Kunstkampagnen, udstillingen og samskabelsesprojektet #VÆRKDINVERDEN løber nu af stablen i Fredericia, Kolding, Ærøskøbing og Vejle for med udgangspunkt i eksisterende værker at diskutere hvordan, kunst kan forandre byerne i et samspil mellem lokale og tre udvalgte kunstnere. bastard har talt med kurator, Amalie Frederiksen, om visionerne for projektet.
Kurator og leder af kunstbureauet Another Public, Amalie Frederiksen, har jeg i røret til en inspirerende samtale om hendes arbejde med og visioner for kunstkampagnen #VÆRKDINVERDEN. Projektet kører i år for anden gang hele denne maj måned i fire danske byer. Hun fortæller myndigt, engageret, reflekteret og præcist.
Vil du fortælle om #VÆRKDINVERDEN? Hvad er visionerne og ideerne med kunstkampagnen? Hvad er det for en dialog Another Public ønsker med de lokale?
#VÆRKDINVERDEN er et kunstprojekt, der undersøger, hvordan kunst kan forandre måden, vi bruger og skaber byen på sammen med lokale borgere. I stedet for selv at komme med konkrete svar på det, bruger vi kunsten til at engagere lokale i undersøgelser af, hvad kunst kan og gør ved byrummet. Man kan måske sige at, kunsten bliver en slags kanal, hvorigennem borgerne kan påvirke byen.
Hvorfor er det så lige blevet i Fredericia, Kolding, Ærøskøbing og Vejle?
Vi besøger steder, hvor kunst på forskellig vis allerede er en del af byens fortælling. Det gør vi for at starte den kunstneriske undersøgelse i øjenhøjde med byens borgere – og for at forankre projektet i en direkte erfaring med kunst i byrummet, som borgerne allerede har og kan relatere til. Og i 2021 har vi så udpeget fire byer, hvor kunsten på forskellig vis går ind og skaber nogle nye forbindelser mellem steder og som også opleves i bevægelse. At tale om kunst som en måde at skabe forbindelser og bevægelser i byen på har netop været et gennemgående tema eller en kuratorisk nøgle for #VÆRKDINVERDEN i 2021. De værker vi tager udgangspunkt i her er eksisterende, statiske og integrerede værker, mens de værker vi producerer er meget mere procesbaserede og foregår live i et midlertidigt performativt format , der forudsætter og former sig via inputs fra borgerne.
Det er måske også en måde at tale om, hvad kunst overhovedet er?
Det er i hvert fald et forsøg på at udvide grænserne, rykke ved nogle traditioner for, hvordan vi taler om og forstår kunst. Vi kigger på kunst gennem en deltagelsesoptik, hvor det er interaktionen med mennesker, og den effekt dét har, der skaber værket. Så ja, klart et forsøg på at trække kunsten væk fra et klassisk kunstbegreb, der trænger til at blive udfordret. Det vil vi gerne involvere borgerne i. Vi vil gerne have borgerne med i den proces, så vi kan nå et sted hen, hvor der er mindre afstand mellem kunsten, byrummet og dem, der bruger det.
Mit næste spørgsmål er, hvordan du har udvalgt kunstnerne Karoline H. Larsen, Molly Haslund og Pelle Brage, der genfortolker eksisterende værker?
Ja, de genfortolker oplevelsen af de eksisterende værker. Processen har været et andet format end i 2018. Jeg har blandt flere ting lagt vægt på, at kunstnerne kan engagere, gå i dialog og skabe åbne processer. Det er andre menneskers in put, der bliver en del af værket fra start til slut. Værkerne udvikler sig via den interaktion og den dialog, der er med borgerne undervejs i processen. Det er et ret krævende format at skulle skabe kunst på den måde. Så det har været vigtigt for mig at vælge kunstnere, der har erfaring med det, og som jeg ved kan lige præcis det. Jeg har valgt ikke at eksperimentere med det, for vi er gæster, der inviterer folk ind. Borgerne skal have en god oplevelse. Kunstnerne står derud i byerne i en hel måned. Jeg har også valgt kunstnerne, fordi de alle har en ret karakteristisk performativ karakter, der er med til at drive værket frem, ved at skabe engagement og synlighed. Og så har de en ustoppelig energi.
Hvordan er samarbejdet med de lokale foreninger, som også er en del af projektet, kommet i stand?
Der er gået et langt forarbejde gået forud, og det med de lokale samarbejder er en helt essentiel del af projektets og min metode. Jeg har haft et grundkoncept for projektet i 2021, og mit første take har været at kontakte alle kommunerne, kultur- og ungekonsulenterne for at få en fornemmelse af, hvordan byen arbejder med kunst og kultur og lære byen at kende. De har så sendt mig i nogle retninger af, hvordan det kan give værdi for byerne. Det skal ikke være os, der kommer med noget færdigt. Vi er fx blevet vist rundt på Ærø og har lært området og strukturerne at kende; hvad er det for nogle ting, der er i spil. På Ærø er der et værft, og jeg vidste, at Pelle Brage skulle være med, og så gav det virkelig god mening at lave et samarbejde med det værft, for de har et værksted, og Pelle er en bygge- og materialenørd. Og så fordi værftet ligger lige der, hvor Kunstfærgen kommer ind – det værk som Pelle går i dialog med. Pelle har også haft et forprojekt, hvor vi faktisk testede hans koncept, materialer og samarbejdet med værftet i et miniformat. Det er en meget innovativ proces, hvor man hele tiden revurderer projektet, når vi får nye in puts fra samarbejdspartnerne, og der kobles hele tiden nye samarbejder og nye mennesker på.
