Thierry Geofroy/Colonel
Aktions- og billedkunstner, der i sin praksis arbejder med forskellige kunstneriske formater som fx ‘emergency room’ og ‘critical run’, der italesætter, diskuterer og engagerer i samfundets kriser, dvs. i sociale og politiske spørgsmål samt klimakrisen, ikke for at illustrere dem, men for at afværge dem.
Vil du fortælle om din vandring, som skal indlede Wa(l)king Copenhagen? Trevor Davies fortalte mig, du har bedt specifikt om at lave din vandring d. 1 maj, hvorfor?
Ja, jeg bad om at kunne lave min vandring til Wa(l)king Copenhagen d. 1. maj, fordi det er et symbol på forsamling, ikke altid som en protest, men d. 1. maj er demokratiets dag, hvor masserne kan samles, og der er taler osv. Men med denne lockdown ser man det modsatte. Så min vandring er fokuseret på, hvordan vi kan være kritiske og protestere, når vi er isolerede. Jeg har for nylig sat emergency art telte op ved Københavns Rådhus, hvor jeg også var interesseret i dette spørgsmål. Vi kan under denne lockdown selvfølgelig kommunikere via sociale medier, men de er kontrollerede. I Frankrig har der været mange protester det sidste 1 ½ år, men med isolationen som følge af covid-19, lukkede protesterne ned. Så min vandring kommer til at handle om tomhed, om det, der ikke sker. Vi starter ved Fælledparken ved en statue af en mor, der holder om sit barn, og i nærheden er et skilt med restriktioner og henvisninger til social afstand. Senere går vi nok til midten af Fælledparken, det er ikke helt planlagt, jeg vil gå efter mit instinkt à la en fransk flanør, så der er ikke en bestemt rute. Men Rigshospitalet og de hvide telte i Fælledparken, hvor man kan blive testet for corona bliver også en ramme og en del af vandringen.
Hvordan mener du, at kunsten kan reflektere over den nuværende lockdown og coronakrisen?
Det kommer an på, hvordan man anskuer kunst: om man tænker kunst som en illustration af kriser, eller om kunsten kan forhindre kriserne, inden de sker. Hvis man tænker det sidste har kunsten en potentiel løsning. Selvom det nu er blevet en trend og et spektakel. Jeg spurgte allerede før covid-19 krisen, da Tyrkiet åbnede sine grænser for flygtninge, og Europa lukkede deres grænser ned, om virus har en nationalitet? Så hvis kunsten kan bringe historierne i medierne inden kriserne i stedet for at illustrere dem efter, så kan kunsten reflektere over samfundet og dets kriser.
Hvilken indvirkning mener du den nuværende lockdown, hvor vi primært oplever kunsten digitalt, har på kunsten?
Jeg ved ikke om, der er så mange former, der er mest en masse live streaming af folk i deres dagligstuer. Men jeg mener kunsten kan tilpasse sig og adaptere digitale former, for kvaliteten af kunsten handler ikke nødvendigvis om tekstur, det gør det nogen gange, men oftest ikke. Jeg har forsøgt at flytte mine kunstneriske formater til live streaming. Jeg har lavet critical run som live streaming, så man må selvfølgelig ikke lave fejl, når det foregår live, men det gik godt. Jeg løb og diskuterede sammen med direktøren for Villa Stuck i München, og mens vi løb, var der mange spørgsmål fra publikum. Vi har også lavet emergency room på Instagram. Hvor kunstneren Sophie Hjerl viste et værk, hun havde lavet om situationen, hvor de mindste børn måtte komme i skole igen. Hun var nervøs og ville gerne diskutere det.
Så jeg mener ikke, der er noget, der skal stoppe en kunstner fra at udtale sig. Det er muligt. Vi er her endnu, vi er ikke døde (griner).
Hvad tror du, der vil ske efter denne lockdown? Tror du samfundet vil tage ved lære? Hvad vil du ønske samfundet vil lære af covid-19 krisen?
Det er et interessant spørgsmål. Personligt er jeg ikke optimistisk, men det er vigtigt at dette øjeblik ikke bliver stjålet fra os. Vi skal tage dette øjeblik nu, og vi kunne løse klimakrisen nu, hvor vi allerede oplever de højeste temperaturer nogensinde, så vi igen kan forberede os på mange brande, og nu hvor Arktis smelter, som aldrig før. Magthavere kan hurtigt stjæle øjeblikket og bruge pandemien til noget, der tjener deres egen agenda. Så det er vigtigt, at denne lockdown bliver brugt til noget positivt. Og derfor er det også så vigtigt, at kunsten er on time og ikke efter. Det er en kvalitet i kunsten at være før sin tid.
http://www.emergencyrooms.org/formats.html
Lillibeth Cuenca Rasmussen
Hendes praksis tager udgangspunkt i performancekunst, hvorudfra hun også har arbejdet med andre materialer og medier såsom video, fotografi, skulptur og installationer. Cuencas produktion involverer kroppen, tekster, sange, komponeret musik såvel som visuelle elementer som fx kostumer brugt som scenedesign. Hendes værker adresserer temaer om identitet, kultur, religion, køn og sociale relationer.
