Jeg har tænkt en del over på det sidste, hvordan der er begyndt at være flere og flere kunstkritikere, som tager bladet (mere) fra munden og siger til og ikke mindst fra. Og dette har affødt en reaktion, hvor de kunstnere, der skrives om tager til genmæle, og ønsker (også) at blive hørt i, hvordan deres værker italesættes. Jeg oplever det som produktivt, fordi magtbalancer kastes op i luften.
Jeg skriver kritik, refleksioner og undersøgende tekster om performancekunst, dans og teater, og jeg gør dette med en baggrund som både billedkunstner og forfatter. Jeg er derfor en person, som ikke er uddannet fra fx kunsthistorie, og jeg tror på, at der kan komme en anden form for kritik ud af dette: måske en kritik, der ved, hvordan stort set alle værker laves med hjerteblod og næsten ingen penge, og hvordan det oftest er et forsøg, og ikke noget som er færdigt, i stedet altid i bevægelse.
Det er interessant, hvordan kritikeren nemt kan tilskrives at have værdi som en sandsigerske, og her tænker jeg på den kritiker, der ikke går til sit erhverv som en undersøgelse og med ydmyghed, og som derfor også tildeler markeringer, såsom hjerter i Politiken, for at læseren derved nemt kan afkode præcis, hvor godt eller dårligt værket er – for netop meget kritik stiller sig netop der: fremskriver en (subjektiv) mening om et værk, som et facit, og hvor det bestemmes, hvorvidt det er lykkedes eller ej.
Jeg vil gerne bidrage til at holde fast i nuancerne, det er derfor jeg skriver kritik. Men sjovt nok er der, hvor jeg oplever det mest vanskeligt at skrive kritik, når jeg netop møder værker, hvor jeg ikke ved. Det er nemmere at skrive om noget, hvor jeg tydeligt mærker en begejstring eller et ubehag; så undersøger jeg hvorved dette opstår, og undersøger om det er rimeligt, at jeg føler det sådan. Men når jeg møder værker, hvor jeg bliver forvirret, så sidder jeg tit imens jeg ser performancen, og tænker: Hvad i alverden skal jeg dog skrive om dette? Og det handler jo om at turde stille sig et sted, hvor man tillader ny viden at strømme ind over en, og beskrive sin undren, og dermed også sige: jeg har ikke svaret.
Sådan var det langt det meste af tiden på Tårnby Park Performance Festival – igen og igen så jeg værker, hvor jeg stod tilbage med undren, og det er jeg taknemmelig for.
Jeg skrev om festivalen sidste år, og var imponeret over at finde en performancefestival, som ikke gjorde brug af alle de sædvanlige performere, som er i rotation i København. I stedet oplevede jeg at komme ud til en performancefestival, som på en uprætentiøs måde ønskede både at invitere voksne, unge, børn og ikke mindst lokalbefolkningen til at være med. Jeg glædede mig derfor til endnu engang at både se, høre, dufte og interagere med de mange værker, som var tilgængelige.
Blæspruttetanker – af Boaz Barkan med performer Amalie Bergstein Nielsen
Jeg var med på festivalen i tre dage, den første dag var d. 10. juni. Jeg mødte op på Tårnby Bibliotek, hvor jeg blev ledt ind i den bagerste del til et puderum. Her havde børn og voksne samlet sig, og performancen Blækspruttetanker begyndte ved, at performer Amalie Bergstein Nielsen roligt og venligt bød velkommen, og bad os alle tage høretelefoner på, hvorved vi kunne høre hende, da hendes mikrofon var koblet sammen med alle høretelefonerne. Dette betød, at man selv kunne justere højden på lyden af hendes stemme samt, at hun ikke behøvede at hæve stemmen for at kunne nå alle de fremmødte. Det er et simpelt greb, men som var effektivt og vigtigt i forhold til at opnå et intimt og fint rum, som netop var det Bergstein Nielsen opnåede.
Performancen bevægede sig rundt i biblioteket, hvor Bergstein Nielsen startede med at sanse alle de dele, som udgjorde rummet, som var bestandige: hvordan gulvet, loftet og væggene så ud og føltes, samt, hvordan hun kunne bruge sin krop til at bevæge sig rundt mellem de forskellige elementer. Det narrativ som normalt ville foregå inde i hovedet, altså fx hvorvidt man kan klemme sin krop gennem et hul i et palads lavet af blødt skummateriale, blev nu sagt højt, hvorved alle kunne følge med i hendes sansers tilblivelse i rummet.
Vi fortsatte til en dansesession i et legehjørne, hvorefter vi dannede en kæde gennem biblioteket. Efterfølgende skabte performeren en fortælling om, hvordan vi alle blev til blæksprutter. Fortællingen blev forstærket af, at vi sad med lukkede øjne, og forestillede os sammen, hvordan vi bevægede os rundt på havets bund. Men vi sluttede ikke med at være blæksprutter, da vi åbnede øjnene. I stedet bevægede vi os gennem biblioteket med vores tentakler for til slut at danse igen, både sammen og i to grupper udgjort enten af børnene eller de voksne.
