I løbet af tre uger åbnede Toaster på Den Frie udstillingsbygning og Husets Teater en tiltrængt performancekunst-biennale i København. Et gennemgående træk ved værkerne af såvel nationale som internationale kunstnere var håbløse undergangsstemninger.
København har fået en performancekunst-festival, en biennale, arrangeret, produceret og kurateret af Toaster, altså sammenslutningen af Den Frie udstillingsbygning og Husets Teater, som i mange år har haft fokus på kunstfeltet mellem billedkunst og scenekunst. Toasters biennale gav mulighed for at samle performancekunstfeltet, som ellers også bliver præsenteret på Det Frie Felts Festival, og tidligere på Livearts og Warehouse 9’s internationale performancekunst-festivaler.
Samlende festivaler er selvfølgelig vigtige fordi performancekunstværker slet ikke længere ’bare’ er live-gimmick-indslag til ferniseringer og prisfester, men i sin egen ret har sin egen tradition og kunsthistorie, og hvis praksisser gennem de sidste 10-20 år særligt har kunne undersøge køn, krop, sprog og mediering, og sikkert derfor bl.a. har fået så stor plads. På Toasters biennale kunne man også opleve kunstgenren i alle dens mange afskygninger og formater: performancekunst-, danse-, video-, installations-, kostume- og post dramatiske scenekunstværker. For mig kan performancekunsten, når den er bedst, skabe undren bl.a. ved at forskyde subjekt- objekt-relationer i inddragelsen af publikum, udforske og give ny viden, gøre verden lidt større helt konkret ved fx fysiske rituelle handlinger i rum, skabe lidt mere plads, åbenhed, udsyn og forestille sig alternative mulighedsrum.
Men de fleste værker, jeg oplevede på Toasters biennale, var på ingen måde præget af håb om et større udsyn, mere plads og forandring. De var snarere dystopiske og næsten opgivende, forståeligt nok i betragtning af, hvordan verden ser ud. Der kan dog sagtens have været værker indgydt med håb, som jeg ikke nåede på Toasters tre-ugers program. Jeg ville fx i hvert fald gerne have oplevet Rimini Protokolls, Reba Mayburys, Julienne Dokos, Jules Fishers, Lilith Performance Studios og Art Urke værker på Husets Teater, men jeg måtte være på mit lønjob.
En fest man ikke vil være med til?
Undergangsstemningen blev, for mig at se, allerede slået an til åbningen, måske lidt kuratorisk uopfindsomt, men helt sikkert virksomt, i genopsætningen af Esben Weile Kjærs Hardcore Freedom, som første gang kunne opleves på Copenhagen Contemporary med restriktioner under corona lockdown i 2020. Men jeg er nok bare for gammel selvfølgelig. Der var fuldt hus, da jeg kom ind til performance-festen på Den Frie, hvor en masse unge, fashionistaer og art crowd folk, stod omkring dansegulvet og filmede med deres telefoner, så det først var svært at se, hvad der foregik. Dansegulvet var opdelt i oplyste tern i skiftende farver, et grid, og her slængede sig og dansede forskellige andre unge til musikken, som massivt fyldte rummet med up tempo dansebeats. I gridet var også sat glitrende, kubeformede balloner, som hævede sig op i luften. Danseoptrinnene blev samtidig vist på skærme i rummet og på sociale medier fx en Vogue fotografs profil med et hav af følgere.
Jeg kom til at tænke på Esben Weile Kjær og hans søster Anna Weile Kjærs kuratering af den alternative kunstmesse Alt_Cph med titlen Over-existing også i 2020, som de kaldte post-performance, hvor sociale medier indgik og internettets potentiale formentlig blev undersøgt. Her var de udvalgte kunsterne på messen også underlagt alles blikke og kameraer i et stort pink grid på gulvet, hvorfra der undertiden blev transmitteret live på instagram. Kunstmessen blev et værk i sig selv, som bl.a. producerede post-performative subjektiviteter, konstant tilstedeværende og selv-iscenesættende. Esben Weile Kjærs åbningsværk Hardcore Freedom virkede ligesom Alt_cph i 2020 ikke for alvor kritisk, men som sagt, post performance.
