Her følger performanceteksten til værk nummer 92 i Metropolis’ projekt, Wa(l)king Copenhagen. Wa(l)king Copenhagen omfatter 100 kunstnere og afsluttes i dag den 11. august ´2020. Manuskriptet er en mailkorrespondance mellem den Beijing-baserede forfatter af scenekunstneriske tekster Xiao Jing(CHN) og Gritt Uldall-Jessen. Korrespondancen har fundet sted siden den 12. marts 2020 og omhandler den aktuelle situation med COVID-19 og den deraffølgende nedlukning af samfundet i Beijing, Kina og i København, Danmark.
Xiao Jing skulle oprindeligt have været i København i juni 20, hvor de skulle have arbejdet sammen på en reading af et af hendes nye stykker. Projektet var støttet af Statens Kunstfond og indgik i programmet for CPH Stage. Festivalen blev aflyst som følge af COVID-19, så readingen af Xiao Jings stykke blev også aflyst. Det blev i stedet gennemført som hørespil. Det kan høres via dette link: Tagterrassen
I projektet Wa(l)king Copenhagen opsøgte Gritt Uldall-Jessen de steder i København, som Xiao Jing skulle have besøgt.
18. april 2020, – København, Danmark
Kære Xiao Jing.
Jeg er rigtig ærgerlig over at måtte fortælle dig, at CPHStage i år er blevet aflyst. Så vi må finde ud af, hvornår vi ellers kan lave dit stykke. Måske engang til efteråret?
COVID-19 har hærget nu i 5 uger her, Danmark har været lukket ned siden den 12. marts 2020. Jeg har som alle andre været i karantæne i min lejlighed. Jeg har været syg de sidste fire dage med feber og ondt i lungerne, men er nu i bedring. I går blev jeg testet for corona. Heldigvis var testen negativ.
Grænserne til Danmark er lukkede for udlændinge. Det giver en slags klaustrofobisk fornemmelse. Det, at vi ikke kan rejse ud, og at der ikke kan komme gæster hertil fra udlandet, ligesom du fx skulle være kommet her fra Beijing i Kina, giver en følelse af at være indespærret. Tænk, hvis det bliver ved med at være sådan. Det er ikke rart at tænke på.
Jeg synes, det har været hårdt i de sidste fem uger, at man ikke har kunnet blive testet for COVID-19, medmindre man havde symptomer, for uvisheden rammer også hårdt. Hvis man ikke lever op til testkriterierne, så kan man ikke blive henvist til en test. Det er, som om at alt potentielt kan være risikofyldt, det kan skabe angst og handlingslammelse. Samtidig tænker jeg også over, hvordan vores frihedsrettigheder i Danmark er blevet indskrænkede og begrænsede under krisen: Man må ikke bevæge sig for meget rundt, man skal holde sig indenfor i sin bolig, man må ikke rejse ud af landet eller rundt i landet. Vi må ikke forsamles frem til den 10. maj 20. Mere end to personer må ikke mødes. Det er igen også en kraftig begrænsning i éns liv. Vi skal være opmærksomme på, at vores frihedsrettigheder skal rulles tilbage, når smitten og virusset er under kontrol.
Jeg tænker på, hvordan det er for dig at være i karantæne i Kina?
Hvad får du din dag til at gå med? Må du gå uden for en dør? Er du alene?
Hvordan er det med byen Beijing? Hvilke begrænsninger er der? Jeg ved, at Beijing var epicentret for SARS i 2003, så hvordan tager byen ved lære af det i dag?
Skriv også gerne, hvilke ting du godt ville have set eller oplevet i København. Hvor ville du gerne hen i København, hvilke steder ville du aflægge et besøg?