Sjældent har jeg oplevet en så fin og enkel performance til børn, og samtidig imponerende som Blækspruttetanker. Bergstein Nielsen var fremragende i sin indlevelsesevne, og det var rørende at kigge rundt på de mange børn, som var mødt op, og se dem igennem hele performancen være fuldstændig nedsænket i det hav fyldt med blæksprutter, som Boaz Barkan havde skabt.
SAGA (shop) – proletar teater
Proletar Teater er en grøn teaterforening, som stræber efter at udvikle nye bæredygtige og ressource-bevidste metoder til at producere scenekunst på. De producerer forestillinger, holder åbne værksteder og underviser i scenekunst og den ressource-bevidste kunstneriske praksis. De havde slået sig ned udenfor biblioteket, og var derfor det næste jeg mødte efter, jeg havde forladt livet som blæksprutte.
Projektet ’SAGA’, var i Proletar teaters egen beskrivelse halv butik, halvt teater. Her indsamlede gruppen aflagte tekstiler, som de syede om til tasker, der kunne købes. Hver taske fulgte med en historie omkring tekstilets tidligere ejer.
Jeg oplevede det som om, ’SAGA’ ønskede at skabe en leg med kontraster. På ydersiden fandtes en butik-lignende opstilling af tasker på stativer, og jeg blev bedt om at vælge en, som talte til mig. Derefter blev jeg i en gruppe på fire ført ind i et telt, hvor performer Amalie Møller sad og ventede bag et sybord. Hun skabte en rituel situation på flere måder, blandt andet ved at brænde røgelse af, og hun signalerede et stort skift fra den omverden, vi lige havde befundet os i. Herefter fortalte hun hver taskes historie – alle omhandlende relationer til dem, der står en nærmest, og hvordan disse relationer både kan være udfordrende og svære, men samtidig nødvendige og fine.
Til slut blev vi bedt om at gå igennem rækker af tøj, som fortsatte bag hende, for at komme ud, og blev spurgt om vi havde lyst til at købe den taske, vi havde siddet med. For mig var svaret: nej og i forhold til, hvorvidt en performance (også) kan være en butik, får jeg også lyst til at svare: nej – ment på den måde, at det jeg holdt af, var performerens nærvær og den ændrede intimitet, som opstod i mødet med performancen. Men i mødet med afkast, salg og dermed, hvordan langt det meste af verden fungerer konstant, fik jeg kun lyst til at kravle ind i teltet igen. Dermed ikke sagt, at kapitalismelogik ikke også er til stede inde i teltet – det er den utvivlsomt på et utal af måder fx ved, at performerne er blevet lønnet samt gør brug af et utal af materialer, som er produceret på markedsvilkår. Men lysten til genbrug skinnede igennem, og måske havde denne tanke fungeret bedre, hvis den lille taske ikke havde kostet for meget til, at jeg ville købe den.
A Tårnby state of mind – Emil & Anna
Et andet værk, som var i gang med at blive til var A Tårnby state of mind af Emil Torp-Rasmussen og Anna-Sofia Lillian Chonovitsch. Værket var udgjort af et stort lærred, som alle var inviteret til at male og tegne på, med den eneste instruks at afbilde deres ønsker for byens fremtid. De to initiativtagere bar rundt på lærredet i løbet af ugen, og det fik dermed lov at stå på de forskellige lokationer, som festivalen fandt sted. På festivalens sidste dag blev maleriet, som de kaldte ”et kollektivt maleri for fremtiden”, solgt på auktion.
Allerede på den første dag havde mange været henne og male, og dette er endnu et godt eksempel på et publikum-inddragende værk, som kan være stimulerende for især de yngste samt en mulighed for dialog generationer imellem om, hvad man håber for fremtiden sammen.
Aisle to Aisle – Karin Bergman
I Netto tæt ved den stærkt trafikerede Amager Landevej befandt Karin Bergman samt to andre performere, Rebecka Berchtold og Ella Östlund, sig. Bergman (SE) arbejder som danser, koreograf og underviser. Hun er uddannet danser og koreograf fra Den Danske Scenekunstskole 2013-2017. Også i andre produktioner end Tårnby Park Performance Festival har hun interesse for det lokale, hvormed hun sammen med 15 andre koreografer og scenekunstnere har stiftet et nyt dansekooperativ i Valby.
Vi blev budt velkommen udenfor Netto og fik at vide, at vi kunne deltage i performancen på lige fod med alle andre kunder i Netto, og blev derfor opfordret til at tage en kurv med ind og købe lidt varer, mens vi var der.
