Yellow Madonna af Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey gav et skarpt og aktuelt modsvar til Madame Nielsens Black Madonna
“Jeg er Madame Nielsen”, lyder det højt og flot. Forfatteren Maja Lee Langvad er iført bordeaux hat sat på sned og grå skræddersyet dame suit, stort set samme påklædning som Madame Nielsen optræder i. Hun står midt i salen på parketgulvet i Det Classenske Bibliotek til performancefestivalen Up Close, kurateret af Natalia Gutman og fondet af Ny Carlsberg Fonden. Nu peger hun op på balkonen: “Og det er ytringsfriheden”. Forfatteren Kristina Nya Glaffey står deroppe med en megafon.
Så begynder Madame Nielsen i skikkelse af Maja Lee Langvad eller Yellow Madonna, som også er titlen på performanceværket, at læse op fra Madame Nielsens tekst Det sidste øjebliks begyndelse, en fremtidsdystopi om corona-pandemiens opståen eller den gule død, publiceret i Weekendavisen.
“…lod et søle af blod med fiskeskæl og indvolde fra fjerkræ flyde ud over jorden mellem kar og bure og nøgne betændte rådnende grå eller bare møgbeskidte kineserfødder i falmede kinesiske gummiklipklappere, som i et væk blev løftet rodklyngende op og kradset og masseret og gnubbet af livslangt uvaskede kineserfingre. Hjemme ved aftensbordet med de nu dybstegte eller bare råt udskårne mere eller mindre døde, mange som end selvdøde dyr, blev de samme uvaskede kineserfingre stukket ned i samme plastik dampende søle af råddent nudelbrakvand… “.
På balkonen gentager Ytringsfriheden næsten samtidigt i den højt skrattende megafon: møgbeskidte kineserfødder, livslangt uvaskede kineserfingre, de samme uvaskede kineserfingre!
Madame Nielsens ord om den asiatiske krop rammer endnu hårdere; de virker endnu mere racistiske og stereotype, når de læses op af Maja Lee Langvad, der er adopteret fra Sydkorea, for derefter at gentages på særligt udvalgte steder af den blåøjede og blonde Ytringsfrihed. Værket bruger humoristisk og intelligent samme greb som Madame Nielsens identitetsprojekter har gjort det i eksempelvis værker som Black Madonna og rejsen med demokratiet i en kasse til Irak og USA.Yellow Madonna viser enkelt og virkningsfuldt, hvordan ord er magt og handling.
Herefter tager Maja Lee Langvad sit Madame Nielsen kostume af og er klædt neutralt i sort, ligesom Ytringsfriheden og alle os andre i salen. Hun går op på balkonen og stiller sig ved siden af Kristina Nya Glaffey. Nu begynder de på skift at læse citater, der alle miskrediterer identitetspolitikken fra ikke blot Weekendavisen, men også fra Politiken og Berlingske inden for de sidste 5 år. Diskursen imod en ligeværdig dialog og en mangfoldighed af stemmer kommer ikke kun fra Madame Nielsen, men er massiv og ikke mindst magtfuld i Danmark.
Up Close festivalen, der er et hurtigt tiltag efter og forsøg på at kommentere på situationen i hælene på corona-karantænen, kommer for alvor til sin ret med Yellow Madonna. Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffeys skarpe og dramaturgisk stramme værk rammer med en præcis kritik af den helt aktuelle debat.
Forinden lod Charlotte Østergaards koreografi AweAre fire dansere bevæge sig sammen men på behørig afstand i kraft af et gult tekstil. Måske udnyttede koreografien ikke rummet optimalt? Og måske skulle den fysiske koreografi have været programsat som det midterste værk, for efter Yellow Madonna kom endnu et teksttungt værk.
Performancen af komponisten Louise Alenius var en duo for stemme og akkordeon. De to performere sad på en bænk midt i rummet og flyttede sig ikke. Værket gav ca. fem ud af 23 retningslinjer for skabende kunstnere fremført af en råbende Alenius til dramatisk akkordeonspil kun ind imellem afbrudt af blide strofer. Retningslinjerne gav indtryk af kunstens store berettigelse og kunstnerens præstationspres, som måske kunne opfattes rimeligt indadvendte og ret sikkert havde haft et mere lydhørt publikum, hvis det ikke havde været fremført lige efter Yellow Madonna.