I udstillingen Forlænget eksponering i Rundetårn inviterer billedkunstner og forfatter Karin Hald generøst sine venner ind i hendes soloudstilling til også at bidrage med værker til udstillingen, som tager udgangspunkt i en nænsom og meget vigtig samtale om håb efter overgreb. bastards redaktør Mette Garfield har talt med kunstneren om sin hyldest til vennerne, arbejdet i haven, forvandling, at være erotikken og om kunstens mulighed for at skabe et nuanceret modsprog.
Jeg har taget initiativ til dette interview med Karin Hald om hendes udstilling Forlænget eksponering i Rundetårn. Jeg kender Karin Halds skrive- og kunstpraksis, men jeg kender selvfølgelig også Karin gennem hendes tekster og samvær i forbindelse med arbejdet på bastard. Vi aftaler at skrive sammen i et docs dokument. Jeg skriver mine spørgsmål ned efter at have oplevet udstillingen i Rundetårn, så Karin stille og roligt kan svare. Jeg plejer at lave interviews face to face og har måske været lidt nervøs for ikke at kunne få formuleret mig rigtigt, men jeg bliver igen berørt over hendes generøsitet og mod til at være sårbar, nu når jeg læser hendes svar.
Vil du måske starte med at sige noget om titlen på udstillingen, hvorfor har du kaldt den Forlænget eksponering?
Udstillingen har fundet sin titel i den behandlingsform, som jeg har gennemgået i psykiatrien, kaldet Forlænget eksponering, oprindeligt Prolonged exposure. Denne behandlingsmetode kan bruges i forbindelse med traumebehandling. Helt konkret betød det, at jeg i en længerevarende periode en gang om ugen talte med den samme psykolog, som bad mig om at genfortælle et specifikt traume, hvor jeg hver gang blev bedt om at fortælle om en udvalgt del. Det blev optaget, mens jeg sad med lukkede øjne og så det for mig.
Derefter skulle jeg høre optagelsen hver dag, hvor jeg ikke måtte gøre andet end at sidde stille og roligt og tage det ind. Meningen med dette er, at patienten langsomt husker det som er fortrængt, hvilket er et grundprincip for traumer: fortrængning. Dernæst bliver traumet forvandlet gennem at blive fortalt igen og igen, til et narrativ som findes udenfor en selv: i stedet for at det jager rundt i det ubevidste og skaber uendeligt meget hærværk i nervesystemet, bliver det til noget, som kan undersøges og håndteres. I hvert fald lidt bedre. Det ville være for glorificerende at sige, at det her handler om et rask-syg-rask narrativ.
Det centrale værk (for mig i processen) hedder også Forlænget eksponering, for at pege på en kerne, hvorfra den her udstilling er blevet til.
Vil du uddybe det værk, Forlænget eksponering, som primært er et lydværk, hvorfor lyd og minimal visuel side? Det virker meget stærkt, synes jeg.
Værket er på et konkret plan i udstillingsrummet lavet af en stor firkant, som hænger fra loftet, der er skabt af grønt, tungt, glat stof. Når man går ind, findes der en skærm, som fylder hele bagvæggen, men som er skjult af det samme grønne stof, hvorved det kun er undertekster man kan se.
Underteksterne hænger sammen med det lydværk, som man kan sætte sig og høre i høretelefoner. Selve samtalen, som er transskriberet til engelske undertekster, er mellem min psykolog og mig, og var den sidste samtale i mit terapiforløb. Hun beder mig om at starte med at fortælle fra det punkt, hvor den voldtægt jeg var udsat for, er ovre. Dermed bliver det et værk, som handler om, hvordan jeg kom videre derfra: først helt konkret, hvordan jeg kom ud af den lejlighed, jeg befandt mig i; alle de refleksioner omkring hvilken strategi det var bedst at gøre brug af for ikke at forværre situationen samtidig med, at jeg oplevede at være paralyseret.
Derefter handler samtalen om, hvorfor jeg ikke meldte det til politiet, den manglende erkendelse af, hvad der rent faktisk var sket, fordi det på sin vis var nemmere at minimere det, hvordan jeg havde brug for at få mulighed for at være vred på overgrebspersonen, men da det ikke er muligt, vendte jeg vreden mod mig selv.