De tre performere var i gang, da vi kom ind i butikken, klædt i hver deres farve: lilla, gul og grøn. De bevægede sig roligt rundt, for så gang på gang at finde et sted at stå og lavede en lille serie af koreograferede bevægelser. Det interessante var, at det på en og samme tid både var helt aparte med de farvestrålende dansere, men samtidig havde de en ageren, som ikke råbte på opmærksomhed, men i stedet blot var til stede som dansende kroppe. Dette kom også til udtryk ved at observere de handlende i Netto, som ikke var kommet for performancen, men i stedet for rent faktisk at handle ind – de kastede korte blikke på, hvad der foregik, men virkede ikke til at føle sig alienerede. Det var som om Aisle to Aisle med generøs sikkerhed fastslog: en danseperformance hører til i vores hverdag, og er lige så vigtig næring som gulerødder, rugbrød og chokolade.
Frankensteins første gåtur i nabolaget – Fremtidsklubben
Fremtidsklubben er en ugentlig teaterklub for ikke-professionelle, som kører for andet år i træk, og er en mulighed for beboere i lokalmiljøet til at samles. Også her vises der en usædvanlig tilgang til at forsamles båret frem af ønsket om at nedbryde grænser, da Fremtidsklubben byder alle velkommen, fra 10 til 99 år. I år har de under ledelse af Andreas Liebmann, Delia C. Keller og Birgitte Skands arbejdet med Frankenstein.
Performancen startede på plænen foran forsamlingshuset, hvor børn og enkelte voksne startede med at lave en koreografi med paraplyer, som forbandt dem som gruppe ved, at de mødtes i par og kastede paraplyer fra hånd til hånd simultant, hvorefter de dansede videre og gemte sig under hver sin paraply. Det var et fint og utrolig kært billede på forsøget på fællesskab og kommunikation.
Herefter kom Frankensteins monster til syne, som monstrøst hoved og to hænder, hver del lavet i overmenneskelig størrelse. En kort monolog blev fremsagt om monsteret:
”der er ensomhed, der er kærlighed, og det er Frankenstein. Vi har ledt efter ham overalt i Tårnby, i samtlige kældre og huse og legepladser. Prøv lige at se, hvor smuk han er. Monster. Kærlighed. Alenehed. Omsorg. Han kommer og besøger jer, hvis I sender ham en kærlig hilsen.”
Herefter bevægede det venlige monster sig videre, hvor paraplydansen blev fremført sammen med nye dele af monologen for til slut at have opstilling lige ved Amager Landevej til skue for alle cyklisterne og de forbikørende biler og ikke mindst i skøn modsætning til Danske Bank, som også lå lige ved.
Da paraplyerne var kastet en sidste gang, blev der bukket og delt blomster ud, og børnene var ved at revne af fortjent stolthed.
Your Heart Out – Ella Östlund og Ottavia Catenacci
Jeg gik sammen med en stor gruppe hen over fællesplænen, som var tørkeramt, og vi satte os alle ved en stor rutschebane, som dannede en form for kulisse for Your Heart Out af Ella Östlund og Ottavia Catenacci.
The world was on fire and no-one could save me but you…
Ella Östlund (SE/DK) er danser og performer med base i København. Hun har en BA i dans og koreografi fra Den Danske Scenekunstskole. Hendes arbejde omhandler spørgsmål om performancerummets kollektive potentiale, arbejdet med at performe og landskaberne mellem dans og musik.
Ottavia Catenacci (IT/DK) er uddannet med en BA i scenografi fra Urbino Art Academy og med en BA i dans og koreografi fra Den Danske Scenekunstskole. Hun er forfatter til Glory was at the fingertips (2019), A Bridge/in case you will forget (2020) og godsibb (2022).
På rutschebanen var en gruppe unge drenge i tween-alderen samlet. De sad på toppen af rutschebanen og var på en og samme tid optaget af hinanden samt af alle os, som forsamledes for deres fødder. De jokede med hinanden, hvor de pendulerede mellem en påtaget omsorg (som de måske egentlig ønskede) og små slagsmål; en fremvisning i klassisk maskulin energi. Jeg sad og betragtede dem og forstod ikke, hvordan de mon var blevet så godt instrueret i at indfange en energi, som jeg genkendte at betragte fra min egen ungdomstid, og jeg blev ramt af følelsen af både at ville have drengenes opmærksomhed samtidig med at føle mig distanceret og fremmedgjort.
Östlund kom til syne på toppen af den lille bakke, som lå i linje med rutschebanens top. Hun bevægede sig i abrupte, hurtige og korte bevægelser, som ikke lod sig afkode nemt, men som jeg oplevede som værende hengivne og stræbende mod noget ukendt for mig som beskuer. Hun tilbad. Hun løftede fx armene for derefter at tage dem til sig i retning mod sin brystkasse som en symbolsk gestus, der indikerede en lyst til at tage noget usynlig, stort og vidunderligt ind i sit hjerte. Drengene fortsatte deres ungdomsleg og tilråb, og Östlund bevægede sig kort over og omfavnede rutschebanens metal for derefter at sætte i løb ned af bakken, mens Chris Isaaks Wicked Game begyndte at spille.
