Scenekunstnerne Andreas Liebmann og Boaz Barkan slår igen den globale kunstner og borger ihjel i en kritisk, analog og undersøgende performance med fokus på deltagerbaseret brevskrivning på Salon K i Huset.
Alt er analogt i performanceundersøgelsen Total International (Lokal) af Andreas Liebmann og Boaz Barkan. Klassisk klavermusik lyder fra vinylpladen på rejsegrammofonen placeret midt i salen, som danser Boaz kan glide rundt til med sine altid bløde og naturlige bevægelser. Vi, gæsterne og deltagerne i Total International (Lokal) sidder i en halvkreds sammen i det lyse rum med trægulve på Salon K i Huset.
Den schweiziske scenekunstner Andreas Liebmann undersøger igen sammen med Boaz Barkan i en Teater Får302 produktion, hvordan vi kan bryde med den kolonialistiske arv og sameksistere uden at ødelægge planeten yderligere. Den første Total International (Lokal) performance fra 2020 handlede i lyset af klimakrisen om, hvordan kunstnere kunne samarbejde på trods af geografiske afstande. Altså hvordan kunstnere kunne samarbejde uden at flyve rundt i verden.
I den måske lidt løsere og poetiske performance på Salon K i Huset handler det nu igen om at insistere på ’distancen’ og på at bryde med et kolonialistisk mindset om, at vi skal indtage og være forbundne i verden via digitale kommunikationsformer, der snarere gør os konsumerende. Som Andreas siger det indledningsvist:
”When writing emails I start to leave out the hello-introduction, I don’t write: DEAR YOU, HELLO YOU, I immediately start with content: information, wishes, demands, excuses, advertisement. Hello, goodbye is so 20. century, so 19. century, so old“.
Performancen trækker altså spor tilbage i historien, hvilket måske også næsten er det eneste at gøre i øjeblikket som hvid mand. For man var allerede i det 19. århundrede ligeså kolonialistisk optagede af at bemægtige sig verdens råvarer, fantasier og forbrug som i dag, forklarer Andreas. Performancens spørgsmål bliver således ligesom i den første Total International (Lokal), hvordan det er muligt at bryde med den kolonialistiske arv og skabe forandringer, nye måder at være i verden på?
Breve er dans og distance
Men det væsentligste og længste indslag i performancen bliver brevskrivningen, som er en modpol til den digitale kommunikation, der som sagt kolonialistisk vil opløse distancen mellem mennesker. Det fysiske brev derimod fordrer distancen og adskillelsen både i forhold til tid og sted. Som Boaz siger det i sin hyldest til brevskrivningen:
Letters take time:
Time to write…
Time to send…
Time to travel…
Time to arrive…
Time to read…
…and reread…
Letters make distance real
Letters love distance!
Letters make the world bigger,
But letters are HARD
Inden vi, deltagerne og gæsterne i performancen begynder at skrive vores analoge breve, bliver vi derfor også preppet af Boaz. Vi skal massere vores skrivehånd, ryste vores kroppe, løsne armen og håndleddet. For vi skal kunne skrive og tænke, som dans. ”A dance of writing”, som han siger. Skriften og kroppen hænger sammen, fordi brevet er materielt, findes i verden i modsætning til emails og sms’er.
Mens vi nu sidder med hvert vores papir og pen for at skrive et brev til, hvem vi har lyst til, får vi skænket te i vores kopper. Andreas og Boaz leverer også en let underholdning, som de kalder det, under de 20 minutters skrivning, men jeg må indrømme, at jeg blev så optaget af brevet, af det mulighedsrum, der åbnede sig, så jeg næsten ikke fik kigget op fra papiret. Men jeg fornemmede, de havde gang i noget skægt med et par oppustede glober, et skateboard og flødeskum.
Da brevskrivningen var overstået udførte vi en simpel koreografi med vores brev i hånden. Vi gik sammen rundt, til højre og venstre med brevet blafrende i hånden. Så lagde vi os efter anvisninger fra Andreas og Boaz alle sammen ned på ryggen på gulvet med vores brev nu i en kuvert på maven, skriften blev igen forbundet med kroppen.
Liggende på ryggen i det mørklagte rum på Salon K i Huset med vores brev på maven lytter vi nu til Andreas’ cellospil, mens han endnu og endnu mere voldsomt recitereren en afskedssang eller ’Death Song’:
I am raised with the idea that it is me who can conquer the world
I am raised with the idea that we are together
that distance is an illusion
that distance is bad
that loneliness is bad
that family is the most important thing
friends are the most important thing
I am raised with the idea that love can be expanded around the planet
that I have to visit Japan in order to be happy
that I need to have experienced new york in order to be happy.
I am raised with the idea that I have to rock Buenos Aires in order to be an artist
this is now the moment of a funeral
this is the moment of a funeral
and the funeral is
the death of the global artist