Kærlig hilsen Gritt
4. maj 2020 – Beijing, Kina
Kære Gritt
I 2003 var jeg på sidste trin i mellemskolen [red. Hvad der svarer til 9. Klasse]. Det år udbrød der SARS først på året, og epicentret lå i Beijing. Det halvår skulle jeg og mine klassekammerater forberede os som sindssyge til optagelsesprøven til gymnasiet, men vi måtte blive hjemme på grund af SARS. Jeg boede inde midt i Beijing, klos op ad den berømte shoppinggade, men under SARS lå den før så livlige gade tom og øde hen, det var som at se billeder fra en sci-fi-film om jordens undergang. Det år blev optagelsesprøverne ændret markant. De oprindelige eksamenskategorier var kinesisk sprog og kultur, matematik, engelsk, fysik og kemi. Men fordi skolerne var blevet lukket og undervisningen var standset, endte vi med kun at skulle op i tre fag: kinesisk sprog og kultur, matematik og engelsk. Dengang var fysik og kemi mine stærkeste fag, så da de blev fjernet, stod jeg ikke nær så stærkt som før. Derfor opgav jeg min oprindelige plan om at søge optagelse på et af de bedste gymnasier og endte i stedet med at søge ind på et helt almindeligt gymnasium. Der har helt sikkert været mange som mig – måske var vi en stor gruppe – hvis skæbne ændredes på grund af dette. Men det her er jo blot mine egne oplevelser som en helt almindelig skoleelev. For mange mennesker var SARS et mareridt, som de stadig husker tydeligt den dag i dag.
Og nu, 17 år senere, gentager historien sig. Hvis man skal tale om, hvad vi har lært af SARS, så er det først og fremmest: frygt. SARS står så forfærdeligt tydeligt i erindringen. Udover den høje dødsrate medførte datidens behandlinger alvorlige bivirkninger, nogle blev lammet, andre måtte leve med misdannelser resten af livet, mange læger og sygeplejersker mistede evnen til at arbejde. Det er ting, man stadig hører om i nyhederne i dag.
Den hastige spredning og høje dødsrate for COVID-19 vakte straks minder om SARS, så selvisolation og frihedsberøvelse var ikke så meget officielle tiltag, som det var individuelle valg. Da nyhederne om sygdommens alvor spredte sig på nettet, blev mundbind hurtigt udsolgt her, hvor jeg bor, og derpå fulgte nyheden om, at Wuhan var blevet lukket ned. Det skete samtidig med, at vi gik ind i det kinesiske nytår, og familierne havde allerede hamstret store lagre af mad for at gøre klar til de kommende helligdage, men da epidemien brød ud, blev der hamstret endnu mere. Det lille supermarked nedenfor, hvor jeg bor, blev ellers aldrig tømt for varer, men nu blev frostvarer, der havde ligget oplagret i årevis, revet væk, og i løbet af bare en nat var folk parate til at isolere sig og blive inden døre i en længere periode.
De officielle tiltag var langt strengere end i 2003. Regeringen havde lært af SARS, at man skulle reagere hurtigt og over hele linjen. En måde var at overvåge folk ved at registrere deres mobildata, en anden måde var at få folk til at overvåge og beskytte hinanden. I Kina er der måske nogle ting, der er anderledes end hos jer. Kinesiske boliger ligger i delvist aflukkede boligområder. Normalt har hvert boligområde en eller flere udgange, mens resten af området er omkranset af en mur. Da epidemien brød ud, blev kun en udgang holdt åben fra hvert boligkvarter i Beijing, og ved udgangen står nu vagter og administratorer. Man skal have målt sin temperatur, når man kommer og går, og man skal fremvise en særlig seddel – uden den kommer man slet ikke ind i området. Alle pakker og leveringer bliver stillet ved hovedindgangen. Hvis folk vender tilbage fra områder uden for Beijing, skal de selvisolere sig i 14 dage. I den tid må de ikke gå ud, og hvis de har behov for det, kan de kontakte de ansatte i boligområderne. De kan handle ind for dig to gange, og affald må du også sørge for at aflevere til dem, så de kan skaffe det af vejen for dig. I nogle områder sætter man endda afspærringstape hen over døren, og det er kun de ansatte i området, der må fjerne det.