It’s strange what desire will make foolish people do…
Östlund havde nu en lang sekvens i performancen, hvor hun løb hastigt mod fx et træ, som hun havde gemt en pakke af genstande ved, som hun hentede tilbage til et fikspunkt, hun etablerede foran publikum. Indhentningen af genstande skete flere gange, og hver pakke indeholdt genstande, som alle relaterede til emnet som Your Heart Out undersøgte: fandom og idoldyrkelse. Der var fodboldtrøjer, t-shirts, en paryk, vandflaske, bog – alle objekter, som i denne sammenhæng tydeligt bar præg af en historik, der lå uden for selve tingenes egenskaber. En logik, som omhandlede affekt, var tydeligt på spil.
Der var noget underspillet komisk ved Östlund: den måde, hun bevægede sig på, var konstant fuld af følsomhed og absurditet. Måden hun satte i løb på, den måde hun svedte mere og mere voldsomt under en klam syntetisk paryk uden at fjerne den, den måde hun prøvede at forflytte alle de indsamlede ejendele på til slut til tonerne af Pipilotti Rists skingre og overdrevne version af Wicked Game; det hele emmede af et ønske om at transcendere sig selv til et andet sted, eller blive en anden person samtidig med, at performancen fremviste, at det ukendte idol også bliver til ved, at vi genskaber dem i vores billede. Jeg var rørt, underholdt og imponeret.
Da performancen sluttede og alle rejste sig op for at bevæge sig videre, råbte en af drengene ned mod os: “Er der nogen af jer, som kan fortælle mig, hvad det der handlede om?!”Først der gik det op for mig, at de rent faktisk ikke var en del af performancen. De var beboere i området, og som ikke ville lade deres dag forstyrre af at blive stirret på, i stedet tog de ejerskab og del uden at ændre sig for os, som var strømmet til deres hang-out sted. Denne slags krydsningsfelter kan kun opstå, fordi Tårnby Park Performance Festival går til deres arbejde med åbenhed og venlighed og viser, hvordan man ved at skabe åbne rammer kan få uventede synergier til at opstå.
Autopsy of a dying Continent – Mamadou Soma og Delia Keller
Dagen fortsatte i Tårnbys fælleshus, hvor performancegruppen Soma Theater bestående af Delia C. Keller og Mamadou Soma viste et nyt værk, som undersøgte forholdet til, hvordan sygdom opstår og findes i både den individuelle samt kollektive krop og forbindelse herimellem.
Mamadou Soma er instruktør, skuespiller, danser og performer fra Burkina Faso. Han arbejder bl.a. med, hvordan man afkoloniserer teater på det afrikanske kontinent. I sin kunstneriske praksis og forskning er han til stadighed på jagt efter fællesskab mellem skuespilleren, publikum og scenen i en eksorcisme af magi, bevægelse, fagter, objekter, lyde, usædvanlige landskaber og belysning kombineret med ritualer for at danne et poetisk sprog overlegent i forhold til ord – en inkluderende form for teater, der sætter lokalbefolkningen i centrum for sin handling og kan bruges til at undergrave tanker, logikken i kunstnerisk praksis og den måde, verden fungerer på.
Delia C. Keller er teaterpædagog og billedkunstner, uddannet fra Zürich Kunstakademi og er kunstnerisk samarbejdspartner og producer ved TPS. Hun arbejder både som udøvende kunstner samt som producer og underviser, og har gennem hele sin karriere arbejdet internationalt i mange forskellige konstellationer og samarbejder.
Delia C. Keller og Soma Mamadou mødte hinanden i 2017 i Ouagadougou i forbindelse med et udvekslingsprogram på deres skoler (Escape Ghambidi og Zürcher Hochschule der Künste), hvor de lavede et projekt om te-drikning som en social handling. Fem år senere mødtes de igen ved et tilfælde i København, og Autopsy of a Dying Continent er deres første kollektive projekt.
Jeg oplevede Autopsy of a dying Continent som festivalens mest intrikate værk: det var rhizomatisk, hvordan forskellige referencer, nuancer og lag efter lag kom til syne.
I det vi kom ind og fandt vores pladser, bestøvede Soma alle, som deltog, med en væske, jeg tror, var vand, alt imens Keller sad i et hjørne, og rørte i en stor gryde. At blive sprayet uventet med denne væske, føltes overraskende nok ikke intimiderende – i stedet virkede det både som om, Soma ville give lidt tiltrængt nedkøling til os alle samt skabe en grobund for fællesskab mellem alle de kroppe, der var til stede.
På hvert stolesæde lå et papir, hvor der stod ”Which part of your body would you like to heal from the sufferance caused by our modern society?”
Efter vi havde sat os, fortsatte Soma med at bestøve rummet med væsken fra hans vandbeholder, mens Keller satte sig midt i rummet og begyndte at skænke te op i mange små kopper. At vi befandt os midt i en performance, som gjorde brug af rituelle handlinger, var tydeligt.
Soma og Keller tog lægekitler på, som de med indstuderede bevægelser rystede først en gang, så to, og derefter drak vi alle earl grey te sammen, hvor Soma kiggede en person ad gangen i øjnene og sagde: ”skål?” – og afventede hvorvidt, der ville komme et ”skål” tilbage.
