Tror du på mig?

A.P.M. , U.T. Ca. 1907-1913. Oil painting on wood panel, 50 x 46 cm. Foto: Tobias Kiel Lauesen

Samtidskunstneren Al Masson afslører, han har skabt en fiktiv karakter, kunstneren A.P.M., der føjer et ekstra lag til udstillingen On Closing Up på Møstings Hus. bastard har talt med Al Masson om virtuelle performative rum, cinematografi, trompe l’oeil og fake news.

Da Al Masson tager i mod mig i døren til Møstings Hus, fortæller han som det første, at han gennem de sidste tre weekender har talt med virkelig mange besøgende til A.P.M.’s udstilling On Closing Up, som han har kurateret.

A.P.M.’s malerier er dunkle, men med et spil mellem lys og mørke, som man også finder det i de store mestres malerier. A.P.M.’s malerier virker desuden ungdommelige og behandler spørgsmål om homoerotik. På flere af dem går en blomsterbuket og en blå vase samt en dreng eller en ung mand som motiv igen. På nogle af malerierne er drengen forsvundet, så bare vasen eller blomsterne er tilbage. På nogle af lærrederne er detaljer fra andre af malerierne forstørret op, så billedernes motiver forskyder sig igennem udstillingen, som bliver der klippet i en film.

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt at udstillingen er cinematografisk, og at vinduerne i Møstings Hus er dækkede af mørke stoffer, så rummene virker lukkede, som en lukket halvmørk, klaustrofobisk teatersal. For det viser sig, at Al Masson har narret os. Kunstneren A.P.M., hvis tragiske livshistorie, man kan læse om ved indgangen til udstillingen, eksisterer ikke. Den fiktive karakter er en rammefortælling, et ekstra filmisk lag, lagt til udstillingen, hvis malerier er udført af Masson.

Al Masson. Foto: Steen Hansen

”Folk har været meget interesserede, for historien er meget rørende. Det er en ægte historie, en klichehistorie, som jeg tager mig god tid til at forklare. Folk er ofte meget forvirrede. Så jeg har forklaret, så godt jeg kan, mange er så glade, fordi det ekstra lag gør, at de kan lege med. Det er interessant med det virtuelle performative lag”, indleder Masson og fortsætter:

”De ser på teksten, som jeg har sagt skulle være kort, for den slags tekster er tit meget lange. De har læst teksten hurtigt, og når de spørger til A.P.M., så venter jeg til, de har set udstillingen, fordi jeg gerne vil have de får den fulde oplevelse, men hvis jeg ser, nogen har været her længe, så fortæller jeg dem det”.

En tidligere professor fra kunstakademiet måtte Al Masson sågar gå til bekendelse overfor.

”Du kan se på malerierne, at de er nye på overfladen, hvis de var gamle, så ville der være sprækker i osv. På et af malerierne har den unge mand et moderne slips på, og ham her er totalt fra halvfjerdserne/firserne”, siger Masson og peger på et af malerierne, ”professoren var helt fortabt i A. P. M.-narrativet”.

A.P.M., U.T. Ca. 1907-1913. Oil painting on wood panel, 58 x 39 cm. Foto: Tobias Kiel Lauesen 

Fake news

Al Masson kalder sig ydmygt for ”en slags performancekunstner”, men forklarer også, at han har en maleteknik, har undervist på kunsthøjskolen i Holbæk og på andre skoler.

”Når jeg underviser, kan jeg godt lide at arbejde med en model. Jeg præsenterer også eleverne for de gamle mestre, men det interesserer mig ellers ikke. Jeg har en maleteknik, men jeg skal ikke bruge den. Men A. P. M. gik på kunstakademiet i halvandet år. Han har lavet malerierne, da han var ung og har studeret ved Kristian Zartmann, tror du på mig?”, griner Masson.

Og det er lige før, jeg er på nippet til det, for Masson fortæller indlevende.

”Han er fra en fin københavnsk familie fra whiskeybæltet. Men familien vil ikke have deres navn involveret p.g.a. de homoseksuelle toner i værkerne. De vil have Asger Jorn. Så når de besøgende på udstillingen spørger, så begynder jeg på mit scenario; så spørger jeg dem, tror du på mig? Jeg laver interaktionen med gæsterne, for at de skal nyde det. Jeg siger, jeg har kurateret udstillingen, mens de her japanske rum er mine værker”. I de bagerste rum med hvide papirgardiner og et raffineret lys er den blå vase fra malerierne præsenteret i forskellige keramikversioner på et lavt podie.

Installation view – On Closing Up. Around A.P.M. – An Unknown Danish Artist 1883-1920. Curated and works by Al Masson. Foto: Torben Eskerod

Ligesom man kan se, at malerierne faktisk ikke er gamle, så afslører A. P. M. navnet vel også fiktionen?

”Ja, jeg tænkte på A. P. Møller, det er lidt drilleri”, smiler Masson lidt skælmsk,” og mit navn er Alain Jacques Masson. M kunne derimod stå for Møsting familien. Jeg har set mange google det. Men det er også en kommentar til karakteren Trump. Vi bliver så usikre, vi er et meget forvirret samfund, man kan se mange reaktionære ting lige nu, som fx i Polen med en lov imod abort. Med internettet er alting åbent i dag, alt er muligt, og mange mennesker bliver desorienterede og reagerer negativt, når de oplever, de bliver truet på deres overbevisninger.”

Masson nævner andre former for løgn og selvbedrag. I familier og i politik.