Der er to absurde og skræmmende oplevelser, som jeg gerne vil dele med dig. Den ene er fra februar, hvor jeg også blev syg med hoste og ondt i lungerne. Jeg vidste, at jeg ikke havde COVID-19, for jeg bliver syg på samme måde hver vinter, og jeg havde ikke set andre mennesker end mine forældre, og mine forældre havde også været isoleret derhjemme hele tiden. Men jeg turde ikke tage hen på hospitalet, så jeg måtte nøjes med at bestille hostemedicin hjem, og da jeg ringede og bestilte det hos apoteket, registrerede de mit telefonnummer. Næste morgen blev jeg ringet op af en ”person”. Det står i anførselstegn, fordi det ikke var et menneske, der var i den anden ende af røret, det var AI. En robot med en menneskeagtig stemme stillede mig en række spørgsmål. Har du feber? Har du været udenbys? I begyndelsen svarede jeg ikke, fordi jeg ikke havde lyst til at tale med en robot, men den blev ved og ved med at spørge, og til sidst svarede jeg: Nej, jeg har ikke feber, nej, jeg har ikke været udenbys. Da robotten havde modtaget et passende svar, gav den mig et par anvisninger og lagde på. Bagefter blev jeg ringet op af en person, og jeg sagde med det samme: Jeg har ikke lungebetændelse! Jeg har ikke feber! Den anden lo og sagde, at han bare ringede for at høre, hvordan det gik. Så lo jeg også. Den her sygdom har gjort alle meget nærtagende og bekymrede. Det andet, jeg vil fortælle, skete for en af mine venner. En af mine venner rejste med højhastighedstog fra Jinan tilbage til Beijing efter det kinesiske nytår. Undervejs ringede samtlige mobiler i kupéen på præcist samme tid. Min ven sagde, at det lød som en hel symfoni. Alle modtog nøjagtig det samme opkald. AI sagde: Når du ankommer til Beijing, bedes du gå i karantæne i 14 dage, og hvis der opstår problemer, skal du melde det straks. Noget i den retning. Det er virkelig komisk, men også skræmmende, hvis man tænker nærmere over det. Som også du fornemmer det, så gør den teknologiske udvikling det umuligt at undvige. Hver eneste af vores bevægelser kan spores. Vi har ikke længere noget privatliv, ingen hemmeligheder. I særlige tilfælde kan den form for overvågning hjælpe et helt samfund, men det meste af tiden vil det kræve enormt store ressourcer økonomisk og materielt, og det får os til at føle os mindre trygge der, hvor vi er – med øjne, der altid kigger på os.
I har ikke haft en lignende epidemi i Danmark, og I har altid levet i et frit land, og derfor føler I jer lukket inde og har svært ved at vænne jer til det. Den danske regering giver jer anvisninger, mens vi her hos os får ’påbud’ oppefra og ned, og hvis man bryder dem, får det alvorlige konsekvenser. Men for os er det faktisk ikke så svært at overholde disse påbud – måske fordi vi allerede har alt for mange rammer og reguleringer og derfor er vant til det. Selvfølgelig er det ikke rart at være lukket inde i sit hjem i længere tid. Jeg vil gerne i teatret, i biografen, ud at spise, men alle de steder er lukkede. En anden ting er, at hvis jeg bliver smittet, kan jeg måske komme til at smitte nogen i min familie, eller andre af dem, der er tæt på mig – dem, som jeg virkelig gerne vil se, selvom vi lige nu står midt i en epidemi. Så jeg siger til mig selv, at det er vigtigt, at jeg ikke bliver smittet. Sådan tænker alle andre også, og derfor er det også helt naturligt for os at holde os isoleret.
Det er en tilstand af selvmodsigelse og mangel på muligheder.
Vi har nu levet isoleret i tre måneder, siden det officielt blev meldt ud, at vi stod i en epidemi. Jeg bor alene. Så i de tre måneder er jeg blevet markant bedre i et køkken, hver dag laver jeg mad til mig selv, læser, går på nettet og ser forestillinger fra forskellige teatre, og jeg mødes på skærmen over et glas vin med mine venner. Jeg kan gå ud, hvis jeg vil, jeg har været ude flere gange de sidste tre måneder, men uden at mødes med nogen. Jeg har kun været i indkøbscentret, uden for byen og sådan noget. Hvis bare man ikke samles, så er er der kun en meget lille risiko for at blive smittet. Men mange steder er lukket ned, så der er ikke ret meget, man kan lave.
Mens vi har været isoleret, er folk blevet mere og mere afhængige af internettet. Der er endda nogen, som mener, at vi sagtens kan leve og arbejde udelukkende på nettet fremover. Stands den udøvende scenekunst, og lad folk se skuespil på nettet i stedet. Men jeg savner teatret helt enormt, savner det, at alle befinder sig i det samme rum, og at vi i fællesskab gennemfører et ritual.