Herefter fulgte både en monolog, som tog udgangspunkt i Shakespeares Hamlet, hvor Soma først citerede Shakespeare og især, hvordan han skriver, at ”der er noget råddent i Danmark” for så at tage ejerskab over monologen og påpege, hvordan det ikke kun er i Danmark, der foregår noget råddent, men i hele verden, og at råddenskaben har indfundet sig i kroppen.
Mange dele fulgte i hurtig procession: en dansesekvens, badning i te, en leg med et spejl, som lige dele blev en undersøgelse for Soma selv samt en undersøgelse af at betragte publikum, for til slut af bede alle publikummer om at skrive deres individuelle svar på det spørgsmål, der var blevet stillet på papiret, hvorefter Soma indsamlede dem og spiste dem.
Det var en beundringsværdig performance, som gjorde brug af elementer fra både performance, dans og teater samt både den vestlige litteraturkanon og traditioner fra det afrikanske kontinent. Jeg tænker, at det generelt er problematisk, hvordan vi i vesten ofte feticherer minimalisme – og tænker dette i forhold til at nå ind til en kerne, hvor et værk står krystalklart frem. Derfor er det spændende, vigtigt og nødvendigt at møde andre former for narration, som ikke nødvendigvis tydeliggør, men laver en kakofoni af forståelse inde i værket.
Forstod jeg den kakofoni som Autopsy of a dying Continent besang? Nej, ikke helt – men jeg ved ikke om, det er mit vestlige bliks mangelfuldhed, eller fordi performancen prøvede at drikke en for stor kop te.
Kleist & Krise – Boys* in Sync
Efter dissekeringen af det syge samfund og den tilhørende syge krop blev fælleshuset for en stund forladt af alle, og scenen blev ændret til en ny performance af Boys* in Sync, som er et tværfagligt performancekollektiv fra Sydafrika, Danmark, Norge og Tyskland, som blandt andet ønsker at undersøge cheesiness og queering i nutidens refleksion over maskulinitet.
I performancen Kleist & Krise tager de to performere Jakob Schnack Krog og Simon David Zeller udgangspunktifællesområdet i Tårnbyparken, som blev grundlagt i 1950’erne for at tilbyde et grønt og økonomisk overkommeligt botilbud inspireret af Athens Charter, som blev etableret i 1950erne for at skabe både gode, men også billige muligheder for at bo nær København.
Jakob Schnack Krog er danser og skuespiller og er uddannet fra NTA i Norge, mens Simon David Zeller er kunstner og producer, uddannet også fra NTA samt DDSKS. Boys* in Sync ́s værk kombinerede lokalområdet med Heinrich von Kleists Jordskælvet i Chile, en roman om et ungt par, hvis homoseksuelle kærlighed er socialt uaccepteret. Romanen fremskriver, hvordan det unge par flygter fra en dødsstraf ved hjælp af et jordskælv, men selv i det nye fællesskab, som opstår udenfor den ny ødelagte by, blusser hadet til det elskende par op, og de bliver slået ihjel.
Performancen startede med, at Krog og Zeller stod på et bord, og i hele deres væren emmede af humor og lyst til at optræde. De satte scenen for den fortælling, som skulle udspille sig over de næste cirka 40 minutter, ved at bruge hver af deres sammenrullede sweatshirts som et billede på en baby, som de vuggede og sang en sang for:
”I´m dedicating everything to you
Domesticated life was never quite my style
And you smile
(…)
You would come of age with our young nation
We bleed and fight for you
We will make it right for you
If we lay a strong enough foundation
We will pass it on to you
We will give the world to you
And you will blow us all away
Some day some day”
Mens de sang, gav ordene genlyd i deres ansigts mimik, og overraskelsen indfandt sig med de sidste ord, som fortalte, at katastrofen ville indfinde sig, selv gennem de børn eller den generation, som de var i gang med at passe, pleje og opfostre.
Relationen imellem de to performere blev også grundlagt i denne startsekvens – de talte sammen, men på en mundhuggende måde, hvor det var utydeligt, hvem som havde ret, men tydeligt at der foregik en magtkamp, hvor både fortiden og den nærtstående fremtid var til forhandling. Hvordan man ønsker, at forstå handlinger og muligheder var til debat.
Vi bevægede os udenfor og nu begyndte en tydelig anden del af performancen, hvor de to performere agerede turistguider for os: vi blev vist fællesvaskeriet, det andet fælleshus (som vi ikke måtte komme ind i, fordi bestyrelsen havde valgt at lægge deres årlige møde præcis samtidig med festivalen), plænerne og boligblokkene. Der blev fortalt med en overdreven venlighed og iver om både vigtig, men især også ligegyldig fakta, såsom, at i vaskeriet vasker man tøj.
