På den genkommende internationale dansefestival Tanz im August i Berlin sidste måned, blev der ikke kun præsenteret koreografiske værker, men danse- og kunstkritikken blev også diskuteret med et særligt fokus på postkritik.
Kære Mette Garfield. Jeg håber, at mit brev kommer til at vække glæde hos dig. Jeg skriver til dig fra Marseille, hvor jeg har tilbragt det meste af min sommer.
The text is not answering any questions. It is not performative and it will not satisfy any academic structures. It is somewhere in between and exactly were it should be.
Vi starter hver aften med at holde en tale (læses evt op på engelsk): Velkommen til Stedet er Levende, 1. dag af 30 dages performance i Astrid Noacks Atelier – et
Diskusjoner om hva dans egentlig er begynner å bli litt trøttende, men på Kunstenfestivaldesarts viser de hvordan bevegelse og koreografi også er med på å endre oppfatningen av hva en
Fraværet av radioteater under Københavns Radiobiograf Festival synliggjør radioteatrets sjangerspesifikke lydbruk, og gjør meg litt misunnelig på danskene som har en egen festival for samlytting. «Radiodramatikk er et besynderlig minefelt
Hotel Pro Forma er kjent for sine visuelt sterke forestillinger. I Gilgamesh tar de i bruk vandreteatermodellen – og gir med det avkall på kontrollen over publikums siktlinjer. Mon tro
WOWOWOW, a new piece by Fanclub and Quim Bigas, attempts to work through, in real time, Jerome Bel’s idea of liberating dance from choreography. However, what we have here is
At se en forestilling flere gange er et privilegium. Særligt en forestilling som WOWOWOW, hvis fokus på kollektivet efter andet gennemsyn giver mig mulighed for at reflektere over min egen