Det er normale tanker at tænke for en person, der har oplevet et overgreb, omend de ikke logisk set giver mening. De afspejler en konstant mistro til en selv, i stedet for at den bliver rettet mod krænkeren. Dette tror jeg er en mistro, som hænger sammen med, hvordan fortællingen om voldtægter bliver behandlet i medier, hvordan patriarkatets vold findes i os alle. Vi har globalt set haft ekstremt mange #MeToo-beretninger, og jeg havde ikke turdet at lave denne udstilling uden den bevægelse fandt sted, men jeg føler, vi mangler fortællinger om, hvad der rent faktisk sker følelsesmæssigt, samt hvordan man kan heale efterfølgende. Vi har brug for at forstå det her som noget mere og andet end en click-bait overskrift.
Da det er den sidste samtale, er jeg ekstremt tryg ved min psykolog, og samtalen er meget rolig og reflekteret. Jeg er hende så utrolig taknemmelig – hun viste mig så meget fintfølende omsorg igennem det forløb. Fordi samtalen netop er rolig og reflekteret, har jeg vurderet, at den samtale var mulig at dele med andre, at det er muligt for andre at træde ind i den og få en større forståelse for den kompleksitet, som findes i alle disse tanker og følelser.
Jeg blev egentlig overrasket (og så alligevel ikke, når jeg ved, du har lavet udstillingen :)), men overrasket over, at udstillingen virker så mild, helende og subtil, omsorgsfuld, når temaet er så voldsomt. Kan du evt sige noget om det? Hvorfor er udstillingen sådan – er det bevidst fra din side? (Altså måske noget om bevidst at udelade overgrebet og overgrebsmanden?)
Jeg lever med en diagnose, som er k-pstd. 60 % af alle, som overlever en voldtægt, har efterfølgende kompleks ptsd. Det betyder flere ting og kommer til syne på forskellige måder for forskellige mennesker, men det, som er vigtigt at forstå og tage hensyn til, er, at ens nervesystem er på konstant overarbejde. Der er en konstant årvågenhed for at prøve at forhindre en ny katastrofe, selvom man ikke er i en farlig situation.
Derfor ville jeg ikke lave en udstilling, som på nogen som helst måde kunne re-traumatisere nogen, eller skabe noget som var provokerende eller sensationelt, fordi jeg selv ved at det ville gøre det umuligt for sådan én som mig selv at se udstillingen.
Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor vanskeligt og krævende det har været for mig at lave især værket Forlænget eksponering, fordi det er så svært at gøre sig fri af den skyld og skam, som ligger implicit i den generelle fortælling om mennesker, der bliver voldtaget. Samtidig har jeg skulle tøjle mit nervesystem, både i forhold til at alle nu ved, hvad jeg har gennemgået samt en eventuel mistænkeliggørelse, som også sker ganske ofte, når mennesker står frem i forbindelse med alt, der findes i #MeToo-territorium.
Jeg har været så bange for at blive udskældt og udskammet, jeg har været nervøs for, hvad andre ville tænke om mig, når de hørte en samtale fra så privat et rum, som et terapirum i psykiatrien er. Det bliver en totalt omvendt logik: Jeg stiller mig sårbar og fortæller noget smerteligt og er bange for at blive ydmyget i den generøsitet. Jeg har igen og igen skulle sige til mig selv: at jeg tror alt dette om mig og det publikum, som møder værket, er grunden til, at jeg skal gøre det, fordi det skal ikke have lov til at være sådan.
Vi har brug for som samfund at nuancere fortællingen om hvem, der voldtages, hvem, der voldtager, og hvordan en voldtægt foregår. På trods af #MeToo sker der stadig masser af grænseoverskridende adfærd. Det kan forebygges på et utal af måder.
Jeg spurgte blandt andet Emma Holten til råds, og hun gav mig det smukkeste svar. Hun sagde: du må gerne være sårbar, du må gerne græde, alt det må gerne findes som en del af processen, men lav værket! For det betyder noget.
Hun sagde: hav tillid til andre mennesker.
Jeg har optagelser, hvor jeg fortæller eksplicit om voldtægten. Jeg kunne aldrig finde på at bruge dem. Det tjener ingen værdi. Og det er fordi, at jeg ved, at jeg ikke selv ville kunne holde til at høre eller se det. Det er en underlig størrelse, for jeg har jo fx arbejdet med kunstnerisk forskning, og der ville man jo på forskellig vis indsamle empiri. Min empiriindsamling er markant anderledes i denne udstilling. Hvis jeg læser for meget om overgreb, så begynder jeg at dissociere. Min krop vil ikke være med til det. Derfor må vidensindsamling ske på et andet sæt, som for mig har handlet om at fremavle håb, hvilket blandt andet er sket ved at flytte på landet og begynde at lave havearbejde. Langsomme, nænsomme handlinger er gode og vigtige for et nervesystem, som har brug for ro og hvile.