Men jeg fik til Toasters åbningsfest, genopsætningen af Hardcore Freedom her i 2026 alligevel tydelige dystopiske vibes af de nærmest opgivende unge, der med udmattede, distancerede blikke bevægede sig, kastede med konfetti og bandt hinanden ind i orange tape i gridet, som var de fangede, tøjrede fast i kameraers og deres egne blikke på sig selv. De virkede på ingen måde frie. For i 2026 er det vist tydeligt, at tech-kapitalisterne skal begrænses. Det er ikke i sociale mediers opmærksomhedsøkonomi, at nye subjektiviteter og oprør skal findes.
Uden for havde to sortklædte performere med raidhuer med romerlys i hænderne, der kunne ligne unge ungdomhus-personer, men ret sikkert ikke var det, forinden gjort stor og virkningsfuld opmærksom på festen, der var i gang.
En anden feststemning, der også for mig, var en fest, man kunne overveje om, man egentlig ville være med til, eller i hvert fald en fest, der virkede som var den ved at være forbi, var Camilla Linds danseværk Crush – A psychodrama på Den Frie. Ifølge presseteksten skulle værket undersøge et forladt kasinos arkitektur. Flere dansere dansede halvhjertet omkring, nogle gange med hinanden og blev så lidt som en fælles materie, og andre gange var de ret alene i Den Fries midterste, store rum, som var badet i et rødt, halvmørkt lys. Danserne var også halvpåklædte, på et tidspunkt sidder de ved klaveret, som bliver til en bar, og de begyndte at fylde champagne i glas, som de deler ud af. Så sætter én sig på en kontorstol med hjul, lige foran mig, og lader sig dreje rundt. Så kommer en anden med en fyldt champagneflaske og sprøjter ud over danserens krop. Der ligger forladte stiletsko på gulvet, og så begynder de på et nyt lunkent scenarie med en ny rekvisit. Det hele kører lidt i ring og kommer intentionelt ingen vegne. Så jeg vælger faktisk at gå, hvilket jeg kun har gjort én gang før, fordi jeg er ret sikker på, som en anden publikummer, jeg udvandrede med, formulerede det: ”der kommer ikke til at ske noget nyt”. Personen, jeg udvandrede med, mente også, at værkets kunstneriske niveau var som en ungdomsklubs dramahold. Og vi var enige om, at vi følte os gamle.
To divaer et sted mellem smerte og nydelse
Før danseværket var Karis Zidores helt enkle Slit show i performet af Emilie Gregersen på programmet, og her var der på ingen måde tale om ungdomsskoleniveau. Emilie Gregersen brillerede med ikke bare sin utrolige kropsbeherskelse og minutiøse bevægelser, men også med sin stemme. Først klynkede hun, bittesmå lyde, mens hun bevægede sig langsomt langs væggen med ryggen til sit publikum. Stemmen tog efterhånden mere og mere til og pludselig diva-sang hun højt og vildt, og det virkede som om lyden nærmest også kom bag på hende, som flød det pludselig ud af hende. Et udtryk på kanten, eller et ’slit’, mellem smerte og fryd som et halvåbent sår, der ind i mellem humoristisk blev fremelsket, kælet for og vist frem. Måske er det divaens, kunstnerens, lod at befinde sig på den tærskel, men jeg fornemmede også en dobbelthed, en tomhed, sorg og undergangsstemning under det humoristiske. Divaen fandt måske nok sin stemme, men hun var for mig at se muligvis også på vej mod opløsning, var såret.