Jeg håber, at jeg får mulighed for at komme til København til efteråret og sætte mit stykke op. Jeg har aldrig været i Danmark, og når jeg kommer til København, vil jeg meget gerne se statuen af Den lille havfrue. Det var først, da I spillede dit stykke om statuen af Den lille Havfrue her i Beijing, at jeg fandt ud af, at der var så mange historier knyttet til den statue. Jeg vil også gerne ind forbi Rådhuset eller museer, se fresker, statuer og dansk kunst. Kan du fortælle mig, hvordan det foregik, da du blev testet? Det var virkelig godt, at din test viste sig at være negativ. Jeg har hørt, at det gør lidt ondt at blive testet, og at hospitalerne er tæt pakkede, da der er rigtig mange, som skal testes, så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan det foregår hos jer.
Har du vænnet dig til at leve sådan? Hvad bekymrer dig? Hvad laver du derhjemme?
Jeg ser frem til at høre fra dig.
Ønsker dig alt godt.
Xiao Jing
26. maj 2020 – København, Danmark
Kære Xiao Jing.
Du spørger, om jeg kan fortælle dig, hvordan det foregår her i København i forhold til at få foretaget en coronatest? Det finder sted i nogle store hvide telte, der er sat op til lejligheden. Ved indgangen til teltene står der 1-2 vagter i militæruniform. Så kommer man indenfor. Den, der skal udføre testen, har værnemidler på, i form af maske og et visir. Personen beder én om at åbne munden, man åbner munden og siger ”Aaaahh”. Så får man en vatpind stukket langt ned i halsen. Den bliver drejet lidt rundt, og så bliver den placeret i en beholder. Så er testen foretaget. Der går 24 timer, før man får svar. Hvis man bliver testet positiv, skal man gå i selvisolation i 48 timer, indtil man er symptomfri. Man skal undgå at røre sig selv i ansigtet. Så skal man danne sig et overblik over, hvem man kan være smittet af, og hvem man har været i kontakt med siden da. Sikke et regnestykke at skulle gøre det op. Det kan være mange mennesker og dyr, der er tale om.
I skrivende stund venter jeg svar på endnu en coronatest, da jeg nu har fået taget endnu en test. Der har været en del kritik i offentligheden af, at der går for lang tid, før man får svar på testen. Så jeg afventer svar med tålmodighed. Men nu her i skrivende stund, kom der svar på sundhed.dk, og min anden test var heldigvis også negativ.
Du spørger, om jeg kan vænne mig til livet her og nu? Og hvorfor jeg er bekymret? Hvad jeg laver derhjemme?
Jeg kan godt vænne mig til livet her og nu. Hvad jeg laver? Der er mange dage, hvor jeg slet ikke står op. Jeg går rundt i nattøj hele dagen. Der går også flere dage, hvor jeg ikke laver noget fornuftigt. Jeg ser nyhederne hele dagen og prøver at orientere mig. Det er det eneste, jeg foretager mig nogle gange. Så ser jeg også tv-serier. En dag så jeg 10 episoder af en krimi-tv-serie på en dag. Det har jeg aldrig gjort før. Det var befriende.
Jeg synes, det er irriterende at gå ud og handle ind, for jeg føler mig truet af de andre menneskers ageren i supermarkedet. Jeg synes, de glemmer at holde den sociale afstand eller ikke går så meget op i det, som jeg gør. Det gør mig vred, for deres frihed er lig med min ufrihed, men når jeg italesætter det over for dem, oplever jeg aggression. Derfor er jeg begyndt at handle online og få madvarer bragt til døren. Men det har jeg også lidt dårlig samvittighed over, for jeg ved, at dem, der bringer varerne ud, eksponeres for en stor risiko for smitte, for at jeg kan sidde derhjemme med mine privilegier og beskytte mig selv over for den samme virus.
Jeg rydder op i kælderen, støver af i min lejlighed og ordner min bogsamling. Jeg går tidligt i seng og sover mange flere timer end vanligt, hvilket gør, at jeg har langt mere energi og overskud til mit arbejde, til at være mig. Jeg tænker, at denne her periode kommer til at ændre mit liv. Jeg tænker over, hvordan jeg har lyst til at leve fremover. Hvad er det for en verden, der venter forude post-corona?
