina Wöhlk, den sydafrikanske billedkunstner, der bruger objekter fra skønhedsindustrien i sine kunstobjekter, Frances Goodman og den danske billedkunstner Viktotia Wendel Skousen. Moderator for salonen var kunstredaktør på Dagbladet Information Maria Kjær Themsen.
Bikubenfonden har lige offentliggjort en podcast fra salonen, som man kan lytte til her.
Som man hører, forklarer Viktoria Wendel Skousen, at hun i modsætning til de andre paneldeltagere ikke er interesseret i kvindekroppen som objekt for sin kunst. Hun er ikke som mange andre kvindelige kunstnere, der arbejder feministisk, optaget af at se på sin egen krop og eget køn. Hendes værker er derimod måske mere et udtryk for et dialogisk, lyttende blik, hvor den kvindelige kunstner naturligt er protagonist.
På salonen talte paneldeltagerne om, at the female gaze bl.a. indebærer et dobbeltblik kvinden har på sig selv. Hun ser sig selv ude fra, i det hun i kunsthistorien og det patriarkalske, kapitalistiske samfund igennem århundreder er vant til at blive gjort til objekt. Så mit første spørgsmål til Viktoria Wendel Skousen bliver, hvorfor hun ikke vil problematisere dette dobbelte blik?
Billedkunstnere skaber ting fysisk i verden i modsætning til at skabe tekst og musik. For mig er det at skabe fysiske kunstværker at lave små handlinger. Det er en ageren ude i verden. Der har været meget fokus på, at kvinder skal se på dem selv. Det er vigtigt selvfølgelig, og det er netop i kraft af, at kvinder i 60erne og 70erne har gjort det, at jeg kan have den privilegerede position, jeg har nu. Jeg er billedkunstner, ikke en kvindelig billedkunstner. Jeg stiller spørgsmål til, om ikke man bliver ved med at tænke det samme om kvinder, hvis man fortsætter med at bruge det samme sprog om kvinder. Jeg behøver ikke gå tilbage og se på mig selv hele tiden.
Du inviterer i dine værker i udstillingen Colleagues beskueren til at se dit blik på mænd. Hvad er det for et blik? Hvad er det for et female gaze?
Udstillingen er et af flere udtryk for mit gaze. Udgangspunktet har været at vælge at lave sårbare og venlige portrætter af mænd. Måske mere inde fra manden, men med et heteroseksuelt kvindeblik, for det manglede, syntes jeg. Det er også et blik, der forsøger at respektere mandekroppen og se poesien i den. Man glemmer ofte forhandlingen mellem fotograf og model i alle de fotografier, vi er vant til at se i vores billedkultur. I portrætterne i Colleagues kan man se, at subjekt og objekt har indgået en aftale. Der er etableret en tillid fra begge sider. Og alle modellerne er selv skabende kunstnere og altså subjekter. Samtidigt er titlerne på værkerne kunstnernes navne. De har vist en tillid til min professionalisme ved at indgå et samarbejde, mens jeg har en tillid til dem som modeller. Jeg har instrueret dem, men det har været et samarbejde, og derfor handler værkerne også om relationer. Det har taget 6 år, at producere værkerne, fordi det tager lang tid at etablere venskaber og tillid, ligesom det gør i alle mulige andre kollegiale sammenhænge.
Man kunne indvende, som det skete på salonen, at Colleagues bare vender situationen om og lader kvinden gøre manden til objekt. Kan man undgå at tingsliggøre, kan man undslippe kunsthistorien?
Det kan man ikke, mener jeg, og skal man heller ikke. Det er udfordrende, for det er en lang historie, og den kunst, der gør op med den, er ung.
Vi tænker oftest om fotografi, at det er politisk, hvis det afbilleder en person med et køn fremfor at repræsentere fx en sten. Fotografi bliver hurtigt til et redskab til at fortælle alle mulige andre historier. Det er ikke, fordi jeg vil undvige, at Colleagues handler om køn. Udstillingen handler om magt, og om hvem, der har magten til blikket. Men udstillingen handler netop ikke om bare at vende blikket om og tingsliggøre manden. Jeg er som sagt mere interesseret i relationer, og det handler ikke om en sort/hvid opstilling af magtstukturer, men om et samarbejde. Det er derudover en æstetisk undersøgelse. Modellerne er valgt ud fra en subjektiv æstetik, men det er ikke et blik, hvor min krop indgår i en forhandling for samarbejdet, et forhold fx, men derfor kan det stadig være et begærende blik, der kommer fra mig. Et begær efter en bestemt æstetik. Det erotiske og de dynamikker mellem kønnene er med til at gøre livet spændende, og de dynamikker kan man sagtens have samtidig med en respekt. Man kan godt objektgøre og have respekt, hvis man interesserer sig nok for personen.
Nina Wöhlk talte på salonen om det lyttende blik, altså et blik med en åbenhed for dialog med omverdenen. Kan man kalde dit blik i Colleagues for et lyttende blik?
Ja, det vil jeg mene.
Er det for dig emanciperende og empowering at portrættere mænd, landskaber og omverdenen fremfor at beskæftige sig med kvindekroppen?
Friheden ligger i at kigge ud i verden og være en del af den. Friheden ligger i at være protagonisten, sådan som jeg ser mine mandlige kunstnerkolleger er. Pointen i Colleagues er, at den kvindelige kunstner er protagonisten. Jeg er selvfølgelig indskrevet i de patriarkalske strukturer. Det handler om tid og penge. Jo flere penge du har, jo mere tid har du til at lave kunst. Det handler derfor om at få flere kvinder op i hierarkierne. Det er et strukturelt problem. Før i tiden og i vores tid har kvindelige kunstnere også været en del af kunstnergrupperne, og de har været respekteret dér fagligt. Det er samfundets strukturer, der skal ændres. Så jeg overvejer, hvad jeg vil reproducere. Jeg er født i 1987, og derfor er det naturligt for mig at være protagonisten og gøre feminisme som i udstillingen Colleagues fremfor at tale om den. Værket handler om, at den kvindelige kunstner er hovedpersonen, ligeså naturligt som den mandlige kunstner er det”.