En endnu mere end vidunderlig diva var Adam Christensen, hvis koncert med den skønne titel Dont make a fuss about it. You are dead to me kunne høres en søndag eftermiddag også i et af Den Fries største, men bagerste rum. I lys cognac eller rosé-farvet silkesatin-gevandter sang og recitererede han sine sørgelige og længselsfulde heart break sange. For mig var det svært at høre teksterne, og jeg blev i tvivl på den gode måde om, der egentlig var tekster. En gang mellem kunne jeg måske dechifrerer en sætning eller et ord. For det var også som om, jeg alligevel kendte teksterne, kendte heart break udtrykkene, de ligger i kroppen, i øregangene, brystet og maven. Adam Christensens sang er netop også utrolig kropslig, idet hans stemme knækker over; så han stopper op og gentager, græder og hulker ligefrem lidt ind i mellem. Så jeg kommer til at tænke på écriture féminine begrebet eller Julia Kristevas teorier om, hvordan dannelsen af sproget for et barn først er forbundet til moderens krop, ikke faderens fallos, tegnet.
Stofferne hængende ned fra loftet indrammer Adam Christensen, som også inddrager i dem koncerten, han gemmer sig fx bag dem, så jeg får bourdoir-vibes. Christensen er desuden akkompagneret af en fantastisk akkordeons-spiller, hvis navn jeg desværre ikke kan finde i pressematerialet. Ind mellem numrene hentede Christensen også en flaske rosé, som perfekt matchede kjolens nuance, det hele hang sammen. Optagede historier fortalt af forskellige stemmer fyldte også undertiden rummet.
Dont make a fuss about it. You are dead to me var igen et værk og et udtryk et sted imellem smerte, begær og nydelse. Endelig mærkede jeg noget ikke bare sørgeligt og smukt, men ægte på trods af, alt var utroligt iscenesat, teatralsk, og selvom jeg selvfølgelig ikke vil og kan vurdere kunst på den måde. Men en diskussion der selvfølgelig må gentages og bliver genoptaget igen nu med AIs indryk også i kunsten.
Syntetisk liv
Og i den efterfølgende uge oplevede jeg heldigvis så også den britiske kunstner Colette Sadlers tværæstetiske, poetiske science fiction værk ARK 1. En hyper-velproduceret og æstetisk gennemført video redegør først sagligt for det fiktive firma VESSELS INC, som har udarbejdet et rumskib ARK 1 (ligesom Noahs ark) for at bevare data om menneskelige erfaringer lagret i muskel- hukommelse til deres ’Great Preservation Project’. Videoen fortæller os også, at ARK1 blev fundet efter æoner af år af en intelligent livsform, som uden viden om livet på Jorden via ARK 1 nu kan genskabe en arkæologisk registrering af post-humane rester på Jorden.
Så træder danseren klædt i heldragt, næsten ligesom Sigourney Weavers i Ridley Scotts film, Alien, ind i rummet, og videoen på bagvæggen slukker. Danseren/performeren, helt utrolig krops-bevidste og -kontrollerende, Leah Marojevic, lægger sig på tæppet på gulvet i en genkendelig yoga-solhilsen- eller sfinks-positur. Og så begynder hendes krop at bevæge sig så fint, så man først næsten ikke bemærker det; rykkende og hakkende, men glidende, som glitches, altså fejl i algoritme-koderne. Nogle gange speeder bevægelserne også op eller går meget langsomt, som kan man spole eller sætte danserens bevægelser på slow motion. Teknologien i kroppen og kroppen som maskine bliver tydelig, men det er for mig også som om noget er gået tabt, noget mangler. Det imellem de hakkende bevægelser, glitches’ene. Jeg kommer også til at tænke på robotten i Alien 2, der hakker og sprutter, da rumskibs-besætningen får genoplivet hovedet af den for at få livsvigtige informationer. Måske er det også som om, det menneskelige kan ses i fejlene, manglerne, på en helt anden måde end i Adam Christensens sang selvfølgelig, men er det måske klicheen om, maskinen der kan virke mere menneskelig end mennesket, der er på spil i ARK 1? Når bevægelserne og dele af udryddelseshistorien mangler, kan vi i hvert fald selv fylde hullerne i den melankolske og nøgterne fortælling og forestille os, hvad der er sket, og hvilke rester, der er tilbage, og hvordan andre livsformer vil opfatte os i fremtiden.
Vi bliver altså deltagende i ARK 1 og udstyret med et blik, ligesom de andre livsformer, der oplever efterladenskaberne af en uddød art, den menneskelige kultur, ligesom formidlingen vi nu kan opleve af de arter, mennesket allerede har udryddet,.