Min veninde på 82 år bor på plejecenter. Jeg har ikke måttet besøge hende siden udbruddet af corona. Hun bliver ved med at sige til mig over mail, at den gamle verden ikke længere findes. Den kommer aldrig mere tilbage, siger hun. Jeg tror ikke rigtig på det, hun siger, eller også fornægter jeg virkeligheden, for i min bevidsthed tænker jeg hele tiden på den nuværende sundhedskrise som noget midlertidigt. Der kommer en vaccine på et tidspunkt. Så kan vi vende tilbage til en mere normal hverdag som tidligere. Men når jeg prøver at gå ind på hendes tankegang, kan jeg se det for mig: Vi skal holde afstand til hinanden, vi skal begrænse os i antal, når vi forsamles, vi skal ikke flytte os rundt i byen eller foretage rejser rundt i landet eller til udlandet.
Du spørger til mine bekymringer? Hvad med teatret? Kommer folk nogensinde igen til at samles omkring scenekunst? Hvis nej, hvad skal jeg så lave? Jeg har lige læst i avisen om regeringens planer for en åbning af samfundet. Her vurderes det, hvor stor en risiko der er i forbindelse med genåbningen af samfundet. Her vurderes teatre som at udgøre en ”middel” risiko for smitte, dvs. at der er en middelstor risiko forbundet med at lukke op for teatrene igen. Men igen tænker jeg: Hvem ønsker at gå i teatret lige nu?
Jeg tænker også over hvilke liv, der er værdige til at få statens beskyttelse? Hvilke liv har forrang for andre liv?
Tilbage til teatret. Du skriver, at du ser en masse teaterstykker på nettet. Hvad synes du om at se scenekunst på nettet? Er der noget, du synes virker i det format frem for noget andet? Har du nogen tanker om, at du selv kunne skrive noget til et stykke til et online-format? Inspirerer det dig?
En anden ting: Hvordan klarer du dig med at tjene penge i en sådan tid som denne her? Hvor kunstnerjobbene er aflyst.
Til sidst: Kan du stille mig en opgave eller noget, jeg skal undersøge for dig på de steder, som du godt kunne tænke dig at have besøgt her, hvis ellers grænserne til Danmark var åbne, og Kinas grænser også var åbne?
Kærlig hilsen Gritt
30. juni 2020 – Beijing, Kina
Gritt,
Da jeg modtog dit brev, var det allerede længe siden, der havde været nye tilfælde af COVID-19 i Beijing. Sommeren var på vej, alle strømmede ud for at more sig, restauranter, barer og andre offentlige steder åbnede igen, vagterne foran boligområderne stirrede ikke længere undersøgende på alle, der kom og gik, mundbind var blot en symbolsk beskyttelse, det virkede, som om alt var ved at blive normalt. Selvom biografer og teatre ikke var åbnet endnu, så regnede folk med, at det ikke ville vare længe. Vi begyndte at forberede det kommende arbejde, og jeg fik et tilbud om at komme til Changsha inden udgangen af juni.
Men den 11. juni `2020 kom der pludselig en række nye smittetilfælde i Beijing, og de følgende dage blev smittetallene ved med at stige. Da det var på sit højeste, havde vi 30 nye tilfælde på en dag. Selvom vi var ovre den værste del af epidemien, så var det første gang, der var så mange smittede på en dag i Beijing. Alle tilfældene havde tilknytning til Xinfadi-markedet. Xinfadi-markedet er et engrosmarked for landbrugsvarer, det er på størrelse med 160 fodboldbaner, og 70% af Beijings fødevareforsyninger kommer herfra. Det mærkelige er, at vi endnu har været i stand til at lokalisere, hvordan og hvor folkene fra Xinfadi-markedet blev smittet. Men efter det her udbrud var det pludselig Beijing, der udgjorde et højrisikoområde i Kina, og det arbejde, vi var begyndt på, måtte igen lægges til side. Jeg mistede muligheden for at komme til Changsha, og flere trupper, der allerede havde indstuderet nye stykker, måtte aflyse deres turneer, fordi teatre i andre egne af landet ikke ville tage imod dem. Et mindre stykke, som jeg instruerede sidste år i forbindelse med Beijing Fringe Festival, er blevet udvalgt til Shanghaiteatret The Great Theater of China’s online program. Men de kræver, at truppen kommer til Shanghai og opfører stykket, og det kan først lægges op online, når teatret har filmet forestillingen og klippet den sammen. I øjeblikket fastholder The Great Theater of China, at de ikke har mulighed for at modtage teatergrupper der har opholdt sig i Beijing, så vi må vente på, at der sker ændringer til det bedre. Den slags er der meget af, og jeg er derfor igen tilbage i venteposition.