Et af de steder, hvor vi stoppede op, og fik guidet information, var på fællesplænen, tæt ved den ene række af husblokke. Her fik vi at vide, at dette var den første række af huse, som var blevet bygget, og at man havde anlagt de grønne, åbne plæner for at skabe mulighed for beboere til at mødes. Men dette havde ikke fungeret, i stedet var en anden enklave af huse bag nogle træer og en vej, hvor arkitekturen var sådan, at det grønne område er indhegnet af husene, altså mere gårdlignende, og derfor var det dejligere at bo derovre, og folk følte sig mere trygge. Alt dette blev fortalt med højlydt røst, og mens den ene del af boligblokke blev nedgjort og en anden, for os usynlig, opløftet, stod jeg og kiggede op på en ældre kvinde, som sad ude på sin altan og nød aftensolen. Mens Krog og Zeller fortalte denne version af hendes hjem, som værende utryg og dårlig, rejste hun sig op, stirrede ned på os og gik ind i sin lejlighed og lukkede døren efter sig. Hvis det var meningen, at det skulle være sjovt, var det det ikke længere, i hvert ikke for mig. I stedet følte jeg pludselig at være med til at gøre grin af lokale beboere.
Mere opløftende var et intermezzo, hvor hybridhistorien om Jordskælvet i Chile og Tårnby fik et tvist af reality-tv, da en episode fra et x-faktor lignende program blev beskrevet, hvor en ung kvinde faldt til jorden af lykke, som den ene performer mimede, mens den anden fortalte. Et fald af lykke var en uventet kobling, som åbnede værket op. Til slut samledes vi i en cykelkælder og sang en fællessang, et patos greb, som fremviste, hvordan fællesskab kan skabes momentært.
Der var mange fine anslag i Kleist & Krise, men undersøgelsen af fællesskaber og deres (u)mulighed druknede i forsøget på at få os til at grine med.
The Loop of Reproduction – Tom Silbiger
Den sidste dag på festivalen startede jeg med at sætte mig ved Tom Silbigers bord, som er arkitektstuderende, og deltog med i hans værk The Loop of Reproduction. Jeg havde mødt værket og dets tilblivelse før, da Silbiger tidligere på ugen sad foran Netto og bød alle, som havde lyst til at være med, velkommen.
The Loop of Reproduction gjorde brug af artefakter og ritualer, og Silbiger beskrev selv, hvordan han gennem denne performance søgte at muliggøre og stimulere interaktioner mellem Tårnbys borgere samt forskellige inkarnationer af Tårnby gennem tiden. Dette skete ved, at man mødtes omkring bordet, sad med ler og formede små genstande, som betød noget for en selv, og som kunne doneres til en tidskapsel. Efterfølgende ville tidskapslen blive placeret på et offentligt sted i Tårnby.
Der sad allerede en masse børn og formede ler, da jeg satte mig ned. Silbiger rakte mig en klump ler, og spurgte, hvad jeg havde lyst til at forme, som havde betydning for mig, og som skulle med i tidskapslen? I en performance som denne er det uden tvivl vigtigt, hvordan interaktionen bliver med initiativtageren – og Silbiger var den perfekte pædagog: venlig, rolig og åbnede på fineste vis for en samtale mellem os omkring, hvad som fylder i vores bevidsthed og liv. På mange måder mindede denne performance om A Tårnby state of mind. Forskellen bliver materialet, hvor det i det ene værk er maleriet, som skabes, og her er det lerskulpturer, men hvor der i begge processer peges på, hvordan det individuelle bliver bragt sammen i en fællesskabsfortælling.
We/Re Confess Our Faith – Ran Suh
Under et træ, som befandt sig lidt afsides den tumult, der naturligt opstår, når mange mennesker mødes, havde Ran Suh gjort klar til sin performance. Igen var det både rejsen, men også det rituelle, som stod i fokus.
Suh er koreograf og kunstnerisk forsker, bosat i København og delvist i Seoul. Med udgangspunkt i sin autoetnografi har hun skabt multidisciplinære forestillinger om shamanisme og traditionelle danse ud fra postkoloniale perspektiver. Efter hun flyttede til Danmark, engagerede hun sig i en klimaaktivistisk performancegruppe, Becoming Species. Hun ser potentialet i sammenflettede fortællinger om decentraliseret kollektiv aktivisme, praksisser med flere arter og genlæring af oprindelig kosmologi og forfædres tradition. Hendes nuværende praksis er at deltage i og skrive om disse bevægelser og genskabe hverdagens fælles ritualer. Hun har studeret MFA i koreografi på KNUA og MA i religionsvidenskab på KU.
Performancen startede ved, at vi satte os i en cirkel, og der blev gjort klar til, at vi alle kunne deltage i et riskage-ritual. Det udsprang af Suhs etnografiske research af shamanisme i koreanske bysamfund tilbage i 2011.
Jeg tror, der er nogle ting, som ikke kan øves eller læres, men som i stedet må komme fra en kropslig bevidsthed, noget der ligger udenfor det rationelle – som handler om energi. Og der var en meget fin, nærmest smuk energi til stede i Suhs tilstedeværelse og performance, som fremkaldte muligheden for intimitet, og som var dejlig at sætte sig med i den time performancen varede.