”Jeg har en ven i Berlin, som er sygeplejerske og kunstner. Vi har været venner i 10 år. Gennem de sidste tre år er hun blevet involveret i komplotteorien QAnon. Vi kan ikke kommunikere mere, vi plejede ellers at gå ud til ferniseringer. Hun er meget sød og har hjulpet mig, for mit tysk ikke er så godt. Hun er meget aggressiv og siger, at jeg er dum og naiv, og at medierne manipulerer med mig.. Hun siger, Trump er en god mand, fordi han redder USA fra et komplot. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”.

On Closing Up udstillingen er ikke første gang Al Masson har arbejdet med fiktive historier, alter-egoer og fake news. Han har opfundet en anden historie til en performance til en fernisering og skabt en karakter, en kvinde, i en pressemeddelelse.

”Hun er kunstner, en sofistikeret jødisk new yorker, danser ligesom jeg, meget glamourøs og kender Yoko Ono. Hun lavede konceptuelle akvareller. Jeg har også skabt en fake Kazimir Malevitj fresko. En pressemeddelelse fortalte om min familie fra Rusland på min mors side. Da Sovjet kollapsede havde vi i familien stadig en fætter, som boede i en villa i udkanten af Skt. Petersborg. Min familie var meget rig og havde en udsmykning af Malevitj i entreen, men den blev ødelagt af tyskerne under krigen, men jeg tog til Skt. Petersborg i 1999, og min fætter gav mig freskoen – tror du på mig?”, smiler Masson.

Masson fortæller, at til ferniseringen, hvor han til sidst annoncerede, at nu er performancen slut, så troede folk stadig ikke helt på, det var fiktion.

”Jeg gav dem stykker af freskoen, som var af gips, og folk var totalt chokerede. En dame, en kunstsamler, spurgte mig også om, jeg var i kontakt med SMK.”

Men det klassiske fiktive bedrag interesser også Masson, som fx trompe l’oeil, og maleriet generelt er en fiktiv præsentation.

”Når du maler et perspektiv, er det teater og interaktion. Man vil gerne gå derind, men man kan ikke. Det er en performance i mine øjne. Jeg tror ikke, at folk tænker over, at jeg narrer dem og laver sjov. De kan godt lide den dramatiske historie. Han har lavet den første monochrom i Danmark, hvorfor ikke?”

A.P.M., U.T. Ca. 1907-1913. Oil painting on wood panel, 29 x 29 cm. Foto: Tobias Kiel Lauesen 

Bliver folk slet ikke vrede, når de får at vide, A. P. M. er en fiktiv karakter?

”Nej, kunstneren Kirsten Astrup kom og så udstillingen. Jeg fortalte hende, det var fiktion, men da vi talte sammen om udstillingen, var hun stadig i fiktionen, hun kunne godt lide det. Hun spurgte til A. P. M., hvad han havde gjort osv. Hun kunne godt lide det nye lag, som blev tilføjet. En ven kom også med sin kone, han vidste godt, det var fiktion, men hans kone vidste det ikke, Han skrev til mig, efter de var taget hjem, at hun syntes rigtig godt om det, så jeg synes ikke, det er ubehageligt og ondt. Det handler om at skifte mellem lagene”.

Hvad er forskellen på dine fake news og Trumps?

”Jeg tror, kunstnere er uskyldige, og at deres handlinger er rene, så de kan fake, hvad som helst, fordi det ikke skader nogen, men derimod konfronterer og åbner mod refleksion. Trump derimod kan, har  teknikken og talentet til at manipulere folket og få dem til at tro forfærdelige ting eller bekræfte dem i deres frygt og/eller had”.

A.P.M., U.T. Ca. 1907-1913. Oil painting on wood panel, 34 x 26 cm. Foto: Tobias Kiel Lauesen

Cinematografisk udstilling

Udstillingens titel On Closing Up hænger sammen med konceptet og forbindelserne, forskydningerne af motiver og farve i værkerne, som giver én lyst til at gå tættere på og fx opdage den blå farve i vaserne som til sidst ender i en enkel farve i en monochrom. Derfor er udstillingen som sagt også cinematografisk. Der er en struktur som i en film med close ups af detaljer.

”En kunstekspert ville vide, det ikke kan være fra sidste århundrede, selvom ph.d. Rasmus Kjærbo, der er kunsthistorisk ekspert i denne periode, har skrevet en tekst til programmet. Det er beviset på, man kan lege med folk. Det er som en film med karakterer. Du tror på karaktererne og har en forbindelse til dem, den er også litterær udstillingen, men for mig mere en film”.

Er det ekstra lag også en kritik af kunstinstitutionen og -branchen?

”Nej, det tror jeg ikke. Jeg driller lidt i teksten, men for mig handler det om at tage mennesker ind i en situation. Jeg er en storyteller. Hvis du giver mig noget, så kan jeg bare fortælle løs derfra. Det er ligesom at tegne, frie associationer.

Man kunne godt tænke, du ville gøre lidt grin med.

”Ja, på en måde har du ret. Der er også klichéen, den ukendte kunster, der bliver opdaget, fx Hilma af Klint på Louisiana, som skulle være en stor innovatør, jeg havde aldrig hørt om hende, men det var sjovt, at der lige pludselig var et marked der.”

On Closing Up på Møstings Hus d. 26. september – 8. november

AL MASSON

Uddannet fra Art Student League, New York og Académie des Beaux Arts, Bruxelles.

Født i Marseille, Frankrig. Bosiddende i Danmark siden 1995, efter mange år i New York.

Udstillinger i Europa og USA. I Danmark har han bl.a. haft solo-udstillingerne Play Time på Brandts i Odense i 2013-14 samt ”Surfing” i Museumsbygningen/ Banja Rathnov i 2017.

Parallelt en professionel karriere i teater og dans. Har bl. a. optrådt med Maurice Béjart’s Ballet du xxiéme Siécle.