På Waves festivalen, som finder sted hvert andet år i Vordingborg, så jeg et værk, When The Bleeding Stops, af den islandske danser og koreograf Lovisa Ósk Gunnarsdóttir, som var årets højdepunkt for mig, i et udvalg af mange andre utrolige gode, interessante og smukke værker.
Værket var begyndt allerede, inden publikum kom ind i salen, og dette blev illustreret ved, at Gunnarsdóttir stod klar og betragtede os, mens vi kom ind og satte os. Denne uprætentiøse tilgang til sig selv og publikum var bærende for hele værket og oplevelsen.
When The Bleeding Stops undersøgte erfaringen af at gå i overgangsalder og tog først udgangspunkt i Gunnarsdóttirs egen erfaring. Scenografien var udgjort af et enkelt gulvtæppe, en høj grøn plante på hver side af tæppet, og Gunnarsdóttir i midten med et spot på sig. Hun fortalte om sit liv, hvor dans havde fyldt hendes hverdag, tanker og hvert eneste ledige øjeblik uden at det på nogen som helst måde havde været skrevet i kortene – hendes familie var ikke kreativ. Mens hun talte, illustrerede hun momentvis ordene med de bevægelser, som lå til grund for historien.
Nogle gange ser man en performance, hvor man bliver fuldstændig bjergtaget af performeren fra første øjeblik – sådan var det at betragte Gunnarsdóttir. Hun balancerede mellem at være sårbar og stærk og mistede aldrig balancen mellem de to tilsyneladende poler, som her blev ét og det samme.
Hun fortsatte fortællingen om sit liv. Da hun var i starten af trediverne, havde hun i ti år danset professionelt, og alle omkring hende begyndte at spørge, hvornår hun skulle på pension. Som danser kan ens passion slukkes tidligt, og igen var det kroppen og ikke sindet, som regerede.
Gunnarsdóttir fik i løbet af trediverne en skade, som gjorde, at hun ikke kunne bevæge sin ryg eller sin nakke, og for første gang i sit liv kunne hun ikke længere danse. Hun var fanget i sit hjem, men mest af alt fanget i sin egen krop. Hun opdagede, at hun var fyldt med en masse ubehagelige følelser, som hun normalt fik omsat ved at danse, men som hun nu stod tilbage med i en stivnet tilstand.
Langsomt begyndte hun at gå tur hver dag som en del af hendes healing. En dag begyndte en gammel, velkendt sang at spille i hendes hoved, If You Don´t Know Me By Now af Simply Red. Da hun kom hjem fra turen, fandt hun den sin computer og dansede helt forsigtigt til den – så godt som hendes krop tillod. Det hjalp.
Gunnarsdóttir begyndte at synge den første sætning af denne klassiker af en popsang, og mange i publikum stemte i med det samme. Alle var fuldstændig opslugt af fortællingen og indlevet i den på en måde, der tilsidesætter den skam, som normalt kan opstå ved, at man deltager.
Hendes krop healede op, men ikke lang tid efter begyndte andre forandringer at træde frem, og denne gang anede hun ikke, hvad der foregik. Det viste sig, at det hun var gået i perimenopause, den tidlige fase til overgangsalder. Hun opdagede, hvor tabubelagt det var, og hun spurgte sig selv, hvorfor hun ikke vidste, hvornår hendes egen storesøster eller mor var gået i overgangsalderen. De var tætte, men havde ikke delt det med hinanden.
En mission begyndte.
Gunnarsdóttir begyndte at spørge alle kvinder, hun mødte om deres overgangsalder. Hvordan det føltes, hvad som ændrede sig, hvad de tænkte om sig selv og verden omkring dem i det overgangsritual, som de enten var i gang med eller havde været i gennem. Svarene var chokerende. Det havde været dybt transformerende, de fysiske symptomer var heftige og det samme var den følelsesmæssige påvirkning. Det mest overraskende for mig, som endnu ikke har den livserfaring, var at langt de fleste læger ikke kunne finde ud af at diagnosticere disse ciskvinder. I stedet berettede Gunnarsdóttir om den ene kvinde efter den anden, som blev fejldiagnosticeret, én med svær depression, én med en hjernetumor, forskellige former for kræft. Først når en gynækolog kom i spil, blev det med det samme klart og tydeligt, at det som foregik, var en fuldstændig forventelig del af et liv.