Meget har ændret sig for mig, jeg har gennemgået en transformation igennem mit forløb i psykiatrien, og noget af det, som er blevet tydeligt, er, at jeg ikke på nogen som helst måde længere vil gå med til at fetichere smerte. Jeg vil heller ikke gå med til et narrativ, som er “rask-syg-rask” – jeg er ikke rask eller syg, begge begreber er i vesten simplificeret.
Den her udstilling er politisk i allerhøjeste grad, men den er det ud fra håb, nydelse, venskab, omsorg, kærlighed. Pleasure activism. Tusind luftkys til Adrienne Maree Brown. Jeg har lavet den her udstilling først og fremmest til andre, som har gennemgået det samme som mig. Sidenhen til pårørende og til slut til alle de, som bør vide, hvilke konsekvenser det her har for et menneske, så der kan findes mere empati og omsorg.
Jeg ville ønske, at jeg havde kunne tage ind og se den her udstilling, da jeg havde det allerværst. At der var nogen, som havde vist mig: Der findes håb også selvom, du ikke kan føle det lige nu. Håbet er det sidste, du mister og det sværeste at genfinde.
I værket Forlænget eksponering, så vel som i udstillingen, findes gentagelser og forskydninger. Det kan måske virke, som der er noget, der ikke helt bliver sagt eller behandlet og udtrykt direkte? At gentagelserne og forskydningerne kredser om noget – måske en mimen eller et ekko af, hvordan det stadig, mærkeligt nok, kan føles skamfuldt at skulle adressere overgreb, man har været udsat for? Jeg har selv været udsat for et voldtægtsforsøg og husker, hvor skamfuld jeg følte mig efter, som om det var min skyld, hvilket jo er ret klassisk. Det blev et tabu for mig, og er det nok stadig lidt. Selv efter #MeToo, og at vi nu ved, også i den offentlige samtale, at næsten alle kvinder har været udsat for en eller anden form for overgreb, er det vanskeligt at tale om? Hvorfor tror du det er sådan? Kan kunsten så noget særligt i forhold til den tavshed, tror du?
For det første: tak fordi du deler det her med mig og alle andre, som læser Mette. Jeg sætter pris på det og bliver rørt, og jeg er ked af at høre, at du også har oplevet noget lignende.
Da jeg blev syg, opdagede jeg det helt og fuldt, da jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne finde håb, trøst eller mening i hverken kunst eller litteratur. For mig var dette en massiv ændring i min måde at være i verden på. Hele mit voksne liv har jeg beskæftiget med mig begge dele, og jeg har haft stor tiltro til den form for viden, som vi alle kan få tilgang til igennem alle former for kunstnerisk skaben.
Da jeg var på den anden side af mit forløb i psykiatrien, var jeg i tvivl om, hvorvidt der var plads til mig i billedkunsten, fordi jeg var i tvivl om, hvad der kunne siges, og hvordan det kunne siges. Ingen i Danmark har lavet en udstilling om voldtægt før mig. Jeg har heller ikke stødt på det i en nordisk kontekst. Hvorfor?
Vi har alle kunne læse fantastiske bøger om emnet, vi har set teater, hvor seksuelle overgreb udforskes, det findes også i musikken. Men ikke i billedkunst.
Jeg har aldrig prøvet det før, men det var som om, der ikke var andet, jeg kunne end at netop sige: dette er sket, jeg er ændret og jeg lever med det. Jeg savner, at der er mere plads i billedkunst til det sårbare, upolerede, det, som næsten ikke kan siges. Der er begyndt at blive kastet lys på traumer og tabuer – må det fortsætte!
