Samarbejdet mellem Den Frie Udstillingsbygning og Husets Teater er lige åbnet med en vild performativ bådfart, Another Map to Nevada, en regnfuld aften i Københavns farvand. bastard har mødt kurator og projektleder af den nye gæstespilsscene, Miriam Frandsen, til en samtale om visionerne bag det tværæstetiske projekt.
Inden jeg mødes med Miriam Frandsen – kurator og projektleder af Toaster, der er sat i værk for at løfte det eksperimenterende felt mellem scene- og billedkunst – mailer vi lidt frem og tilbage om, hvor vi skal mødes. For Miriam arbejder selvfølgelig helt konkret både på Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning, som er de samarbejdende institutioner omkring Toaster.
Vi ender med at mødes på Den Frie, hvor hun inviterer på kaffe og indleder med at fortælle om det særlige samarbejde mellem de to kunstinstitutioner:
“Det er et fuldstændigt ligestillet samarbejde. Midlerne kommer bare ind på Husets Teaters CVR-nummer. De har den endelige afregning, men vi arbejder helt jævnbyrdigt”.
Hun fortsætter:
“Så Liv Helm, leder af Husets Teater, og Dina Vester Feiberg, leder af Den Frie Udstillingsbygning, er ledere af Toaster. Jeg står et sted i midten som bindeleddet og daglig projektleder.”
To kunstinstitutioners samarbejde
Betyder det så også, at programmet er delt ligeligt mellem de to lokaliteter?
“Nej, sådan kan man ikke stille det op. Vi har en 4-årig rammeaftale som man kan læse på hjemmesiden. Der er krav om internationale gæstespil, og mange af dem vil nok foregå på Husets Teater, fordi det er oplagt til den type turnevirksomhed, og der er en sort sal. Vi skal også samarbejde med CPH Stage om det internationale program”.
Miriam nævner desuden Toasters åbningsforestilling, Another Map To Nevada, som et eksempel på et internationalt gæstespil. Den performative bådtur var orkestreret af Berlin/Paris-baserede The Performance Agency og har været Den Fries projekt. Toaster vil i fremtiden præsentere flere projekter som vil operere ude i byens rum eller på andre scener.
“Begge institutioner har de her smukke, fredede bygninger, men begge institutioner skal også rumme kerneydelserne, så Toaster er et supplement. Men begge institutioner ser også det tværæstetiske som en del af deres DNA. Det tværæstetiske er dybt forankret i begge institutioners profil. Men når det er sagt, så kan Toaster netop samarbejde med scenekunstnere, der fx synes deres forestilling spiller bedre på AFUK, eller vi kunne lave et samarbejde med Gasværket eller en anden stor scene i København om et stort internationalt gæstespil. Vi har masser af ambitioner”, griner Miriam.
Gensidig befrugtning
Så hvad er jeres visioner i forhold til samspillet og samarbejdet mellem scenekunst(ere) og billedkunst(ere)?
“Vores vision er at blive et samlingssted for feltet mellem teater, performance- og billedkunst. Performancekunst vil være mest kendetegnende for Toaster, og så vil værkerne nogle gange hælde mere mod teater og andre gange mod billedkunst”.
Miriam forklarer, hvordan ambitionen er at kuratere med et højt kunstnerisk niveau og at:
“Fokus er den gensidige befrugtning, som allerede foregår. Det er jo overhovedet ikke noget, vi har opfundet. Det er jo historisk fra den tidlige avantgarde. Feltet har altid været der, og de frie kunstnerne har også altid været inde i institutionerne, de har ikke kun arbejdet udenfor. Men der er et spændende momentum lige nu. Toaster har fokus på, hvordan man kan løfte feltet, og det med to forskellige institutioner med et ben i hver sin lejr. Det er helt unikt”.
I udlandet finder man derimod flere institutioner, der har tværæstetiske profiler. Flere teatre i Tyskland laver fx udstillinger og installationsværker, og Lilith Performance Studio i Malmö udvikler i feltet mellem scenekunst og billedkunst. Her har performancekunstnere fra billedkunstuddannelser fx kunnet få stemmetræning eller lign.
“Toasters opgave er lige præcis at højne feltet ved, at de forskellige fagligheder kan give noget til hinanden. Lidt groft sagt kan teaterverdenen lære noget af billedkunstverdenens evne til at lave skarpe koncepter og have en intellektuel overbygning uden at blive publikumsfjern. At tingene er gennemtænkte og forankrede i en viden om ens eget felt og omverdenen, samtidig med en insisteren på nuet og det uperfekte. På den anden side kan man sige, at teaterkunstnere kan tale et rum op, har koreografiske kompetencer, høj teknisk formåen i forhold til lyd og lys og et klart fokus på relationer, både i forhold til performere, rummet og publikum.”
Toaster er ikke en ny åben scene
Derfor inviterer Toaster også i november 2021 branchen til et seminar, hvor nogle af spørgsmålene om, hvad der er brug for, bliver undersøgt.