Spørgsmålet bliver dermed, hvordan det påvirker den enkeltes krop og sind ikke at have viden om dette, ikke have mulighed for at tale om det, eller tilstrækkelig viden om fx hormonbehandling for at lette symptomerne.
Gunnarsdóttir indledte sin egen forskning indenfor området med udgangspunkt i sin egen krop kombineret med daglig dans. Hun udvidede ved at begynde at spørge andre kvinder om, de havde lyst til at udføre samme rutine som hende, altså at gå en tur, lytte efter hvilken sang som begyndte at spille i hovedet, komme hjem og sætte den på og danse for sig selv i ens eget hjem. Hun bad hver kvinde, som sagde ja om at optage sig selv med deres mobil eller lignende.
Her ændrede performancen form. Scenografien blev fjernet, og en enorm projektion blev skudt op på salens bagvæg. Én efter én så man en kvinde tænde for sit lille kamera, sætte musik på og begynde at danse. Sangene var vidt forskellige, Rammstein, opera, Whitney Houston, pop, rock, og hver gang kunne man se, hvordan det ramte den enkelte person i hjertekulen, og hvordan den måde personen bevægede sig på ikke handlede om at stå på et dansegulv og performe en art lækkerhed eller perfekte moves, men i stedet en dyb personlig bevægelse af krop, hvor man kommer i kontakt med sig selv gennem bevægelse. Det mindede mig om den måde, man ser børn danse på, som endnu ikke har opdaget blikket udefra, men danser udelukkende for sig selv.
Efter at have set et ganske stort repertoire af forskellige kroppe og sange, alle med det tilfælles, at det var kvinder i overgangsalderen, rejste hele første række sig pludseligt op og gik ind midt på scenegulvet og begyndte at danse. Alle var det personer, som vi havde set korte klip af. Jeg fik kuldegysninger af, hvor smukt og virkningsfuldt det var.
Det var noget helt særligt at få lov at sidde og betragte helt almindelige kvinder i denne specifikke aldersgruppe, stå sammen som hold, støtte hinanden og ære den oplevelse, som deres liv havde ført dem frem til, bevæge sig uprætentiøst, men med så meget livsglæde.
De fik stående applaus af hele salen, da performancen sluttede.
Derefter kom sangen Dance Monkey af Tones and I på, og performerne vinkede publikum mod sig. Aldrig før har jeg oplevet så velvilligt et publikum, alle sprang op, nogle hoppede hen over stolerygge for at komme ned og være med til at danse sammen med holdet. I stedet for den følelse man kan have i publikumsinddragende situationer, hvor man får koldsved og forsøger at snige sig væk, var det som om den tilladelse, der fandtes i hele værket, havde forplantet sig til publikum.
Gunnarsdóttir genfortalte på et tidspunkt i værket, hvad de forskellige mennesker, hun havde snakket med om overgangsalder, havde oplevet. Jeg husker særligt et udsagn: ”der var som om ingen længere så mig, som om jeg stoppede med at eksisterer, ingen interesserede sig for mig”. When the bleeding stops gør præcis det modsatte, viser frem og giver agens og værdighed til de personer, som enten er i gang med overgangsalder eller har gennemlevet det.
Jeg har svært ved at forklare præcis hvorfor, men jeg brød grædende sammen under applausen. When The Bleeding Stops er et af de mest rørende værker, jeg nogensinde har set. Bravo Lovisa Ósk Gunnarsdóttir og bravo Waves for at kuratere så stærkt et værk ind i den overordnede virkelig vellykkede festival.