Vil du fortælle lidt om din vandring til Wa(l)king Copenhagen d. 7. maj ? Hvor, hvorfor og hvordan?
Tre nøgleord for mit koncept er:
Slippe kontrol
Imødekommenhed overfor at sanse og det fremmede
Kommunikere med det offentlige rum
Jeg kalder mit koncept for mit indre kompas. Det går ud på at fare vild. Og det er ikke særlig svært, for det gør jeg ofte selv med GPS. Men jeg har aldrig prøvet at fare vild i 12 timer. Det bliver uanset hvad, der sker en interessant rejse.
Overordnet handler det om at slippe kontrol og tid: at hengive mig til nuet, og skærpe mine sanser og instinkter i forhold til det sted, hvor jeg befinder mig. Præcis hvad Wa(l)king Copenhagen går ud på.
Mit projekt handler også om at kommunikere (på ny) i det offentlige rum, som i disse tider er kompliceret. Før jeg fik en smartphone, fandt jeg vej uden gps og spurgte altid en masse mennesker om vej. Den kommunikation opstår sjældent nu. Og det er den vej jeg helt bogstaveligt vil gå med mit projekt: at spørge folk om vej og lade dem om og påvirke min rute.
Dvs jeg ved ikke, hvor jeg ender. Det er styret af ‘publikum’, jeg møder, som tør at interagere med mig. Under vandringen vil jeg skabe små interimistiske stedsspecifikke installationer og spor på min vej…
På vandringen gen-bruger jeg to rekvsitter fra andre projekter. Da jeg synes, det er en oplagt kontekst at udfolde dem videre i.
- Nomadekappe fra: Tow with the flow et samarbejde med Art 2030. Kappen er co-designet af @ sur le chemin.
- Vandrestav fra: Homage a Cadere: et samarbejde med Mads Nørgaard, Claus Due og Fos, som har lavet stokken.
Nomadekappen er multi-funktionel, fyldt med lommer, den kan transformere sig til fx. et tæppe, en rygsæk, sovepose mm. i forhold til forskellige behov undervejs. Vandrestokken er med til at afspejle de omgivelser, jeg kommer til at være i.
Hvordan mener du kunsten, at kan reflektere over den nuværende lockdown situation og covid-19 krise?
Jeg tror, vi alle uanset, hvad vi laver, uundgåeligt reflekterer over det. Hvordan var vores liv før, og nu, og hvordan vil det være fremover.
Begrænsninger kan skabe nye retninger i den grad også for kunsten. Hvordan vil tiden vise.
Hvad mener du denne krise har af effekt på kunsten? Man oplever primært kunsten digitalt, hvad betyder det fx for vores kropsopfattelse, oplevelse?
Vi kommer til at rejse mindre de næste par år, er der noget, der tyder på. (Performance)kunst bliver sandsynligvis mere lokal og anderledes, da det at være tæt på ikke er mulig.
Det er derfor, jeg synes, at konceptet for Wa(l)king Cph er spot on. Det overholder restriktioner, men faktisk giver det kunstnere en mulighed for at skabe noget fysisk. Jeg glæder mig! Det bliver naturligvis stadig digitalt for publikum, men de ville alligevel nok ikke gå med i 12 timer. Jeg tror, at man som beskuer vil kunne følge godt med og sætte sig ind i kunstnerens sted ved at følge med digitalt og på afstand.
Hvad tror du, der vil ske efter krisen? Vil samfundet lære af krisen? Hvad ønsker du samfundet vil lære?
Krisen kommer til at ændre en del ting de kommende år. Uanset krise eller ej, så skulle vi jo ændre en masse dårlige vaner. Desværre skal der en krise til, før vi forandrer ting. Det er en klassiker.
Hmm jeg kalder Corona krisen = Corona aka Greta Thunberg. Ironisk nok. Pludselig hører vi slet ikke fra Greta Thunberg. Nogle af klimakrisens løsninger har coronakrisen ufrivilligt løst. Men pga. den økonomiske verdenskrise, tror jeg desværre kun, det er indtil krisen er overstået, at vi vil opføre os anderledes. Mennesket er jo drevet af sit ego, magt, begær og kapital. Vi er enten kapitalister eller en slave af den.