Men selvom flere af restriktionerne er blevet genindført, så er folk ikke helt så bange længere, eller sagt på en anden måde: Vi har vænnet os til det. Folk samles mindre og går mindre ud, men sammenlignet med forårets lavkonjunktur, så er byen på mange måder tilbage på et normalt aktivitetsniveau. Hver uge mødes jeg med en lille gruppe venner, vi går ud og spiser og tager på bar – det er stort set, som det var før. Men jeg savner biograferne og teatrene helt enormt. Der er meget stor forskel på at se film derhjemme og at gå i biografen. Og teatret, fornemmelsen af at gennemføre et ritual i fællesskab, det savner jeg rigtig meget.
Du spørger mig, hvordan jeg har det med at se scenekunst på nettet. I begyndelsen var jeg meget optaget af det, man kunne se forestillinger fra mange forskellige teatre rundt om i verden. Men nu interesserer det mig ikke så meget. Er scenekunst egentlig overhovedet scenekunst, når det flyttes ud på nettet? Jeg mener, at scenekunstens væsentligste kvalitet er, at den er ’live’ og ’til stede’, det er en meget gammel form for kunst, noget som den virtuelle verden aldrig vil kunne erstatte. Hvis scenekunst skal spilles på nettet, kan man måske finde andre former for skuespil, der passer bedre til mediet, men det skal man arbejde mere med.
Du siger, at du ser isolationen som en pause, hvor man genopdager muligheder, og jeg har den samme følelse. Isolationen har givet mig tid til at falde til ro og tid til at slappe af. Men det, din veninde sagde om den gamle verdens endeligt, gjorde mig trist. Det, vi forestiller os er klippefast, er i virkeligheden utroligt skrøbeligt. Den verden, mennesket har brugt så utrolig lang tid på at bygge op, kan skydes i sænk af det mindste lille virus. Mon mennesket virkelig er så mægtigt, som vi selv går og tror?
Du spørger, hvordan jeg tjener penge, og det er også noget, jeg gerne vil fortælle dig om. Jeg har hørt, at mange regeringer i Europa udbetaler støtte til deres borgere, og særligt til freelancere og selvstændige kunstnere. Men vi har ingen støtteordninger i Kina. I begyndelsen af epidemien tænkte jeg, at det nok ikke ville vare ret længe, og selvom jeg nærmest ikke har haft arbejde i den første halvdel af året, så havde jeg sparet noget op, og det levede jeg af i en periode. Men efterhånden som det trak ud, gik det op for mig, at jeg nok ikke skulle regne med indtægter fra teatrene i år, og derfor fik jeg via mine venner foden indenfor i en anden branche – news feed-reklamer.