Det, jeg har oplevet igennem at lave den her udstilling, er at finde håb i kunst. Det skete faktisk! At finde det sammen med alle dem, som jeg har delt min fortælling med. Her bliver gentagelserne og forskydningerne vigtige, for i traumebearbejdning siges det samme igen og igen, men hele tiden med ny forståelse og små ændringer. Og kunsten har vist sig at være et fantastisk sted at ‘tale’ om det, fordi det netop er en arena, der kan rumme nuancering, omveje, misforståelser og undersøgelser. Det har været meget nemmere at forklare mig selv til omverdenen igennem alle de nye værker, jeg har lavet, end at forklare kun med ord, hvad der skete. Der vil altid være sider af dette, som vil forblive ubelyste – det kan ikke være anderledes.
Derfor er der helt konkret mange spejlinger i udstillingen, spejlinger af værker, som gentages med forskydninger, og så i midten et hvilerum, hvor man, hvis man lægger sig ned, kan læse tekster skrevet af Liv Duvå, Ditte Holm Bro og Stina Vogt.
Jeg ved, du ofte meget generøst inviterer andre stemmer ind i dine værker, fx i din bog Blomst, buket, og du har jo så, som du siger også inviteret en række andre kunstnere ind i denne udstilling i Rundetårn, hvorfor? Og hvordan har det været? Kan du sige noget om den proces, og hvordan du vælger, hvem du vil arbejde med? Og om, hvordan du inviterer dem ind, har de fx helt frie rammer, eller udstikker du nogle linjer?
Jeg har inviteret de kunstnere og forfattere med, som var der for mig i min sygdomsperiode. Altså mine venner, som samtidig også arbejder med kunst og litteratur. Det er Tove Storch, Ragnhild May, Kristoffer Raasted, Louis André Jørgensen, Trine Struwe, Axel Burendahl, Lara Osten, Niels Munk Plum. Og så er der et hvilerum, hvor seng og patchwork er skabt af Anne Rieder, Sidsel Ana Welden og Olivia Lund. Og førnævnte Liv Duvå, Ditte Holm Bro og Stina Vogt.
Jeg har inviteret dem med, fordi jeg ikke havde klaret mig igennem det her uden dem. Hverken sygdomsperioden eller at lave udstillingen. Det er en hyldest til venskab. Og så er det en mulighed for, at pårørende også kommer til orde. Jeg inviterede dem alle på baggrund af et brev, jeg skrev til dem:
Jeg bad dem alle om at komme med deres bud på håb. Derefter var der frie rammer. Jeg har ikke ville kuratere deres oplevelse og tanker herom. Buddene er vidt forskellige, men interessant nok er det blevet en meget sammenhængende udstilling.
Hvis jeg skal komme med et konkret eksempel, så har Louis André Jørgensen skabt en skulptuhave, hvor jord fra prøvestenen, et forurenet område fra Amager, er samlet til en lille jordhøj, hvorefter de har plantet både græs og bulmeurt i jorden. Værket står og spirer i løbet af udstillingen. På toppen findes en sten, hvor Louis har indgraveret “I´m still alive”, som både blive en ny forståelsesramme at opleve en sten i, samt giver mig referencer til gravsten, og så er det ikke mindst en utrolig poetisk sætning i kontekst af udstillingen: jeg er her stadig, også selvom jeg muligvis virker til at være i en form for dvale eller stilstand.
Jeg kunne snildt fortsætte, alle værkerne er så vidunderlige. Grundlæggende har det været rørende at invitere mine venner til at være med og ikke mindst se de værker, de har responderet med. De er alle meget sensible. Jeg har ikke været sikker på, hvad reaktionen ville være på at blive spurgt om at være med i en dialog, som omhandler håb: det kan virke enormt kikset, og som om man er den mindst seje i skolegården. Ja, det føles faktisk som om, det er de seje i skolegården, der står og råber: Hvem har dog brug for håb?!
Min erfaring er, at den, som allerede har håbet, ikke ser, at de netop har det. Der er en privilegieblindhed, og derfor tror de ikke, de behøver det, eller at det er deres at forkaste. Hvis du har oplevet at miste alt håb, vil du vide, hvor hårdt købt det er at genvinde det.
Noget, som er vigtigt at nævne i forbindelse med alle de, som deltager, er, at det også har været en mulighed for mig at åbne mig op for dem og mere præcist lade dem vide, hvad der er hændt mig. Det blev en mulighed for samtale – men med afsæt i kunst. Jeg er ikke bange for, at kunst bliver hverken terauptisk eller pædagogisk, det er ikke det samme som, at den er didaktisk, eller at beskueren ikke selv kan indskrive sig i det, tværtimod.