“Toaster kan ikke være svaret på alt, selvfølgelig. Bevillingen er givet specifikt til det tværæstetiske i et samarbejde mellem to institutioner, så Toaster er ikke et svar på den 15 år lange åben-scene-diskussion. Det behov er der stadigvæk. Der er stadig et kæmpeproblem med folk, der har fået støttemidler, men ikke har et sted at spille. Vi kommer til at kunne løfte noget af det frie felts behov, men ikke alle, og så ønsker vi at samarbejde med andre aktører inden for området om at løfte og udvikle feltet.”
Miriam håber dog, at Toaster bliver svaret på de manglende kunstinstitutioner, der er miljøskabende for det frie scenekunstmiljø. Der mangler et samlingssted, et forum og en platform for feltet, hvor alle er velkomne.
“Jeg håber virkelig, at Toaster vil kunne favne bredere, end det vi kan kuratere. Jeg håber, at folk vil kunne føle sig hjemme og opleve, at det er deres sted. At de kan komme med ideer og få gensidig inspiration, selv om vi ikke kan lægge det ind i programmet”.
Open calls
Udover Toasters kuraterede linje, vil de arbejde med open calls, som der står i målaftalen.
“Vi vil rigtig gerne arbejde med open calls, selvom det tager utrolig lang tid fra noget andet, ligesom det også tager meget tid fra de frie kunstnere, der ikke har stor chance for at komme igennem nåleøjet med deres ansøgninger. Vi fik over 125 ansøgninger til det første open call. Det var næsten det dobbelte af, hvad vi havde regnet med. Så på den måde har vi fået et indtryk af feltet, og vi får øjnene op for noget nyt. Det er dejligt som kurator at blive udfordret og det kan open calls hjælpe til”.
Toasters næste open call kommer ud i starten af oktober, og man vil kunne finde det på deres hjemmeside, sociale medieplatforme og i deres nyhedsbrev.
“Der vil ligge et open call fast i foråret og efteråret. Nogle år dropper vi måske et af dem, fordi vi skal lave et større internationalt gæstespil eller en større immersiv forestilling, så de år kan vi ikke også have open calls.”
Og hvad gør I så for, at jeres open calls kommer ud til folk? Hvad gør I for at opnå diversitet i ansøgningsfeltet?
“Det er et virkelig godt spørgsmål. Vi fik en del internationale ansøgninger på vores første open call. Nogle af dem var mine internationale kontakter, som havde set det via mit facebookfeed. Men de havde også delt det, så vi fik også pludselig en ansøgning fra en yngre russisk kunstner, der måske har set det via Rimini Protokoll, som jeg har arbejdet meget sammen med. Det er ringe i vandet, og det samme sker i dansemiljøet. Vi fik en del ansøgninger fra dansefeltet og de kom fra hele Norden, Tyskland og Frankrig. Jeg oplevede, vi kom ret langt ud. Men vi har kun de ressourcer, vi nu har, og vi er helt afhængige af, at miljøet også selv deler informationen. Vi bruger selvfølgelig UP’s kanaler og andre samarbejdspartnere som Iscene og bastard til at sprede budskabet.”
Huskunstnere
En anden vigtig bestanddel af Toaster er deres huskunstnerordninger.
“En del af Toaters DNA er at have huskunstnere tilknyttet. Der er mange kunstnere i det frie felt, der har svært ved at blive ved. De har måske arbejdet i ti år og kommer aldrig på Finansloven og skal hele tiden søge om projektstøtte. Der er en sygdom i systemet. Vi oplever, at systemet har svært ved at gribe talent og udvikle det. Derfor vil vi gerne støtte nogle specifikke kunstnere”.
Kompagnierne knyttet til Toaster er i år Hestnes/Popovic, Toett, Institute of Interconnected Realities, Logen og DANSEatelier.
“Nogle af grupperne er selvfølgelig godt på vej, men kan vores støtte så gøre at de rykker yderligere? De er alle kunstnere, der ønsker deres eget kunstneriske rum fremfor bestillingsopgaver. Det, synes vi, er vigtigt. Kritikken kunne være, at de, der har, får mere, men vi har et opdrag om på sigt at få danske kunstnere til udlandet. Så vi er nødt til at satse på nogle, vi mener har kvaliteten til det. For det er en af de ting, det er sværest at lykkes med”.
Som afslutning på vores samtale pointerer Miriam Toasters arbejde under tidspres.
“Vi synes det er helt fantastisk at Statens Kunstfond har set mulighederne i Toaster og det tværæstetiske arbejde og har givet en fireårig bevilling. Og jeg håber meget, at vi på de fire år kan bevise vigtigheden af dette arbejde og gøre en forskel for miljøet og publikum. Mit håb er selvfølgelig at Toaster er kommet for at blive, og at den unikke viden der opstår bliver forankret i et længere samarbejde mellem de to institutioner, og at den del af scene- og kunstmiljøet der arbejder inden for feltet teater, performance- og billedkunst for alvor får en fælles platform at stå på og skabe ud fra.”