Kender du TikTok og Kwai (Kuaishou)? Det er meget hot i Kina lige nu. Det er apps, man installerer på telefonen, så man kan afspille små videosekvenser. Videoerne varer fra tyve sekunder og op til et par minutter, og de bliver oftest filmet vertikalt, så de passer til mobiltelefonens format. I begyndelsen var de her apps mest beregnet for folk i mindre byer og ude på landet. Her kunne folk uploade og dele klip fra deres liv, og samlet set gav det et mere mangfoldigt og bredt billede af Kina. Senere voksede de to apps og nåede de store byer, og nu har næsten alle kinesere begge apps installeret på deres telefon. Derfor er mange nyhedsapps nu også begyndt at producere videosekvenser. News feed-reklamer er korte reklamevideoer, der bliver vist på disse nyhedsapps. Der reklameres som regel for online-undervisning, forsikringer og investering, og videoerne varer maks. to minutter og er ofte i dramatiseret form. Det er ikke noget, en respektabel skuespiller kunne finde på at arbejde med før i tiden, det er et alt for lavt niveau. Skuespillere i den slags reklamer er folk, der gerne vil være skuespillere, men ikke har nogen form for formel uddannelse, de efterligner bare den overdrevne stil man ser i tv-serierne. Men efter epidemien er der mange teaterskuespillere, som er blevet tvunget ud i at arbejde med reklamefilm, og også jeg er, støttet af mine ikke alt for gode færdigheder som skuespiller, begyndt på det. Indholdet af de her reklamefilm er som regel virkelig, virkelig latterligt, som for eksempel den her: Jeg spiller en mor, der kommer hjem fra arbejde, træder ind ad døren og ser sin datter sidde og spille på mobilen, hvorefter jeg bliver meget vred, farer frem og skælder ud, så hun bryder grædende sammen. I det samme kommer pigens far hjem, pigen løber over til sin far og fortæller ham, hvad der er sket, og faren forklarer mig, at datteren ikke spiller på sin mobil, hun får undervisning online. Jeg bliver meget overrasket og spørger, hvad det er for noget online-undervisning, og faren forklarer mig, at det er matematikundervisning leveret af firmaet XX, det koster kun 9 yuan for 13 lektioner, undervisningen varetages af Harvard-uddannede lærere fra Tsinghua Universitet og Peking Universitet, og der medfølger et komplet sæt undervisningsmateriale. Så giver jeg brødebetynget min datter en undskyldning. Hvorefter ham, der spiller far, ser direkte ind i kameraet (det, vi for sjov kalder at bryde gennem den fjerde væg) og anbefaler produktet til seerne. Den slags arbejde aflønnes som regel per dag, en gang om dagen. Arbejdet starter omkring klokken 9 og varer ind til klokken 19, med en pause midt på dagen. Jeg skyder mellem 4 og 15 videoer på en dag og tjener 5-800 yuan om dagen. Tøj og makeup skal jeg selv sørge for, og som regel har jeg et sæt moragtigt tøj med, samt et jakkesæt, det er, hvad jeg skal bruge i løbet af en dag. Jeg bruger et andet navn der: jeg kalder mig Meng Tong, og det er sket flere gange, at folk på settet råber ’Meng Tong! Meng Tong!’, uden at jeg reagerer overhovedet, ha ha.
Det er et temmelig fleksibelt arbejde, og i de seneste to måneder har jeg været ret så ofte forbi firmaer og studier i Beijing, og jeg har arbejdet i længere tid med de samme instruktører. Men de sidste par dage har jeg ikke været af sted, for jeg kan virkelig, virkelig ikke udstå det arbejde. Der er virkelig intet indhold, hvis ikke jeg ’skælder ud på mit barn’, så ’gør barnet mig så rasende at jeg græder’ eller ’min mand har fået kræft, og vi har ikke råd til behandlingerne’. Man får bare udleveret manuskriptet, og så går man i gang med det samme, og når man er færdig med det ene stykke, går man videre med det andet. Alle præstationer er ekstremt overfladiske, fortællingen har ingen vægt. Ingen, hverken instruktørerne eller de andre skuespillere, tager arbejdet alvorligt, der er ingen, der investerer noget i det. Fordi alle ved, at indholdet er ligegyldigt, det handler udelukkende om at tjene penge. Er der virkelig nogen, der ser den slags? Ja, det er der, for appsene bruger big data til at analysere sig frem til den enkeltes interesserer og sørger for, at du får vist reklamer, der passer til dig.
Her afspillede vi – efter ønske fra Xiao Jing – de scener, vi optog som lydfiler på Forsøgsstationen.
Jeg føler mig fuldstændig opbrugt, og jeg savner virkelig den tid, hvor jeg skabte noget på teatret, jeg savner at arbejde for alvor. Hvis der fandtes parallelle universer, hvis der fandtes en dimension, hvor man ikke havde COVID-19, hvis Tagterrassen blev opført i Danmark, hvordan ville det så være? Kunne I måske tage hen til det sted, hvor vi havde planlagt at vise stykket, Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have, og afspille lidt af stykket, så jeg kan forestille mig, hvordan det ville være at opføre det i virkeligheden? Beskriv stedet for mig, omgivelserne, lydene, stemningen.
Xiao Jing