Hvordan kan kunsten så være med til at skabe ændret adfærd i det offentlige rum? Hvad er det de kollektive handlinger i byrummet kan?
Det handler om, hvem, og hvordan man ejer og skaber byen? Hvad er muligt, og hvem bestemmer, hvad der er muligt? De offentlige rum formes i høj grad af, hvordan vi bruger dem – altså af vores adfærd, både mentalt og fysisk. Men den adfærd styres af regler oppe fra eller nogle indgroede vaner, forventninger til, hvad vi bør gøre, og hvordan vi skal opføre os. Jeg mener så, at kunsten kan bryde med den magtstruktur ved at give modspil til den formelle og rationelle by. Kunsten kan skabe plads til en anden social orden, der i højere grad bliver tegnet af de mennesker, som bruger byen fremfor af dem, der officielt bestemmer. Kunsten kan give bolden op til borgerne og lade dem være medskabere af, hvordan vi bruger byen; fx ved Bogstavsfortovet i Vejle, der er et af de eksisterende værker, vi arbejder med. Bogstavsfortovet er et værk, der i forvejen skubber lidt til vores bevægelser i nye retninger og vender op og ned på vores normale måder at være i byen på, men det kan også være sådan, som Pelle involverer borgerne i at bygge en skulptur og lave et midlertidigt mødested nede på havnen, eller som Karoline ved at inviterer de unge til at sætte deres præg på byen med refleksglimt.
Er det ikke problematisk, at en kunstaktør ude fra, Another Public, kommer og laver kunst i et lokalt miljø?
Det kan være problematisk, hvis det ikke bliver gjort på en god måde, hvis man ikke gør det med en intention om at bidrage positivt til den kultur og de visioner, der allerede eksisterer. Jeg er meget interesseret i den problematik. Men jeg tænker, det vi gør som en slags service. Vi hjælper i en proces, der allerede er der eller er i støbeskeen. Sådan mener jeg, det helst skal være. Derfor laver vi også research og etablerer de lokale samarbejder rigtig tidligt i processen. Det er vildt vigtigt. Både at kunne tilpasse projektet i forhold til de interesser de lokale har i projektet, og at give det lokale medejerskab er meget vigtigt. Det er nogle mekanismer jeg hele tiden er opmærksom på at undersøge og forbedre. De lokale samarbejdspartnere sidder jo med en viden, som jeg ikke har – og alle steder er vidt forskellige. Selvfølgelig er der mange udfordringer og især med sådan et projekt med virkelig mange meget forskellige samarbejdspartnere. Folk har forskellige forhåbninger og interesser og vil præge det på forskellige måder. Meget af det handler om relationer og om at finde synergipunkterne. Byen skal synes, de kan bruge det til noget, ellers kan man lige så godt lade være.
Hvad tænker du om kunsten i #VÆRKDINVERDEN? Kunne man ikke mene, den blev brugt som redskab, skal kunsten ikke være fri?
Jeg tænker ikke, de to ting står i modsætning til hinanden. Kunsten kan i kraft af sin frihed være et rigtig godt redskab til at engagere mennesker i deres by og omgivelser. Kunsten kan netop i kraft af sin frihed være password til en by, man selv kan være med til at skabe. Den kan åbne op for andre måder at være i byen på. Den er fri ved, at den kan udfordre og vende ting på vrangen, få os til at genoverveje den måde vi er i verden på, og den måde verden fungerer på. Det er klart, at hvis kunsten bliver brugt som et middel til at opnå et rent rationelt formål, så holder den op med at være kunst i konventionel forstand. Den frie kunst kan noget, vi godt må insistere på, men vi skal også udfordre og stille spørgsmålstegn ved den opfattelse. Vi har måske især i Danmark en tendens til at blive meget forskrækkede over kunsten som redskab. Vi skal huske på, at ideen om den frie kunst er en vestlig konstruktion. Det er ikke en universel regel. I andre steder af verden findes den idé ikke. Idéen om den frie kunst er historisk tæt knyttet til idéen om, kunstneren som et geni, der åbenbarer sandheder i sit værk, som beskueren så kan beundre og blive klogere af. Det vil #VÆRKDINVERDEN gerne gøre op med.
I øvrigt mener jeg ikke, at ordet ’frihed’ harmonerer så godt med kunst i det offentlige rum. For vi er afhængige af så mange ubekendte faktorer, og vi kan ikke bare gøre, hvad vi har lyst til, der er sociale, etiske og politiske – og selvfølgelig økonomiske overvejelser i alt, hvad vi gør. Så kunsten er fri med en ret stor grad af relativitet.