Hvad jeg ønsker efter krisen er ganske banalt: at der bliver skabt en nogenlunde balance mellem mennesker og naturens ressourser.
Krisen afspejler vores skam, overforbrug og stress. Straffen er, at vi skal holde afstand fra hinanden.
Hvis jeg var religiøs, ville jeg sige, det er guds straf for vores grådighed! Men på den anden side. Har de sidste 6 uger givet mig mere ro, end jeg har haft i årevis. Arbejdet er ikke mindre, det foregår bare digitalt.
Men isolationen har givet fokus på det nære, og jeg har fået mere ro til at gå i dybden med ting. Jeg har læst bøger igen!
Men jeg kan også mærke, at jeg er blevet dårligere til at multitaske. Orker det ikke!
https://www.lilibethcuenca.com/
Gry Worre Hallberg/Sisters Hope
Hun arbejder i et krydsfelt mellem performancekunst, kuratering, aktivisme og forskning. Hun arbejder for nuværende på en praksisbaseret PhD ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab med udgangspunkt i to projekter, som hun er medskaber og kunstnerisk leder af: Dome of Visions (2012-) og Sisters Hope (2012-).
Vil du fortælle lidt om din vandring til Wa(l)king Copenhagen d. 2. maj? Hvor, hvorfor og hvordan?
Jeg blev meget glad for at modtage invitationen, som jeg oplevede som en åbning i en tid, hvor meget andet lukker ned. Ikke bare en åbning. En healing. I forlængelse heraf tillader jeg mig at gå ind i vandringen som en ’reperativ’ mulighed, hvor min krop får et refleksionsrum at nedsynke i, som strækker sig over tid og rum. Jeg har tre børn, og derfor er den dybere singulære langstrakte tid eksklusiv. De sprækker jeg har haft siden samfundsnedlukningen har i høj grad også handlet om ’krise-håndtering’ ifht. de indstrømmende aflysninger.
Samtidig søger mit sind hele tiden i retningen af krisen som en mulighed. Som jeg har formuleret det: I immerse in the emerging solidarity. It is beautiful. The empathetic caretaking of those threatened – Beautiful community. I engage in awe as communal life-giving actions are taken. Can we expand this nurturing solidarity and concern to those further away – To the continuous victims of war, hunger, poverty and climate crisis, who might in addition end up suffering the most from the current situation, if we are not conscious about the interconnected totality of this planet?
Can we take this chance to build a new world instead of just repairing the one falling apart? What was before was and is a crisis, and isn’t this our chance to move beyond economic rationality into a healthier societal paradigm…?
I fear the fear the most. I fear the fear for interconnections the most. It is this fear that causes nationalism, racism and the desire to return to what was – A world governed by an unhealthy economic paradigm and planetary disaster.
As Naomi Klein reminds us: “If there’s one thing history teaches us, it’s that moments of shock are profoundly volatile: We either lose a whole lot of ground – or we win progressive victories that seemed impossible just a few weeks earlier. This is NO time to lose our nerve.”
Dette hænger I høj grad også sammen med den ’sanselige aktivisme’ der er grundlaget for min praksis. Jeg formulerede Sensuous Society Manifesto i 2008 som respons på den finansielle krise og den vedvarende økologiske krise.
Lige nu er jeg forsat helt nedsunket i den nuværende krise, og vandringen fungerer derfor også som en art fordybelse af en mulig respons på den nuværende situation. Jeg tillader mig selv at være i dette ikke-rum eller mellemrum. At synke dybere ned. Fornemme stærkere. Før jeg responderer yderligere. Men spørgsmålene ovenfor er af stor betydning for mig og fylder meget, og de vil være med mig i den absorption af verden, som vandringen tilbyder et ’tid-rum’ for.
Undervejs vil jeg møde performere fra Sisters Hope, som har forberedt reperative ritualer, jeg ikke kender på forhånd, men som jeg inviteres ind i, i mit møde med dem i byens rum. Det er disse møder, der online streames. Mine møder vil være med Her Porcelain Spirit (Christin Johanson), Ekko (Oline Brønd), and The Link (Nana Senderovitz).
Hvordan mener du, kunsten kan reflektere over den nuværende lockdown og covid-19 krise?