Det er også vigtigt at nævne, at Paola Paleari har været projektkoordinator på udstillingen. Hun har hjulpet mig både med intellektuel samt emotionel sparring gennem hele processen. Hvis ikke det havde været for Paola, havde jeg ikke kommet igennem at lave den her første udstilling efter mit sygdomsforløb.
Du har også selv taget de her meget smukke, subtile fotografier, selvportrætter, som man næsten ikke kan se, på papir med tydelig tekstur, Light Transforming through the System. De er taget i direkte sollys, som oplyser og blænder, vil du sætte nogle ord på, hvordan og hvorfor? Er de også udtryk for forlænget eksponering måske?
Light Transforming through the System er en serie af fotografier, som er antotypier, hvilket vil sige, at det er fotografi fremkaldt ved brug af plantefarve. Alle fotografierne er selvportrætter, taget i direkte sollys i min have, med mellemformat analog kamera. Det betød, at jeg ikke vidste, hvordan jeg så ud, og at lyset blændede mig. Ikke ideelt, hvis portrættet skal blive klassisk ‘skønt’. Jeg er blevet meget lys- og lydsensitiv, og derfor har solen en dobbelt funktion for mig: den både blænder og oplyser. De er fremkaldt med plantefarve ekstrakt lavet af gurkemeje, fordi gurkemeje er godt for at dæmpe angst.
Antotypierne fremkaldes i solen og kan ikke fikseres. Det betyder, at de med tiden vil forsvinde. Det er et værk i konstant transformation, og det, synes jeg, er en vigtig pointe i forhold til selvportrættet: man kan ikke fastholdes som menneske, og jo mere vi tillader forandring, jo nemmere vil det være for os selv at rumme den.
Dit videoværk, hvor du sammen med din kæreste er ude i haven med en voice over med en oplæsning af Audre Lordes Uses of the Erotic: The Erotic as Power hedder Moving Into Sunlight Against the Body of the Woman that I Love, hvad handler dette værk om?
En af mine største inspirationskilder er Audre Lorde. At læse hende og høre hende (på gamle optagelser), er intet mindre end fantastisk. Hun vækker styrke, sårbarhed, mod og ja, håb i mig. Den her udstilling tager jo udgangspunkt i den voldtægt, jeg var udsat for, men den ønsker at undersøge håb. Derfor ville jeg gerne lave et modstykke til lydværket Forlænget eksponering, som blev Moving Into Sunlight Against the Body of the Woman that I Love. De samme grønne gardiner gøres der brug af, men hvor lydværket er lukket af, og du sidder i mørke med værket, er Moving Into Sunlight Against the Body of the Woman that I Love åbent for beskueren, og Lordes stemme kan konstant høres i udstillingen.
På billedsiden går jeg rundt sammen med min partner, teaterinstruktør Camilla Kold, og vores hund Baby, i vores have. Man ser os være i gang med at plante et nyt staudebed, mens foråret brager igennem omkring os. Det er en meditativ og sanselig video, hvor meget lidt sker, alt imens Lordes ord beskriver, hvordan det erotiske er en kraft, som kvinder har skulle aflære sig igennem at leve i patriarkatet, og hvordan at dette ikke må ske: vi skal fylde os op med det erotiske, som for Lorde ikke blot handler om det seksuelle eller rettere sagt det pornografiske: der er ingen afstand i hende, hun beskriver at være det, i sig selv, for sig selv. For mig kunne jeg inderligt relatere: det handler om at være sammen med den kvinde, jeg elsker, at være i haven, mærke solen, lave kunst – at være skabende.
I en udstilling med så dystert et forlæg var det vidunderligt at sige: det erotiske er ikke taget fra mig.
Det værste ved at blive voldtaget er at opleve at få frataget sin agens og at være alene på trods af, at en anden person er til stede sammen med dig samt den ensomhed, der findes bagefter, fordi vi ikke har sprog for at fortælle, hvad man har været udsat for. Jeg oplever, at den her udstilling er et modsvar, en antitese til volden, vreden, hadet. Jeg tager min agens tilbage ved igen at blive skabende, jeg tager min plads. I stedet for modløshed læner jeg mig forsigtigt ind i venskaberne, omsorgen, min kærestes kys, når hun passerer mig for at hente mere gødning og min hunds betingelsesløse kærlighed.
Mine venner holdt mig i live, og Camilla gav mig lyst til at leve igen.