Colette Adlers ARK 1 er ikke bare virkelig godt udarbejdet og udført visuelt, tekstligt, installatorisk og koreografisk, men undersøger overraskende og intelligent menneskelig kultur. Samtidig undersøger værket hybriditeter (noget mellem krop og maskine, syntetisk liv), en andethed, i en tid med økologisk krise, og hvor kunstig intelligens får mere og mere indflydelse.
Kolonialistisk middag
Jessie Kleemans performanceværk Orsoq (Sælspæk), som kunne opleves på øverste sal i Husets Teater, da mørket var faldet på, gav mig også associationer til Alien-filmene, men kun fordi Kleemann på et tidspunkt åbner en lynlås på sin mave og trækker en masse materialer ud, fødevarer viser det sig at være, bl.a. sælspæk, tror jeg. Forinden har Jessie Kleemann dækker op med duge og tallerkner og bestik på gulvet og lagt dukker broderet i perler, som lader til at være hendes inviterede gæster. Hun beder også et par af publikummerne spise med til, hvad der kunne ligne en kolonialistisk middag, hvor hvide danskere kan både fascineres og frastødes af de ’mærkværdige’, eksotiske retter, fx sælspæk.
Jessie Kleemans værk er kendetegnet ved kostumerne, det rituelle og hendes enestående nærvær. Hun hiver også meget tørre kiks, som jeg også får en bid af, og noget der ligner pølse ud fra mavens dyb. Måske minder det om indvoldene på en sæl eller i hvert fald et dyr, der bliver slagtet. Jeg får tanker om, at Kleemann, grønlænderen, bliver lænset for sit inderste, for sine skatte, hun skal dele ud af. Men hun giver velvilligt og imødekommende med store smil det hele væk.
Samtidig peger Orsoq også på hendes egen særligt stærke og sårbare (kvinde)krop og på vores alles skrøbelighed og forgængelighed. Orsoq bliver for mig en intens sanselig og tankevækkende afslutning på en festival med 27 værker, hvoraf 11 var nye lavet specielt til anledningen. På denne samlende festival kunne man selvfølgelig se værkerne og praksisserne i indgå i nye sammenhænge og dialoger med hinanden, og eg fik følelsen af ligesom efter en Roskilde-festival at have set noget jeg ikke kendte, og noget jeg allerede havde ønsket at gense og minglet og talt med flere fagfæller. Et ønske til fremtidige festovaler kunne måske være et tilknyttet talk- og debat-program?
Men efter Jessie Kleemanns performance-middag nåede jeg også et enkelt stop i baren på Husets Teater. Her havde Kristoffer Akselbos orker gennem hele festivalperioden huseret. De skulle efter sigende sælge drinks med bussemænd i, men jeg oplevede kun orkernes skævt grinende masker og deres fejen i foyeren, når jeg stod lidt i vejen.
Molly Haslunds gæsteoptræden i Akselbos barperformance-installation blev den sidste, inden jeg opfyldt men også lidt melankolsk cyklede hjem på min cykel. Først trådte Haslund ind som et andet væsen, fra et andet sted, lidt ligesom orkerne, men klædt i en camouflage-præget heldragt, på hendes nodestativs papirer så man samme mønstre. Haslund er bl.a. kendt for sine gennemførte værker. Som indledning og opvarmning legede hun først en leg med os, barens gæster, lod sin ring tale til os med små lyde, så delte hun også ringe ud til os, så vi nu kunne kommunikere og gentage med hendes ring. Til sidst fandt hun sin kendte elektriske ukulele frem og sang sine egne heart-broken sange om sorg som plamager på lårene. Noget er forbi, gået i stykker. Hendes ansigt var på ingen måde bevæget af, hvad hun sang, altså forbundet med smerte. Haslunds udtryk er et helt andet end Adam Christensens, men jeg får igen en (dum) følelse af noget ægte, en krop og en stemme, der vil mig noget, der i rummet. Jeg er for gammel og forstår det nok ikke, den distancerede fest, der ikke begynder eller slutter.