Scenografien havde et trangiasæt som det centrale punkt, og omkring os var der hængt tørresnore dekoreret med fotografier, som alle var taget i de koreanske samfund Suh havde besøgt. Fotografierne var taget med 35 mm kamera, hvis størrelse, når fremkaldt, minder om fotografier taget i privatlivets sfære, og fotografierne bar præg af at ville indfange øjeblikke, som i højere grad blev brugt som research materiale, end at skulle fungere som kunstfotografi. Derfor føltes det også på en dejlig sær måde, som om man satte sig i en form for hjem.
Ritualet, vi tog del i, var udgjort af mange faser, hvoraf hver del var en del af tilberedningen af riskagen, fx skulle en stor mængde rismel sies, hvilket vi på skift hjalp til med. Dette blev akkompagneret af en tekstdel, hvor ord nedskrevet af ældre i de koreanske byer, Suh besøgte, blev læst højt i nye små grupper af to til fire.
Alle fortællingerne omhandlede oplevelser med tab af traditioner og fællesskaber og bar en stor sorg i sig. Mindearbejdet blev en lindring samt en måde at holde fortællingerne i live på. Informationen, som både kunne være en opskrift på mad, men også en sensibilitet i at være i verden, blev videregivet først til Suh, og derefter til os, der sad sammen under træet på plænen. Når ordene blev sagt, manifesterede de sig i nye og andre kroppe end tidligere.
Jeg var selv med til at læse en del op, som omhandlede ekstrem udmattelse i forbindelse med alderdom, og det var stærkt og voldsomt at sidde og gentage Suhs ord og mærke, hvordan de ord, vi tager i vores mund, er med til at præge dem, vi er, og hvordan vores krop føles – det kan lyde banalt og simpelt, men jeg oplevede det, som virkningsfuldt og modigt.
Travelling Bodies – Neda Kovinic
En helt særlig oplevelse i rækken af performances var Travelling Bodies, som startede med en bådtur fra Tårnby havn ud til øen Saltholm. Inden vi sejlede afsted, introducerede gruppen sig kort, kurateret af Neda Kovinic, som er født og opvokset i Serbien, og har en PhD fra kunstakademiet i Beograd. Hun har specialiseret sig i performance og dokumentariske installationer. Med sig havde hun tre andre kunstnere, som var Simonida Zarkovic (SR), Nevena Radulovic (SR) og Neil Luck (UK).
Travelling Bodies tog udgangspunkt i research, som de fire kunstnere havde lavet på øen Saltholm. Her havde de øvet og udforsket landskabet og det lydrum, som fandtes.
Vi var en lille flok, som fik glæden af at komme ombord på en båd, med det velvalgte navn Moby Dick – en klassiker, som omhandler menneskets lyst til at herske over naturen, og det var en glimrende reference at have med sig i mødet med værket, da jeg oplevede, at det tog livtag med vores oplevelse og forståelse af både rejse, turisme og natur.
Den engelske kunstner Niel Luck gav os et værktøj til sejlturen, hvor han viste os, hvordan vi kunne lukke mere eller mindre af for lyden af havet ved langsomt at bevæge vores hænder ind mod vores ører, hvorved lyden ikke blot ændrede sig, men også blev forstærket i intimitet.
Ude på øen var performancen delt i to tydeligt forskellige sekvenser: først stillede en af kunstnerne sig op i et vagttårn, som havde udsigt over øen, og lavede en form for kalde-session til de tre andre, som legede med henholdsvis at åbne og lukke sig for hinanden og for landskabet. Derefter indtog de fire kunstnere en stor slette, hvor de bevægede sig i relation til naturen og vinden.
Saltholmen var et underligt landskab at være i: det var på en og samme tid både utopisk og dystopisk. Flyene fløj lavt hen over os, og mindede os om en konstant flytrafik og dermed klimakrisen, og hvordan denne hænger sammen turisme. Samtidig var det som om, vi var kommet til et sted, som var forladt af mennesker – ingen mennesker bor på øen – i stedet var det dyrenes og især fuglenes ø.
Performancen var to-delt, og den anden del blev vist den sidste aften på festivalen. Her arbejdede gruppen med de lyde, som opstod i mødet mellem rummet og deres kroppes interaktion med det. En tydelig gentagelse fra den første del af performancen var, at gruppen sang Hares on the Mountain, som er en engelsk folkesang.
Oh Sally, my dear, it’s you I’d be kissing,
She smiled and replied, you don’t know what you’re missing.
Oh Sally, my dear, I wish I could wed you,
She smiled and replied, then you’d say I’d misled you.
I en performance, som er båret frem af en høj grad af abstraktion, bliver det for mig meget betydningsskabende, når der synges en sang, hvori der er ord, som jeg kan knytte konkret betydning til. Sangteksten omhandler en ung kvinde, som vælger sig selv og en skolegang til i stedet for at jage efter unge mænd, da disse ikke er til at stole på. Kontrasten bliver stor i forbindelse med både Saltholmen og arbejdet med lyd i fælleshuset i Tårnby.