På et infrastrukturelt plan har krisen også reflekteret kunsten. Fx skrev jeg dette som kommentar på Joy Mogensens facebook-opslag om kunstens og kulturens rolle i krisetider 26.3, hvor hjælpepakkerne til kunsten endnu ikke var kommet på plads: ”Er det ikke også relevant at fremhæve, at det ofte er fra kunsten, at vi kan finde visioner for helt nye måder at organisere os på, som post-krisen vil kalde på – Hvilket vel er en af de ting, der gør kulturen og kunsten særlig relevant også i krise tider? Altså det er ikke flødeskum, men en vigtig substantiel del af samfundet som gennem alt for lang tid har været overset som netop det – Noget vigtigt og substantielt. Og samtidig arbejder de fleste kunstnere under prekære ubeskyttede forhold, hvilket bliver meget synligt nu også i denne krise, og hvis vi som samfund, ønsker at beskytte hele vejen rundt, så er der et særligt behov her – både for kortsigtet håndtering af konsekvenserne for netop denne, på sin måde udsatte, gruppe, og på den længere bane er dette strukturelle problem blevet meget synligt nu, hvilket kunne give anledning til en konstruktiv gentænkning…”. Kriser kan også være en proces, hvor det ’usynlige bliver synligt,’ og hvor vi dermed får mulighed for at ændre nogle problematiske infrastrukturer.
Responsen ovenfor peger i øvrigt i første omgang også på, at kunsten kan være det sted, hvorfra vi kan finde visioner for helt nye måder at være og samvære i verden på, hvilket der jo i høj grad i forvejen er brug for i vores tid. Kunsten opererer fx fra et sanseligt og poetiske niveau, der stimulerer en dyb fornemmelse af forbundenhed, og denne fornemmelse af forbundenhed tror jeg er virkelig vigtig for mennesker at erkende, og det er netop denne fornemmelse, som denne krise, hvor vi må holde afstand, kan være med til at kompromittere yderligere, hvis ikke vi er bevidst om forbundenhedens dybe betydning, og anvender den sprække i ’tid-rum’, som krisen er, til at styrke denne fornemmelse på trods af afstand.
Hvad mener du denne krise har af effekt på kunsten? Man oplever primært kunsten digitalt, hvad betyder det fx for vores kropsopfattelse, oplevelse?
At kunsten stimulerer vores fornemmelse af forbundenhed både med os selv, hinanden, og med hele det omgivende miljø (jf. Guattari’s tre økologier) oplever jeg som utrolig vigtigt ikke mindst ifht. den presserende økologiske krise. Jeg udforsker derfor selv aktivt, hvordan det sanselige kan være med til at stimulere en mere bæredygtig verden. Denne sanselighed kan udfoldes virtuelt qua poetiske møder eller vidnebyrd på udfoldet poesi, men taktiliteten er også vigtig – Jf. den voksende ’hudsult’ som flere oplever. I forvejen var den sanselige og poetiske tilgang til verden underprioriteret i det økonomisk-rationalt paradigme vi har levet/lever i, og jeg oplever det som vigtigt at fastholde dette værens og samværsmodi’s betydning på trods af afstand.
Hvad tror du, der vil ske efter krisen? Vil samfundet lære af krisen? Hvad ønsker du samfundet vil lære?
Her vil jeg gerne vende tilbage til Naomi Klein citatet, som peger på krisens mulighed: “If there’s one thing history teaches us, it’s that moments of shock are profoundly volatile: We either lose a whole lot of ground – or we win progressive victories that seemed impossible just a few weeks earlier. This is NO time to lose our nerve.”
Endvidere siger Milton Friedman: “Only a crisis – actual or perceived – produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.” – Det er altså ikke kun en mulighed, men også et ansvar at artikulere vores idéer og udsige dem i verden lige nu. Krisen har på en måde pløjet og gødet jorden og de frø, der plantes nu skaber fremtiden. Derfor er det så vigtigt, at vi sår vores visioner nu. Der er lydhørhed. Jorden er gødet og de frø, der plantes vil vokse og blomstre uanset om, de er gode eller dårlige. På den måde diskriminerer jorden ikke. Efter 1. verdenskrig fik vi facismen og nazismen, efter 2. verdenskrig fik vi FN. Hvad får vi efter den nuværende krise? Det er op til det, vi gør og lægger ud i verden lige nu. Gregory Bateson siger også: “There is an ecology of bad ideas, just as there is an ecology of weeds.”, som illustrerer, hvordan den dominerende epistemology, altså menneskets ideer om verden, skaber samfundet. I århundrede har den økonomiske rationalitet været det dominerende samfundsparadigme, og måske er der virkelig en mulighed for at ryste ved den verdensforståelse nu. Her ville jeg, som ambassadør for en mere sanselig og poetisk tilgang til verden, i første omgang opprioritere netop den.