Det er en svær diskussion, hvorvidt den udtalte politiske kunst bør være klar i mælet for derved at komme frem med et budskab, eller om det at være klar i mælet blot er med til fortsat at holde fast i en tilgang, som mangler nuancer, og dermed opretholder en politisk dagsorden, som ikke tilgodeser andre end magthaverne.
Neda Kovinic udtrykte gennem formidlingen af hendes eget projekt et ønske om at italesatte forbindelser i en posthumanistisk optik og belyse problematikker som ressourcer og mangel på samme, men jeg kunne personligt godt ønske mig mere stringens og en lidt tydeligere tilgang til dette. Værket fungerede godt i sin billedskabelse, men hvordan det knyttede an til problemstillinger omhandlende empati, kom jeg ikke frem til.
IN DUO WITH EARTH Volume 5 – Birgitta Skands
Festivalens sidste performance var med og af Birgitta Skands med Delia C. Keller som lys- og lydassistent.
Scenen var allerede sat, da vi kom ind: Skands sad med ryggen til publikum og havde tæt ved sig en pladespiller. Udover dette var der et lille skrivebord i hjørnet af rummet med flere æsker på samt en pilatesbold malet som jordkloden. At det er bestemte kroppe med bestemte udseender, køn, kropsbygning og alder, som er mest velkendt og brugt i performance, men i særdeleshed også i dans, er ikke noget nyt. Af mange grunde var det derfor ret vidunderligt at se IN DUO WITH EARTH Volume 5, bl.a. fordi det var dejligt at betragte en kvinde, som havde bevæget sig videre fra den tidlige ungdom til en smuk midaldrende. En anden grund til, at jeg blev blæst bagover af Skands, var, at hun i hele sin performance bar sig selv med så uprætentiøs energi og humor, at jeg sjældent har set lignende: hver eneste sætning hun sagde var sjov, uden at det var en joke – hun vidste selv, at hun var sjov, og kontrollerede det til fulde.
IN DUO WITH EARTH Volume 5 virkede ved første øjekast til at være en improvisation, særligt da Skands begyndte at danse på en måde, som mest af alt lignede, at hun var til en privatfest, hvor hun lige dele dansede for sig selv og for os med så meget nydelse, at mine kinder blussede en smule. Dette gjorde hun selvfølgelig til intet mindre end Perfect Angel af Minnie Riperton, som synger We are making history… og det var en god indgang til at forstå Skands dagsorden: både at hylde sig selv samt at italesætte, hvordan historieskrivning bliver til og dermed, hvem der får retten til at skrive den.
Skands vendte flere gange tilbage til at danse til udvalgte numre, men udover dette var en central del af performancen, da hun gik hen til de små æsker, hun havde stående på bordet, og tog tegninger op, som hun derefter hængte op på væggen. Hun henvendte sig direkte til publikum og fortalte om, hvordan hun ønskede at gøre brug af et “recycling mode”, hvormed hun kun gjorde brug af materiale, hun selv ejede, og som allerede fandtes.
Skands fortalte både om hendes egen historie, hvor hun fx flyttede til New York i hendes 20´ere, og søgte ind på Juilliard som danser, og blandede denne historie med et kærestebrev og refleksioner over vestlig filosofi, hvor hun i et snuptag fik gjort grin med Kierkegaard, fordi ”han ikke var særlig sød ved kvinder”, og mindede sig selv om, at hun derfor i næste volume af performancen ville huske ikke at nævne ham.
Det, som blev tydeligt, var, at Skands var et kropsligt arkiv, som var udgjort af mange forskellige elementer, og at alle disse var lige vigtige. Arkivet, som her er Skands´ egen krop og historie, kommer til syne gennem især affekt, og dermed ikke kun en viden, som man får fortalt. Det var som om, Skands ønskede at bidrage til en forståelse af historieskrivning, som er langt mere inkluderende, end hvordan vores forståelse af verden hidtil har været.
Jeg håber inderligt at komme til at se mange flere volumer af IN DUO WITH EARTH for derved at få stillet spørgsmålstegn til den rejse, som vores historieskrivning er.
Jeg oplever Tårnby Park Performance Festival som noget helt særligt. Det er en performance festival, som er vild og vildtvoksende. Det er som om, det vigtigste er at skabe plads og grobund for det nye samt at give plads til det og dem, som tidligere er blevet oversete. Det er tydeligt, at det er båret frem af få mennesker, og at det ikke er en kæmpe produktion. Det gør intet, fordi der er enorm hjertevarme til stede, som handler om alt andet end at være cool, men i stedet handler om åbensind.
Personligt har jeg det sådan, at hvis jeg træder ind på præmisser, som skriger som cool-hed, så bliver jeg også koldere i min forholden sig til værket/værkene. Derfor kan jeg også mærke, at selv de værker, som efterlader mig med mere undren end forløsning, formildes af konteksten og festivalens energi, som synes hele stedet at sige: rejsen er bare lige begyndt.